Et nyt dansk forskningsprojekt vil nu prøve at få køer til selv at producere D-vitamin.
Såvel mennesker som køer producerer det vigtige D-vitamin, når solens stråler rammer vores hud. Om vinteren giver den i forvejen begrænsede mængde sol imidlertid ikke den samme effekt, og op mod 70 procent af danskerne får ganske enkelt for lidt D-vitamin om vinteren. Hvis køer kunne producere D-vitamin hele året, ville deres mælk kunne hjælpe de vitamintrængende danskere, også selvom solen ikke er der til at hjælpe til.
»Målet er at producere D-vitaminholdig mælk hele året rundt,« siger projektforsker ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet, Lone Hymøller, der står for den indledende del af projektet.
I denne fase, som netop er sat i gang, har køerne fået tøj på, som skal dække forskellige dele af kroppen. Nogle køer udstyres med en slags kjole, der dækker næsten hele kroppen samt en yverbeskytter, der kan sammenlignes med en bh. Andre er kun iklædt kjole eller bh, mens de mere vovede går helt uden tøj på.
»Teorien er, at det er de tyndhudede områder som for eksempel mulen eller yveret, der kan producere D3-vitamin, så vi prøver at isolere netop de områder,« forklarer Lone Hymøller.
En tur i solarium
\ Fakta
VIDSTE DU
Der findes flere forskellige typer D-vitamin, eksempelvis D2 og D3, som begge er vigtige for mennesker.
D3-vitamin er det vitamin, mennesket og andre pattedyr som for eksempel køer producerer, når solens stråler rammer huden.
Køerne har været i stald hele vinteren uden at få D-vitamintilskud og kommer med deres nye beklædning på marken i tre uger. Herefter skal forskerne undersøge, hvor meget D-vitamin de enkelte køer har produceret.
På den måde håber de på at kortlægge, hvor på kroppen koen producerer vitaminet, således at næste del af projektet kan sættes i gang. Her er det planen, at køerne skal komme i en slags solarium, som skal bestråle dem med særligt UV-lys, der er optimeret til produktion af D-vitamin, fortæller Lone Hymøller.
Detaljerne i anden del af projektet er endnu ikke klar. Netop nu sidder flere ingeniører således og arbejder på, hvordan en sådan UV-lampe skal lyse. Men det endelige mål er klart: At finde en model, så man kan have løsdriftsstalde, der giver køerne D-vitaminfremmende UV-lys året rundt.
Forsøget med de tildækkede køer er en del af et større forskningsprojekt om fedtopløselige vitaminer hos køer, der foregår i samarbejde med Fødevareinstituttet ved DTU og brancheorganisationen Dansk Kvæg.