Det lyder umiddelbart underligt, at Caroline Wozniacki kan spille tenniskampen færdig med en skade i baglåret, eller at Michael Knudsen løber et helt håndbold-EM igennem med et halvskadet knæ.
Når man er skadet, er man vel skadet? Og hvis musklerne i skuldrene virkelig er smadret, så burde man vel ikke kunne svinge golfkøllen mere?
Nej, det burde man måske ikke, men det kan man altså bare alligevel – og nu har danske forskere fundet ud af hvorfor.
Nyt syn på muskler
Ømme muskler får andre muskler i området til at udføre det svære arbejde med at skifte retning, lave uforudsigelige bevægelser eller andre krævende aktiviteter. De raske muskler afløser ganske enkelt de skadede.
Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.
\ Fakta
VIDSTE DU
Vil du undgå at få ømme muskler, skal du give din krop lov at restituere i 2-3 dage efter træningen. Derefter kan du lave den samme øvelse igen og blive mindre øm bagefter og restituere i kortere tid.
Det er derfor, topprofessionelle idrætsfolk kan spille kampe på højt niveau flere dage i træk – men forskerne har faktisk ingen forklaring på, hvordan kroppen er i stand til at vænne sig til hårde aktiviteter.
»Vi kan se fra undersøgelser i skulderregionen, at vi er nødt til at ændre vores syn på, hvordan muskler arbejder. Nu kan vi konstatere, at muskler taler sammen gennem nervesystemet, og at de forskellige muskler kan overtage hinandens funktioner,« lyder det fra Pascal Madeleine, professor på Center for Sensory-Motor Interaction (SMI), som er blandt verdens førende inden for idræts- og ergonomiforskning.
Bedre forebyggelse
Den nye viden kan primært bruges til at forebygge skader i forbindelse med gentagne eller ekstreme bevægelser i muskler – såkaldt excentrisk arbejde – som sportsfolk oplever inden for stort set alle sportsgrene fra fodbold til badminton og skisport.
Pascal Madeleine vurderer, at man kan træne sine ‘backup-muskler’ til at være stærke nok til at klare spidsbelastninger, så de kan tage over for en øm ‘hovedmuskel’, f.eks. under en vigtig håndboldkamp.
Flere handlemønster, færre skader
Tanken er, at man skal træne kroppen i stillinger og positioner, som man ellers kun kommer ud i en sjælden gang imellem. Det kunne for eksempel være den type træning, som mange motionister vil genkende fra genoptræning af en skadet ankel, hvor man drejer fod eller ankel rundt ved hjælp af et vippebræt på gulvet.
»Det handler om at få kroppen til at udbygge sit repertoire af handlemønstre. Så bliver vi stærkere i musklerne omkring hovedmusklen, og på den måde kan vi muligvis undgå at få skader,« funderer Pascal Madeleine, som netop har søgt penge til et projekt, der skal undersøge nye muligheder for træning.
Hurtigere fibre
Man bliver stærk af træning i excentrisk arbejde, fordi den giver flere såkaldt hurtige fibre, som gør musklerne bedre til at omstille sig.
Det betyder konkret, at man bliver stærkere, men det øger ikke vægten, fordi musklerne i sig selv ikke bliver større.
Sådan en virkning er meget interessant for blandt andre boksere, som skal holde sig inden for specifikke vægtklasser, og ifølge Pascal Madeleine har de gennem praktiske erfaringer for længst opdaget fidusen ved at træne flere forskellige dele af kroppen.
Hele kroppen påvirker
Forskningen fra Aalborg Universitet er et udtryk for, at forskere er begyndt at flytte deres fokus væk fra den enkelte muskel eller det enkelte led, som bliver skadet, til at se på, hvordan skaden hænger sammen med, hvordan hele kroppen bevæger sig.
Resultatet af undersøgelsen er offentliggjort i online-versionen af tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports.
Oplevelsen var uventet. Vi troede, at ømheden i musklen stort set ville få kroppen til at sige fra – ikke til at arbejde mere og på en anden måde.
Pascal Madeleine
Undersøgelsen af skuldermuskler er lavet af SMI’s gruppe for fysisk aktivitet og menneskelige præstationer, som løbende analyserer skader fra forskellige vinkler:
Dynamik og sportsteknologi (Uwe Kersting)
Integrativ fysiologi (Stefanos Volianitis)
Motorisk kontrol og biomekanik (Michael Voigt)
Muskelskelet-modellering (Mark de Zee)
Rehabilitering (Uffe Læssøe)
Ergonomi (Pascal Madeleine)
