En motorcyklists hjelm beskytter ved ulykker og styrt hjernen og hovedet, inklusive ørerne.
Men der er også den støjende vind og den dertilhørende risiko for høreskader, som har bekymret fagfolk og motorcyklister i over 20 år.
Nu har forskere fra University of Bath og Bath Spa University i England undersøgt luftstrømme og lydmønstre for at lære mere om, hvordan støjen skabes.
Det område, som ifølge forskerne giver trommehinden de største problemer, er foran, under kanten af hjelmen. Mere præcist i hulrummet ved hageremmen.
Støjniveauet under testhjelmen, hvis mærke ikke bliver afsløret i studiet, kan overstige anbefalede værdier, selv når man overholder fartgrænserne, skriver forskerne i en pressemeddelelse udsendt af American Institute of Physics.
Resultaterne kommer fra eksperimenter med dukker i en vindtunnel ved University of Bath. Mikrofonerne blev sat fast på forskellige steder i hjelmen, samt ved dukkernes ører.
Vinden larmer mere end motoren
Tidligere studier har vist, at selv om motoren på større motorcykler afgiver nogle ret massive brøl, er det netop vinden omkring føreren, som er den største støjkilde.
Støjniveauet kan variere, ikke mindst afhængigt af hastigheden. Men vinklen, hvormed hjelmen rammer vindstrømmen, spiller også en rolle. En lavere vinkel reducerer nemlig støjen, skriver forskerne.
De påpeger endvidere, at dette stemmer overens med tidligere meldinger fra motorcykelførere.
Efter at have brugt en beskyttende skærm foran halsen, som i højere grad lukker hulrummet under hageremmen, har de rapporteret om mindre støj i hjelmen.
Motorcykelhjelmen skal fra dukke til menneske
Næste skridt er nu at pakke dukkerne væk og bruge levende MC-kørere som testpersoner.
Så må vi vente og se, om resultaterne med de levende personer svarer til resultaterne med dukker.
Forskerne er optimistiske og tror, at deres fund kan bruges til i fremtiden at udvikle hjelme, som beskytter endnu bedre imod larmen.
Indtil videre nøjes motorcyklisterne så med de velkendte tricks som ørepropper, når turen på to hjul frister.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm