»Milepæl«: Genterapi genskaber hørelsen hos døvfødte børn og teenagere

Op til 3 ud af hver 1.000 nyfødte har nedsat hørelse på det ene eller begge ører.

Selvom et avanceret høreapparat ved navn 'cochlear implantat' i visse tilfælde kan hjælpe disse børn, kræver det en invasiv operation, og implantatet kan ikke fuldt ud genskabe den naturlige hørelses kompleksitet.

Men ny forskning, som mine kolleger og jeg har udført, viser, at en form for genterapi med succes kan genskabe hørelsen hos døvfødte børn og unge.

Vores forskning fokuserede specifikt på småbørn og unge med såkaldt OTOF-relateret døvhed.

Tilstanden skyldes mutationer i ét enkelt gen, OTOF-genet, som er ansvarligt for at danne proteinet otoferlin – et protein, der er afgørende for høresansen.

Proteinet overfører lydsignaler fra det indre øre til hjernen. Hvis dette gen muterer, bryder signaloverførslen sammen, hvilket fører til alvorligt høretab fra fødslen.

Oplagt kandidat for genterapi

I modsætning til andre former for genetisk døvhed har personer med OTOF-mutationer sunde hørestrukturer i det indre øre. Problemet er blot, at ét afgørende gen ikke fungerer, som det skal.

Det gør tilstanden til en oplagt kandidat for genterapi: hvis man kan reparere det defekte gen, bør de allerede intakte strukturer kunne genoprette hørelsen.

I vores studie brugte vi en modificeret virus som transportmiddel til at føre en velfungerende kopi af OTOF-genet direkte ind i de specialiserede celler i det indre øre, kaldet hårceller.

Virussen fungerer som en molekylær budbringer, som leverer det genetiske hjælpemateriale præcis dér, hvor det skal bruges.

Det gør de modificerede virusser ved først at binde sig til overfladen af hårcellerne i det indre øre og derefter 'overbevise' cellen om at 'sluge' dem hele.

Kan genskabe hørelsen til et næsten normalt niveau

Når virussen er inde i cellen, bruger de cellens eget transportsystem til at nå hele vejen ind til 'kontrolcenteret', som er cellekernen.

Her frigiver de de genetiske instruktioner, der får de auditive nerveceller til at danne otoferlin - det protein, der er essentielt for hørelsen.

Vores forskerhold havde tidligere udført studier på primater og mindre børn (på fem og otte år), som bekræftede, at virusbehandlingen var sikker.

Vi kunne også vise behandlingens evne til at genskabe hørelsen – endda til et næsten normalt niveau.

Men der var stadig en række vigtige spørgsmål: Virker behandlingen også hos ældre patienter? Og hvad er det optimale tidspunkt for at give behandlingen?

Udvidede vores kliniske forsøg

For at få svar udvidede vi vores kliniske forsøg til 5 hospitaler og inkluderede 10 deltagere i alderen 1 til 24 år. Alle havde fået diagnosticeret OTOF-relateret døvhed.

Virusbehandlingen blev injiceret direkte i forsøgsdeltagernes indre ører.

Vi overvågede sikkerheden nøje i de 12 måneder, forsøget varede, blandt andet gennem undersøgelser af øret og blodprøver.

For at måle forbedringer i hørelsen brugte vi både objektive hjernestamme-responstests og adfærdsbaserede hørevurderinger:

Ved hjernestamme-responstesten blev deltagerne udsat for hurtige kliklyde eller korte bip i forskellige tonehøjder, mens sensorer målte hjernens automatiske elektriske respons.

I en anden test hørte deltagerne konstante, regelmæssige lyde med varierende tonehøjde, mens en computer analyserede hjernebølgerne, for at se om de fulgte lydens rytme automatisk.

I den adfærdsbaserede hørevurdering lyttede deltagerne, som havde høretelefoner på, til svage biplyde med forskellige tonehøjde.

De trykkede på en knap eller rakte hånden op, hver gang de hørte en lyd – uanset hvor svag den var.

Hurtige og markante forbedringer

Forbedringerne i hørelsen var både hurtige og markante, især hos de yngre deltagere.

Allerede i løbet af den første måned efter behandlingen var der i gennemsnit en forbedring på 62 procent i hjernestamme-responstesten og 78 procent i den adfærdsbaserede vurdering.

To deltagere opnåede næsten normal taleopfattelse. En mor til en syvårig deltager fortalte, at hendes barn kunne høre lyde allerede tre dage efter behandlingen.

I løbet af den 12 måneder lange undersøgelsesperiode oplevede 10 patienter meget milde til moderate bivirkninger. Den mest almindelige bivirkning var et fald i antallet af hvide blodlegemer.

Det er afgørende, at ingen alvorlige bivirkninger blev observeret, for det bekræfter, at denne virusbaserede genterapi har en positiv sikkerhedsprofil.

Behandling af genetisk døvhed

Det er første gang, at sådanne resultater hos både unge og voksne patienter er opnået ved OTOF-relateret døvhed.

Resultaterne giver også vigtig indsigt i, hvornår behandlingen har størst effekt: Børn i alderen fem til otte år oplevede den mest markante forbedring.

Selvom både yngre børn og ældre deltagere også viste fremgang, var deres bedring mindre udtalt.

De lidt overraskende resultater hos de yngre børn er bemærkelsesværdige. Selvom det ud fra biologiske hensyn bør være lettere at genskabe hørelsen tidligt, tyder resultaterne på, at hjernens evne til at bearbejde de genetisk genoprettede lyde kan variere med alderen.

Årsagerne til dette er endnu ikke fuldt forstået.

Forsøget er en milepæl

Dette forsøg er en milepæl. Ved at bygge bro mellem dyreforsøg og studier på mennesker i forskellige aldersgrupper træder vi ind i en ny tidsalder for behandlingen af genetisk døvhed.

Selvom der stadig er ubesvarede spørgsmål, blandt andet hvor længe effekten af behandlingen varer, bliver det med de fremskridt, vi ser inden for genterapi, stadigt mere realistisk, at vi kan helbrede genetisk høretab i stedet for blot at håndtere det.

OTOF-relateret døvhed er kun begyndelsen. Vi (og andre forskerhold) arbejder nu på at udvikle behandlinger, der retter sig mod andre og mere udbredte gener, der er knyttet til høretab.

De er mere komplekse at behandle, men dyreforsøg har vist lovende resultater.

Vi er optimistiske og tror på, at genterapi i fremtiden vil kunne bruges til mange forskellige former for genetisk døvhed.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.