Øjet kigger, men hjernen ser

Vi oplever ofte, at noget tiltrækker vores opmærksomhed på en særlig måde. Det kan enten være, fordi det er særlig grimt at kigge på, eller fordi det opleves som pænt. Med en baggrund som designer burde jeg om nogen vide, hvad der er pænt.

Det er dog ikke svært hurtigt at finde ting, hvor det bliver svært at forudsige, om noget opleves pænt eller grimt. Så hvad er det, der fanger og fastholder vores øje til noget, der er pænt?

Menneskers øjne kan lidt populært siges at være udviklet til et liv på savannen. Det er særligt følsomt over for bevægelser i det perifere synsfelt. Det har sikret vores overlevelse, fordi vi hurtigt kunne reagere på en fare, der kom ind fra siden.

Derimod er vi ikke særlig gode til at se skarpt i det perifere synsfelt. Vi kan kun se skarpt, hvis vi stirrer direkte på genstanden. Vi kan altså ikke læse med det perifere synsfelt, og værre endnu bliver det, da vi også kun kan se farver i det centrale synsfelt.

Så hvis du oplever verden i fuld HD-opløsning og i farver, er det ikke noget, dit øje skaber, men derimod din hjerne.

Hjernen udvælger information

Hjernen omsætter informationen fra øjet til noget, der kan give mening for dig. Faktisk kommer der i gennemsnit kun tre 'billeder' til hjernen hvert sekund. Det bliver sorteret og kombineret med det, du tidligere har oplevet og omsat til den virkelighed, du oplever.

Det foregår konstant, mens dine øjne er åbne, og det kræver en del energi. For at undgå overophedning er hjernen skabt til at spare på energien, så du bruger krudtet på det, der er værd at kigge på.

Men hvorfra ved hjernen, at noget er mere interessant for dig at kigge på, mens andet blot kan ignoreres?

To slags syn

Lidt firkantet sagt har vi to visuelle systemer. Et system, der sikrer os mod at rende ind i ting og kunne bevæge os rundt. Det kaldes ofte for 'orienterende' opmærksomhed. Det fungerer hurtigt og uden, at hjernen behøver at bruge kræfter på at få den fulde forståelse.

Det andet system kaldes for 'opdagende' opmærksomhed. Det er langsommere, og hjernen er nødt til at hente information fra hukommelsen for at få den fulde mening med det, der kigges på.

Et eksempel på, hvordan de to systemer virker, kunne være en situation, hvor du går ned ad gaden. Dit orienterende system gør, at du nemt og enkelt bevæger dig ind og ud mellem andre mennesker, og du undgår at falde over kantsten eller rende ind i en lygtepæl. Får du øje på noget interessant i et butiksvindue, skifter du til det opdagende system, for at du kan få det fulde udbytte.

Du kan for eksempel se, at genstanden du kigger på, ligner noget, du kender, men den har måske en anden form eller farve. Hvor længe, du vil blive ved med at kigge genstanden i vinduet, afhænger af, hvor meget mening den giver dig, samt om du har tusind andre ting at tænke på.

Sådan fastholdes din opmærksomhed

De to typer af opmærksomhed bruges skiftevis, og uden vi lægger mærke til det. Da det orienterende syn kræver mindre energi end det opdagende syn, stopper vi hurtigt det opdagende syn, når nok er nok, og vi smutter tilbage til det orienterende syn.

I virkelighedens verden kan vi påvise, at nogle kendetegn ved genstande er bedre til at fange vores visuelle opmærksomhed, mens andre er bedre til at fastholde visuel opmærksomhed.

Med udstyr til at måle øjenbevægelser kan det påvises, at det orienterende syn påvirkes af genstandes form og kontrast. Min forskning viser, at produkter, der skiller sig ud på disse elementære designparametre, har større sandsynlighed for at blive set.

For at fastholde visuel opmærksomhed skal vores hjerne opleve, at det er besværet og energien værd at finde en mening med tingene. Her viser forsøg, at vores opmærksomhed fastholdes, hvis det, vi kigger på, er let at forstå.

Hvis noget bliver for krævende, eller der ikke kommer mere ud af at fortsætte, trækkes vores opmærksomhed let væk, og vi begynder at kigge på noget andet. Måske oplever du netop den situation lige nu; er det besværet værd at fortsætte?

Hvis du er fortsat med at læse, får du her et par yderligere forklaringer. Din forventning om af få noget interessant ud af denne tekst kan skyldes, at den er publiceret her på Videnskab.dk. Du er altså kommet her på siden, og din hjerne er allerede indstillet på, at der nok skal vise sig noget interessant.

Et andet forhold, der betyder noget, er mængden af information. Forskning viser, at antallet af elementer, vi har mulighed for at kigge på, har direkte betydning for, om vi fortsætter med at kigge, eller om vi smutter videre til noget andet.

Når der er for mange ting, der skal bearbejdes i hjernen, er der større sandsynlighed for, at vi stopper. Vores hjerne er nemlig ikke god til at klare flere ting ad gangen, da den slet ikke er skabt til at multitaske.

Hjernen tilpasser sig hurtigt

Med en hjerne, der er skabt til et liv for mange tusinde år siden, er det ganske godt klaret, at vores visuelle system stadig kan anvendes i en moderne verden. Det skyldes den fabelagtige evne til at tilpasse sig omgivelserne. Der skal faktisk ikke mere end et minut til, før hjernen har tilpasset sig.

Du kan efterprøve dette ved at kigge stift på en figur som en spiral i et halvt minut og derefter kigge væk. Så vil du opleve, at din visuelle verden nu omsættes af din hjerne til noget, der drejer rundt. Prøv dette link og oplev, at hjernen igen tilpasser sig en visuel verden, der ikke drejer rundt.

Når jeg forsker i øjet og hjernen på Copenhagen Business School, som du måske ikke forbinder med den slags forskning, er det, fordi det har stor betydning for, hvordan vi som forbrugere træffer valg. Med indsigt i det visuelle system kan jeg også begynde at få indsigt i forbrugernes nogle gange irrationelle valg.

På CBS har jeg i en del år gennemført eksperimenter og testet, hvad der fanger opmærksomhed, og hvad der kan fastholde opmærksomhed. Min forskning rækker fra spørgsmål om, hvad der er grimt og pænt, til spørgsmål om, hvad der gør, at vi nogle gange kommer til at købe katten i sækken.