Brætspil er mere populære blandt mennesker med autisme sammenlignet med resten af befolkningen.
Det skriver University of Plymouth i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, der også kommer med forklaringer på, hvorfor det er tilfældet.
I studiet foretog forskerholdet en undersøgelse af 1.600 brætspillere.
Her fandt de ud af, at folk med autisme var overrepræsenteret. Syv procent af de adspurgte brætspillere var nemlig diagnosticeret med autisme, mens det blot gælder én procent af den generelle befolkning.
Derudover havde 30 procent af de adspurgte klare tegn på autistiske træk.
Efterfølgende foretog forskerne interviews om brætspilsoplevelserne hos 13 medvirkende, der både var brætspillere og havde autisme, hvor beskrivelser som 'betryggende' og ‘stimulerende’, samt at brætspil fungerede som en alternativ kommunikationsform.
Slutteligt blev 28 personer med autisme uden et forhold til brætspil introduceret til dem i mindre grupper, hvor de blev analyseret, mens en anden del af forsøget lod folk med autisme mødes regelmæssigt for at spille brætspil.
Her fandt forskerne ud af, at brætspillene gav folk med autisme mulighed for at udvikle sig og fungerede som en slags alternativ metode for sociale relationer, fremgår det i pressemeddelelsen.
»Vi ved, at brætspil er en sikker og værdsat hobby for mange mennesker med autisme. Med denne forskning kan vi slå fast, hvorfor det hænger sådan sammen,« forklarer lektor i psykologi og studiets medforfatter Gray Atherton.
»Resultaterne som helhed er ikke et chok, men hvad der er overraskende er manglen på beviser, der understøtter brugen af brætspil som en intervention for mennesker med autisme.«

































