Der er OL, og spilforskningen kan ikke sige sig fri for inspirationer fra sportens verden. Her er lidt fra vores egen læseliste, og nogle gode artikler som vi takker den britiske psykologforenings fremragende hjemmeside for.
Ingen steder er arbitrære regler og vinderkriterier tydeligere end i Olympiadens medaljeræs, og det er netop en af definitionerne af 'spil'.
Det er et virkelig interessant billede på hvor nemt vi mennesker (ofte ubevidst) anerkender det spilforskere kalder den magiske cirkel: Vi tolker målstreger som havende særlig (tør jeg sige geopolitisk?) betydning, og vi kan gå ind i sig selv ligegyldige hændelser (spyd kastet lidt længere end andet spyd) med fælles liv og sjæl.
Vi forstår godt at spyddet ikke skal dræbe og at folk på sprintbanen ikke skal nå bussen. Men vi oplever alligevel målstregen som forbandet meningsfuld. Ikke mindst når vi selv spiller med.
Guld gør gladest, sølv er surest
Er man ikke vinderen, er præmien for deltagelse selvransagelse og ufrivillige mentale gennemspilninger. Mange mennesker synes at den følelse er svært ubehagelig, og undgår derfor konkurrencesport fuldstændigt, men for dem der var lige-ved-og-næsten vurderes pladsen på tribunen anderledes, end man lige skulle tro.
Victoria Medvec og hendes kolleger studerede nemlig videoer af olympiske atleters ansigtsudtryk mens de fandt ud af deres placering.
Selvom guldvinderne selvfølgelig var gladest for medaljen, landede bronzetagerne på en glædes-andenplads, mens sølvmedalister udtrykte mere mishag. Det lykkedes dem at gentage dette mønster ved flere andre sportsbegivenheder. Forklaringen på dette '1-3-2'-mønster skal formentligt hentes i det, psykologer kalder kontrafaktisk tænkning.
Vi mennesker tilbringer op imod 50% af vores vågne liv i fantasien, selvom de fleste sådanne afkoblede tanker er rimeligt nede på jorden. Vi husker gårsdagens møde, tænker på hvad vi skal nå inden frokost, og overvejer hvad vi kunne have gjort anderledes ved selvsamme møde. Men særligt tænker vi på egne og andres svipsere i forhold til psykologiske målstreger og samfundets regler.
Kontrafaktisk tænkning
Vores kontrafaktiske tanker (altså hvordan tingene kunne have gået anderledes) dukker ifølge psykologien Ruth Byrne spontant op i bestemte livssituationer, nemlig alle dem hvor der er klart forskellige udfald (f.eks. terningslag eller olympiske konkurrencer), aktive handlinger, og kontrollable hændelser frem for tilfældigheder.
Og så tænker vi selvfølgelig kun kontrafaktisk om emner der er aktive i vores hjerne i øjeblikket, inklusive ting der faktisk ikke skete - f.eks. pladsen på toppen af skamlen. Og det leder til hvorfor bronze føles bedre end sølv. Kontrakfaktiske tanker handler nemlig om alternativer til virkeligheden.
Vi indsætter lidt eller trækker noget fra, men opspinder for det meste ikke irrelevante fantasiscenarier (»...jeg vandt godt nok ikke, men tænk hvis Darth Vader havde siddet på tilskuerrækkerne, og havde brugt The Force til at kvæle popcornsælgeren...«) i respons på virkelige hændelser.
Vi simulerer bare små ændringer, og følelserne hjælper os til med sammenligne dem med virkeligheden, og derfra evaluere udfaldet. På den måde er den ellers logisk drevne kontrafaktiske kognition stærkt hjulpet af kropslighed og emotioner.
Guldmedaljevindernes hjerne har selvfølgelig haft stærkt fokus op til målet, og de kan kun tænke 'hurra' og kigge nedad i rækkerne - det kunne kun være gået værre (nedadgående kontrafaktisk tænkning). Sølvmedaljevinderne opnåede derimod ikke det store mål fra fantasien, men kan næsten smage det. Guldet står klart på lystavlen. De tænker opad og ærgrer sig.
Bronzemedalisten er imidlertid i den lykkelige situation at han/hun overhovedet fik en medalje. Der er langt til målet (guld) og derfor tænker de også nedad, med glæder over ikke at være blandt alle dem, der slet ikke vandt noget.
Fantasi, stress og second chances
Måske er vores hjernes spontane generation af kontrafaktiske scenarier om sport en af grundene til, at vi bagefter kan få så lang tid til at gå, med at snakke om kampen.
I gode sportsgrene og spildesigns er der lige præcist så mange muligheder og kritiske skæringspunkter, at vores medfødte psykologiske mekanismer ikke kan lade være med at arbejde på højtryk - uanset om vi selv er på banen eller sidder på sportspubben.
Men det er ikke bare for sjov, eller en irriterende mental systemfejl. Hverdagens små fantasier og sammenligninger hjælper os til at vurdere, lære og planlægge.
Vi må gerne ærgre os lidt
Et vigtigt element i vores psykologiske velbefindende er at kunne tænke fremadrettet - vi har alle sammen én eller anden slags guldmedalje hængene ude i drømmehorisonten - men også at kunne lære af oplevelser på vejen og håndtere skuffelser.
Mennesker der ikke bruger deres kontrafaktiske tanker konstruktivt eller bliver hængende for længe i dem, kan have svært ved at lære af livet eller er måske i fare for (eller allerede i - det kan også være et symptom) stress og depression. Vi skal ærgre os, men vi skal også kunne komme videre.
Og hér er en vigtig lektie om både sport og hverdagspsykologi. Studier af folks tænkning har nemlig vist, at dem der tænker nedad efter f.eks. en eksamen ('det kunne være gået meget værre') er mindre motiverede i andet forsøg, og er dårligere til at erkende deres egne fejl, end dem der tænker opad. Så måske er sølvmedalisten topmotiveret næste gang de går efter guldet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
