Ferieflirtens bagside: Danmark er nummer to på europæisk klamydia-liste
Danmark kønssygdomme klamydia gonore

Danskerne ligger i toppen, både når det gælder klamydia- og gonorésmittede per 100.000 indbyggere. (Foto: Shutterstock)

Danskerne ligger i toppen, både når det gælder klamydia- og gonorésmittede per 100.000 indbyggere. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
18 juli 2019

Bare solbrune ben, svedige brystkasser og et hav af cocktails. Sommeren er en kåd tid, og du ved, hvad det betyder: Masser af sex!

… men også kønssygdomme, hvis du altså ikke lige husker kondomet. 

Vi danskere bør især være på vagt, når vi hopper i kanen med hinanden, for danskerne ligger i den europæiske top, når det gælder klamydia og gonoré, skriver Videnskab.dk’s norske søstersite, forskning.no.

LÆS OGSÅ: Intimbarberede har markant flere kønssygdomme

En opgørelse lavet af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) viser således, at Danmark er det næstmest klamydiasmittede land i Europa.

Her er i gennemsnit hver 573. dansker smittet med klamydia per 100.000 indbygger, hvilket er lige bag højdespringerne fra Island, hvor tallet hedder 650 per 100.000 indbygger, og lige over Norge, hvor tallet er 478.

Også blandt gonorésmittede scorer danskerne højt. Her indtager vi en tredjeplads med 33 tilfælde per 100.000 indbygger, hvilket er lidt flere end i Island og Norge, men også en del mindre end Irland og England, der indtager listens markante førsteplads med 75 tilfælde per 100.000 indbygger.

LÆS OGSÅ: Markant flere danskere med kønssygdomme de seneste 15 år

Netop klamydia og gonoré er de to mest udbredte kønssygdomme, og der er ikke meget, der tyder på, at de bliver mindre udbredte, fortæller Ørjan Olsvik, professor i medicinsk mikrobiologi ved Universitetet i Tromsø, til forskning.no. 

»Antibiotikaresistent gonoré er på fremmarch, og klamydia har været det i et stykke tid, så de er de mest udbredte kønssygdomme i Europa nu,« siger han. 

Overordnet har tilfælde af gonoré været faldende i Europa de seneste 30 år, men det er ved at ændre sig nu. Ifølge Statens Serum Institut har man kunnet spore en stigning af gonoré-tilfælde i Danmark siden 2010.

LÆS OGSÅ: Oralsex er skyld i ny form for resistent 'super-gonoré'

Generelt lyder anbefalingen altså på, at man passer på og bruger beskyttelse, inden man kaster sig ud i lagengymnastik med nye partnere.

»Der er over 30 forskellige bakterier, virus og parasitter, som kan smitte ved ubeskyttet seksuel kontakt,« forklarer Ørjan Olsvik. 

Selvom Danmark topper listen, så er der dog også god grund til at tage tallene med et gran salt.

Flere store europæiske lande som Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Grækenland har nemlig ikke meldt deres tal ind for 2017.

LÆS OGSÅ: Kan jeg få klamydia fra et toiletbræt? 

LÆS OGSÅ: Omskæring af mænd giver lavere risiko for kønssygdomme

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.