Det var et lykketræf, da en kinesisk landmand opdagede et yderst velbevaret dinosaurfossil i 2014.
Nu har forskere fundet ud af, hvordan dinosauren har set ud. Det skriver LiveScience.com.
Det viser sig, at den 161 millioner år gamle dinosaur har været en lille fyr på størrelse med en and med regnbuefarvede og perlemorglinsende fjer, ligesom en kolibri.
Forskerne har skannet dinosaurens fjer ved hjælp af et avanceret elektronmikroskop. På den måde er det lykkedes dem at finde cellestrukturer, som har afsløret farverne på de game dinosaurfjer, selvom pigmentet for længst er forsvundet.
Fossilet blev fundet i den kinesiske Heibeiprovins og siden overdraget til det palæontologiske museum i Liaoningprovinsen.
\ Læs mere
Da forskerne opdagede dinosaurens perlemorglans og den store knogleknop på toppen af dens kranie, gav de den navnet Caihong juji. Det betyder 'regnbue med den store top' på mandarin.
Undersøgelsen er netop blevet publiceret i tidsskriftet Nature Communications.
mdm

































