Stamceller omtales ofte som en af de vigtigste medicinske opdagelser i nyere tid. Der er næsten ikke grænser for, hvad de måske kan bruges til, når man hører dem omtalt i medierne.
Potentialet er dog ikke fuldt realiseret, men et stykke vej er vi kommet. For eksempel kan forældre få frosset blod med stamceller fra deres nyfødte babys navlestreng ned. På den måde kan man behandle barnet med dets egne stamceller, hvis det skulle få en blod- eller immun-sygdom.
Eller hvad?
Flere danske stamcellebanker anmeldt for vildledende markedsføring
I 2007 blev tre danske stamcellebanker af Forbrugerrådet anmeldt til Sundhedsstyrelsen, fordi deres markedsføring var vildledende.
I en begrundelse for anmeldelsen citerer afdelingschef i Forbrugerrådet, Karsten Kolding The European Group on Ethics and New Technologies, der har udtalt sig om stamceller:
»Hvis private stamcellebanker er tilladt, skal der gives tilstrækkelig information til de forbrugere, der er villige til at bruge dem. Det inkluderer at oplyse om
at chancen for at stamcellerne, der opbevares, kan bruges til at behandle barnet egne sygdomme på nuværende tidspunkt er til at overse at fremtidige behandlingsmuligheder med stamcellerne er særdeles hypotetiske at der indtil nu ikke har været nogen indikation af, at den nuværende research vil lede til specifikke behandlingsmuligheder, hvor man anvender egne stamceller.«
Hvad skal man tro på?
Nå. Virker stamcellerne så ikke? Det vil vores læser Sakena Ali gerne vide.
»Da jeg er gravid vil jeg høre, om opbevaring af stamceller er fup, eller noget man bør investere i? Det er rigtig svært at vurdere saglig information herom,« skriver Sakena Ali i sin mail til videnskab.dk.
Vi er også nysgerrige, så vi sender spørgsmålet videre til Jeppe Emmersen. Han er lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi ved Aalborg Universitet og forsker ved Laboratoriet for Stamcelleforskning. Forhåbentlig kan han hjælpe med nogle svar.
Ingen muligheder endnu
\ Fakta
Videnskab.dk:
hvad kan man og hvad kan man ikke med navlestrengs-stamceller?
Jeppe Emmersen:
»I teorien kan man behandle forskellige sygdomme.
Normalt får man, hvis man er syg, en transplantation med for eksempel blod eller knoglemarv fra et andet menneske. Men hvis der ikke er nogen egnede donorer, kan man behandle med ens egne stamceller, for stamceller kan udvikle sig til andre former for væv, for eksempel hvide blodlegemer.
En af de sygdomme, hvor man kan bruge stamceller, er leukæmi. Men leukæmi kan være arveligt betinget, og så ligger sygdommen jo i generne, og vil så også ligge i stamcellerne. Så ved sygdomme, der kan have en arvelig komponent, kan det være problematisk at bruge egne stamceller.
Der bliver forsket meget i at bruge egne stamceller til at behandle blandt andet diabetes og til at hjælpe kroppen med at regenerere væv efter en blodprop. Men her viser forskning, at man måske lige så godt kan bruge stamceller, som man udvinder fra den voksne person. Navlestrengs-stamceller er altså ikke nødvendigvis den eneste mulighed.
En anden udfordring er, at brug af stamceller slet ikke er en normal del af det integrerede sygehusvæsen. Så en patient kan godt komme op til lægen med sine egne stamceller, men hvad skal lægen så gøre? Det er ikke en del af behandlingsregimet. «
Videnskab.dk:
Der er ingen reelle brugsmuligheder for navlestrengs-stamceller i Danmark
Jeppe Emmersen, lektor ved Aalborg Universitet
Så hvis man skal opsummere?
Jeppe Emmersen:
»Lige nu står det sådan til, at forskere og læger bliver dygtigere og dygtigere - men der er ingen reelle brugsmuligheder for navlestrengs-stamceller i Danmark. Men det kan være, der bliver det. På Rigshospitalet har man for eksempel brugt stamceller fra navlestrengsblod - men de blev importeret fra Australien, og kom altså fra en anden person end den, der skulle behandles.«
Kun små mængder af stamceller i navlestrengen
Videnskab.dk:
Jeg har læst, at mængden af stamceller, man kan få ud af en navlestreng er meget lille. Passer det?
Jeppe Emmersen:
»Mængden, som man kan få ud fra navlestrengen, varierer meget. Men generelt er det små mængder, som kun kan række til en enkelt stamcellebehandling.
Derfor forskes der i at få cellerne til at ekspandere, altså danne flere stamceller. Så gror man cellerne i en kultur i laboratoriet. Men her kan det ske, at cellerne begynder at differentiere sig, altså forvandle sig til specifikke celler. Og så mister de den evne, stamceller har; at blive til den slags celle, man ønsker og mangler. Overordnet set er der et stykke vej, før man kan bruge stamceller som et led i normal behandling.«
