Verden vrimler med farlige bakterier og virus, der konstant truer vores helbred, men takket være forskellige former for effektiv medicin og vaccinationer kan vi holde mange alvorlige sygdomme fra livet.
Udviklingen af nye effektive vacciner bygger på to videnskabelige gennembrud i 70’erne og 90’erne, som gav os afgørende ny viden om, hvordan vores immunforsvar virker. Begge landvindinger er så store, at det netop har udløst Nobelprisen i medicin 2011.
Den ene del af dette års nobelpris i medicin går til det amerikanske makkerpar Bruce A. Beutler og Jules A. Hoffmann for deres identificering af, hvornår kroppens medfødte, uforanderlige immunforsvar bliver aktiveret. De opnåede deres resultater i 1996 og 1998.
Den anden del går til canadiske Ralph M. Steinman for hans fund af Dendritcellen og dens rolle som igangsætter af den anden mere fleksible del af immunforsvaret, der sørger for at tilpasse sig bestemte mikroorganismer og tilintetgøre dem. Opdagelsen af Dendritcellen blev gjort tilbage i 1973.
\ Fakta
Vores immunforsvar består overordnet af to systemer: Det naturlige immunsystem ændrer sig ikke gennem vores liv. Man bliver født med nogle kompetencer, som fastholdes gennem hele livet. Det adaptive system kommunikerer med omverdenen og formes efter de mikroorganismer, der angriber os.
Steinman døde af kræft få dage før udnævnelsen, og normalt tildeler man ikke afdøde Nobelprisen, men kommitteen har valgt at gøre en undtagelse denne gang. Steinman døde fredag af kræft i bugspytkirtlen ifølge Rockefeller University. Han blev 68 år gammel.
Helt ny forståelse af immunforsvaret
Prisen er blevet ventet med spænding af det internationale forskningsmiljø, og én af de forskere, der selvfølgelig straks tjekkede, hvem der var blevet udvalgt, var professor, dr.med. Allan Randrup fra Københavns Universitet. Han forsker selv i vacciner, der på forskellig vis kan booste kroppens immunforsvar og mener, at de tre forskere fuldt ud har fortjent udnævnelsen.
»De tre forskeres arbejder har afsløret nogle helt fundamentale ting om, hvordan kroppens immunforsvar opfatter omverdenen og specielt angreb fra omverdenen. Vi har simpelthen fået et andet syn på, hvordan det er skruet sammen,« siger professor, dr. med. i virologi Allan Randrup Thomsen.
En fare eller ikke en fare – det er spørgsmålet
Inden Bruce A. Beutler og Jules A. Hoffmann bragte deres forskningsresultater til torvs var den gængse forestilling, at immunsystemet alene forholdt sig til, om partikler i kroppen var noget, immunforsvaret kunne genkende eller ikke genkende. Hvis ikke der var noget genkendeligt over dem, gik immunforsvaret straks til angreb.
\ Fakta
De tre nobelpriser udløser tilsammen 10 mio. svenske kroner - godt 8 mio. danske.
»Samlet set kan man sige, at de tre forskere har fundet ud af, at manglende genkendelighed ikke er nok. Der skal en anden form for aktivering til, før immunforsvaret begynder at reagere på noget. Det, der viste sig at være mere afgørende for immunforsvaret, er, om det, vi bliver udsat for, indebærer en trussel for os,« siger Allan Randrup Thomsen.
Spørgsmålet er så, hvad sådan et faresignal så består af, og det giver de tre forskeres bidrag til lægevidenskaben også et klart billede af: Kroppens naturlige immunsystem registrerer i første omgang, om der er en fare forbundet med en partikel eller ej.
Det naturlige immunforsvar holder udkig efter nogle generelle træk ved partiklerne, som man kalder for deres ’molekylære signaturer’.
Immunforsvaret gransker altså ikke den enkelte partikel i stor detalje, men kigger meget efter nogle karakteristika, der kendetegner forskellige partikler. Immunforsvaret er programmeret til at genkende nogle af disse strukturer som ’farlige’ mens strukturer, der indgår i vores egen organisme ses som ’ufarlige’, og dette prædikat vil altid være klistret på en partikel, uanset hvilke krumspring den ellers laver.
\ Fakta
Det korte af det lange er: Steimann har fundet cellen, der trigger det specifikke immunsvar, mens de to andre groft set har beskrevet omstændighederne, der skal til for at få aktiveret det medfødte immunapparat herunder at få dendritcellen til at udfolde sit potentiale.
»De fund har været med til at ændre vores opfattelse af immunsystemets evne til at reagere. De gør os ikke bare klogere i grundvidenskabeligt øjemed, men klæder os også på til at lave mere effektiv medicin og bedre vacciner,« siger han.
Snavs giver bedre vacciner – og nu ved vi hvorfor
Dengang man begyndte at udvikle vacciner, puttede man ’snavs’ i kanylen, fordi man kunne konstatere, at det gav et kraftigere respons fra patienternes immunforsvar. Man gjorde det altså, fordi det virkede, men man havde ikke nogen forklaring på hvorfor.
Takket være Ralph M. Steinmans forskning ved man nu, at snavset tricker det adaptive immunsystem ved at aktivere de såkaldte dendritceller, der så at sige viser de farlige bæster frem for immunforsvaret, så det bedre kan se dem og mobilisere det mest optimale angreb.
Det betyder, at selve angrebet bliver mere effektivt, så man får et kraftigere respons fra immunforsvaret og dermed også en bedre beskyttelse.
»I stedet for at prøve os frem i blinde har de tre forskere givet os et molekylært billede af, hvad der foregår i immunforsvaret, så vi f.eks.mere målrettet kan lave vacciner, der kan lave bedre cancerimmunterapí. Resultaterne er også afgørende i forhold til at kunne lave allergivacciner, der kan forhindre immunforsvaret i at reagere på harmløse påvirkninger i dagligdagen, så man bliver tolerant,« slutter professor Allan Randrup Thomsen.
