Vores kroppe har mange fjender, der gør alt, hvad de kan, for at snige sig ind og gøre os syge.
Virus har for eksempel udviklet mange smarte måder at overleve længere i fjendeland på, og nu har blandt andet danske forskere afsløret én af dem i et internationalt studie.
Det drejer sig om hepatitis C, og den gemmer sig ved hjælp af et molekyle, som den stjæler fra vores kroppe.
Forskerne fandt dog ud af, hvordan de kunne afdække virussen ved hjælp af et enzym, der kan splitte molekylet ad.
»Jo længere virussen kan gemme sig i vores kroppe, jo bedre kan den få overtaget, og vi har beskrevet en ny måde, de kan gøre det på,« siger Jeppe Vinther, lektor i RNA-biologi på Biologisk Institut, Københavns Universitet, og medforfatter til den videnskabelige artikel.
Hepatitis C-virus forklæder sig med urgammelt, velkendt molekyle
Hepatitis C-virus, eller HCV, er en RNA-virus. Det vil sige, at dens genetiske materiale er i form af RNA.
Men vi mennesker har også vores eget RNA, der suser rundt i kroppen, og det er præcis dén trafik, hepatitis C-virus prøver at skjule sig i.
»I vores krop bliver RNA forsynet med en ‘cap’ for enden, lidt som den plastik-beskyttelse der sidder for enden af et snørrebånd og sørger for, at det ikke går op,« forklarer Jeppe Vinther.
Hepatitis C-virus er ivrig efter sin egen ‘cap’ at gemme sig bag, og fordi kroppens sikkerhedssystemer konstant er på udkig efter ubudne gæster, stjæler den én, som kroppen kender godt.
Det er molekylet FAD, der er sammensat af vitamin B2 og ATP, der bærer energi gennem kroppen.
»Det er velkendt, at virusser ‘capper’ deres RNA, men FAD er fra VORES celler! Det er ovenikøbet et urgammelt molekyle, som alle organismer har, og derfor helt essentielt for os,« forklarer Jeppe Vinther.
Studiet tog udgangspunkt i FAD, fordi andres arbejde har vist, at hepatitis C-virus lod til at være afhængig af, hvor meget FAD, virussen havde adgang til i sit miljø.
Forskerne forsøgte derfor at splitte molekylet ad med forskellige midler, og det viste sig at være et enzym fra gåsemads-planter (Arabidopsis), der var det rette til opgaven.
\ Fakta: RNA-virus
- RNA virus har ribonukleinsyre (RNA) som sit genetiske materiale. Det adskiller dem fra DNA-virus, der bruger DNA som deres genetiske materiale.
- RNA er et molekyle, der minder om DNA. Et RNA-virus genom består af en lang RNA kæde, der indeholder de instruktioner, en virus behøver for at replikere sig selv.
- RNA-virus replikerer (formerer sig) ved at overtage cellens systemer for at lave nye RNA kopier af sig selv.
- Andre velkendte eksempler på RNA-virus inkluderer influenzavirus, ebolavirus og SARS-CoV-2 (den virus, der forårsager COVID-19).
Detaljeret beskrivelse af en viral ‘stealth-flyver’
Når vi siger, noget går viralt, mener vi ofte, at det spreder sig hurtigt, men det er ikke altid tilfældet, selv for RNA-virusser.
Du husker nok, at Covid-19 var hurtig til at sprede sig, men hepatitis C-virus, der inficerer vores leverceller, kan være langsommere og egentlig ligge i kroppen i årevis, så længe den ikke bliver opdaget.
»Når hepatitis C-virus gør det her, er det nærmest som at stealth-flyve for den, og jo længere den kan undgå vores radar, jo mere overtag kan den få,« fortæller Rune Hartmann, professor i medfødt immunologi på Aarhus Universitet, der ikke har deltaget i studiet men vurderet det for Videnskab.dk.
Mens den stadig er usynlig, kan hepatitis C-virus, udover at brede sig, også sætte andre modtræk i gang, der kan give den fordele.
For eksempel ved at bruge tid på at lave nogle særlige proteiner, der bekæmper kroppens sikkerheds-proteiner.
»Det spændende ved studiet er, at man nu beskriver i detaljer, præcis hvad virussen gør og hvordan den gør det,« forklarer Rune Hartmann.
Kunne åbne op for bedre behandling, ikke bare af hepatitis C
Der er fordele i at kunne splitte FAD-molekylet, både for behandling af hepatitis C og andre virusser.
FAD findes som sagt i alle organismer. Det spiller en vigtig rolle i at transportere energi rundt i kroppen.
»Af samme grund kan man ikke bare fjerne FAD. Det kan ellers lyde oplagt, når nu hepatitis C-virus er afhængigt af det, men vi skal altså bruge det,« påpeger Jeppe Vinther.
Men ved at splitte det kan man blotte virussen og dermed måske tage kroppens immunsystem til hjælp i behandling.
Det behøver heller ikke kun at gælde hepatitis C-virus, da det er sandsynligt, at andre virusser også har lært at skjule sig bag en FAD-maske. Èn anden virus, der gør det, er allerede blevet opdaget.
»Det skumle ved virussen er, at den kan ligge ubemærket, og vi har nu fundet en ny måde at afsløre dens camouflage på,« siger Jeppe Vinther.

































