Hans øjne er lukkede. Imens lytter hans ører opmærksomt til, hvordan raslende metalgenstande skifter hænder og lavmælte stemmer udveksler korte beskeder.
Et gummiagtigt smæld mod et sæt kolde fingre bryder med lyden af klirrende metal. Kirurgen har handskerne på. Operationen kan begynde.
Året er 1953 i Connecticut, USA. På Hartford Hospital ligger den 27-årige Henry Molaison på kirurgen William Scovilles operationsbord.
De næste par timer kommer til at ændre Henry Molaisons liv, og ikke mindst lægevidenskaben, for altid.
Et liv uden Hippocampus er ikke et liv
Det var et voldsomt cykelstyrt, der tilbage i 1933 smadrede den dengang 7-årige Henry Molaisons kranium og blev årsag til, at han gennem hele sin ungdom led af epileptiske anfald og til sidst søgte hjælp hos kirurgen William Scoville.
I dag ved langt de fleste kirurger, at årsagen til epilepsi næppe bør findes i hjerneregionen Hippocampus.
Hippocampus er nemlig det center i hjernen, der gør, at vi kan omsætte og i sidste ende opbevare stærke oplevelser og indtryk i vores hukommelse.
Tilbage i 1953 troede kirurgen William Scoville, at han helt uden mén kunne befri sin patient for epileptiske anfald ved at bortoperere Hippocampus. Han tog grueligt fejl.
Da han fjernede Henry Molaisons Hippocampus, fjernede han nemlig også hele patientens eksistensgrundlag.
Ihærdig ph.d.-studerende banker på
Bank, bank! Uden for døren står ph.d. studerende Brenda Milner, som William Scoville i sin desperation har sendt bud efter.
Hun skal vise sig at blive det afgørende vendepunkt i Henry Molaisons liv, der efter operationen er gået helt i stå.
Fra at sidde i sofaen og se den samme sort/hvid film om og om igen sættes den intetanende Henry Molaison nu i sving med at huske talrækker og finde vej til toilettet. Og selvom han hverken kan huske sit første kys, eller hvad han fik at spise til morgenmad, nægter den ihærdige ph.d.-studerende at opgive mysteriet om den forsvundne hukommelse.
En dag – efter utallige forsøg og observationer – får Brenda Milner en stjerneklar idé.
Foran Molaison lægger hun en blyant, et stykke papir og ved siden af papiret sætter hun et spejl.
På papiret er tegnet omridset af en stjerne.
Procedure-hukommelsen opdages
Stjernetesten bliver en milepæl i Brenda Milners studier. Gennem en simpel øvelse, hvor Molaison bliver sat til at tegne lige linjer oven i stjernen, mens han kigger ind i spejlet, opdager hun, at ikke alt hukommelse er gået tabt, selvom Hippocampus er det.
Første gang Henry Molaison forsøger at tegne oven i stjernen er han forventeligt elendig til øvelsen.
Det ville enhver, med eller uden Hippocampus i behold, have været. Det overraskende er, at Molaison allerede efter tredje forsøg har forbedret sig markant.
LÆS OGSÅ: Din hukommelse kan spå om din hjernes tilstand som gammel
Resultatet af øvelsen fortæller Brenda Milner, at underbevidstheden husker det, som bevidstheden har glemt.
Hverdagsprocedurer, som at cykle eller tegne en stjerne på et stykke papir, lagres i hjernens centrale centre Basal Ganglia og Cerebellum og bliver der, så længe vi lever.
Fordi disse to hjernecentre stadig var intakte i Henry Molaisons hjerne, var han stadig i stand til at lære bestemte procedurer og derefter huske dem.
Hukommelsen fodres af indtryk
Et utal af tests og observationer, der startede ved ph.d.-studerende Brenda Milners flittige studier af Molaisons hjerne, har samlet set ledt frem til vores nutidige viden om den episodiske hukommelse:
Alle de indtryk og oplevelser, vi får i løbet af en dag, genererer en mængde af sansedata, som opfanges af en hjerneregion, der kaldes Cortex.
Derefter vandrer de videre til Hippocampus, der sender mindet tilbage til Cortex. Hvor lang tid, mindet får lov til at overleve i vores hukommelse, afhænger af, hvor stærkt indtrykket har været.
Når vi eksempelvis husker nogle mennesker bedre end andre, har det ikke nødvendigvis noget at gøre med mængden af tid, vi har tilbragt sammen med dem.
Det har noget at gøre med, hvilket indtryk de efterlader.
Digitalt eftermæle
Selvom Henry Molaison ikke huskede noget som helst, da han 2. december 2008 sagde farvel til verden, vil lægevidenskaben aldrig glemme hans enorme betydning for neurologiens historie.
Med sig i graven tog Henry Molaison et bemærkelsesværdigt eftermæle, og hans hjerne, der ved hans død havde været studeret af over 100 neurologer, blev viet til videnskaben.
I 2009 foretog The Brain Observatory i San Diago en dissekering af Henry Molaisons hjerne, der efterlod 2.400 minimale stykker hjernemasse til fotografering og digital kortlægning.
En komplet tredimensionel rekonstruktion er i 2014 med til at forevige den legendariske patients berømte hjerne.
