Du ligner formentlig dine forældre af udseende. Du ligner måske endda dine bedsteforældre hist og her.
Men kan du også genkende dig selv i dine oldeforældre, tipoldeforældre osv.? Eller er det overhovedet muligt?
Det vil vores læser Bettina Hertz Jensen gerne vide.
»Vil mine efterkommere om 1.000 år kunne kigge på et billede af mig og genkende noget ved mit udseende hos dem selv?« skriver hun i en mail til Spørg Videnskaben.
Bettinas gode spørgsmål sender vi fluks videre til lektor i bioinformatik ved Aarhus Universitet, Thomas Mailund.
Thomas Mailund forsker i, hvornår aber og mennesker gik hver deres udviklingshistoriske vej. Han kan forhåbentlig forklare os, om generne styrer vores udseende, og hvornår man i givet fald ikke længere kan genkende sig selv i sine slægtninge.
’Det er sgu svært at sige’
Svaret er dog ikke sådan lige at få vredet ud af den gode forsker.
»Ja, det er sgu svært at sige,« siger Thomas Mailund efter lang tids småpinlig tavshed.
»Der er nok mange fædre, der bestemt mener, at deres sønner er som snydt ud af næsen på dem selv, selvom deres koner ved, at det nok ikke er tilfældet. Så hvor meget er psykologisk, og hvor meget er sandt,« spørger han retorisk.
Og netop det psykologiske perspektiv spiller ind, når vi skal finde os selv i vores efterkommere eller forfædre.
»Det er jo sådan, at vi ser det, vi gerne vil se. Det gælder både i ansigtstræk og i personlighedstræk. Over flere generationer kan vi godt bilde os selv ind, at vi kan se nogle af vores egne træk i vores slægtninge. Men hvorvidt de så reelt set findes - det er en anden sag,« siger lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, Anders Gade.
Ser vi bort fra det psykologiske perspektiv, vil Thomas Mailund gerne give os en guidet tur i overleveringen af gener fra generation til generation og deres betydning for, hvordan forældres udseende bliver genskabt i deres børn, børnebørn og oldebørn.
Udseendet afhænger af flere gener
Bettinas efterkommere om 1.000 år kigger naturligvis på ansigtstræk, når de skal afgøre, om de ligner Bettina eller ej.
Mens nogle ansigtstræk er bestemt af mange gener, er andre bestemt af få gener. Øjenfarve er eksempelvis bestemt af ganske få gener, der dominerer over hinanden, så vi hver især kun har én øjenfarve og ikke en kombination af vores forældres.
Det har betydning for genkendeligheden af et givent træk gennem generationerne.
Hvis Bettina har funklende dybblå øjne, og hun har fundet sig en italiensk mand med brune øjne, er det overvejende sandsynligt, at Bettinas børn vil få brune øjne, da brun øjenfarve dominerer over blå øjenfarve. Her vil et genkendeligt træk ved Bettina altså være forsvundet allerede i hendes børn.
Derfor vil hendes senere efterkommere højst sandsynligt heller ikke kunne se på et billede af Bettina om 1.000 år og tænke: ’Hov, jeg har minsandten hendes øjne’.
»Her er det meget simpelt: Enten har man trækket, ellers har man det ikke. Men et træk som øjenfarve, der kan ændres fuldstændigt ved at udskifte et enkelt gen, kan faktisk godt springe en generation over og komme igen i børnebørnene,« fortæller Thomas Mailund.
Flere gener komplicerer tingene
Det er dog kun ganske få træk, der er bestemt af så få gener, som det er gældende ved øjenfarve.
De fleste af vores ansigtstræk såsom hagens størrelse, formen på næsen, kindbenenes højde, afstanden mellem øjnene, fyldigheden af læberne og alle de andre elementer, der til sammen giver et genkendeligt ansigt, er bestemt af mange gener.
Derfor bliver det også mere kompliceret at afgøre, om et genkendeligt træk er der eller ikke er der.
»Har man et ansigtstræk, der er bestemt af en frygtelig masse gener, arver man kun halvdelen af generne for det ansigtstræk fra hver af sine forældre. Det vil også sige, at halvdelen af de gener, der gav ansigtstrækket i eksempelvis moderen, er erstattet i barnet af gener fra faderen,« forklarer Thomas Mailund.
De ekstreme karaktertræk
Thomas Mailund bruger højde til at eksemplificere, hvordan givne træk opfører sig i mennesker.
Højde er et let genkendeligt træk, der er bestemt af mange gener – lad os i dette eksempel sige, at højde er bestemt af 100 gener.
Her kan generne enten være plus-gener, hvilket lægger lidt til den samlede højde eller minus-gener, der ikke lægger noget til højden.
»Højde er selvfølgelig også påvirket af kost og miljø,« indskyder Thomas Mailund.
En meget høj mand har måske 90 plus-gener ud af de hundrede gener, der bestemmer højden, mens hans meget lave kone kun har 10 plus-gener.
Den høje mand og hans lave kones børn arver halvdelen af deres gener fra hver af forældrene. Derved vil børnene overvejende få plus-gener fra faren og overvejende få minus-gener fra moderen.
»Samlet set vil børnene ende op med noget i omegnen af ’fifty-fifty’ plus-gener og minus-gener, hvilket giver en gennemsnitlig højde på trods af, at faderen var meget høj. Det vil altså sige, at det genkendelige træk (højde) allerede er ved at forsvinde efter én generation,« siger Thomas Mailund.
Den høje mand kan også have fundet sig en højere kone, og i så fald vil hans børns højde i højere grad ligne deres fars – og for den sags skyld også deres mors.
Udvanding gennem generationerne
I ansigtstrækkene gælder de samme mekanismer som for højde: Lad os antage, at Bettina har en meget stor og bred næse, usædvanligt små ører og en aldeles kraftig hage.
Både næsen, ørene og hagen er træk, der former Bettinas genkendelighed. Men det er kun halvdelen af generne, der giver Bettina disse træk, som også former hendes børns træk. Den anden halvdel kommer fra børnenes far.
Og det er endnu færre af Bettinas gener, der når yderligere en generation videre.
Gennemsnitligt vil børnene kun give en fjerdedel af Bettinas karakteristiske træk til Bettinas børnebørn, og oldebørnene vil gennemsnitligt kun have en ottendedel af deres gener fra Bettina og hendes særegne træk.
Det vil sige, at de træk, der giver Bettina hendes genkendelighed, kun udgør én sølle ottendedel af hendes oldebørns gener.
Dine oldebørn kommer nok ikke til at ligne dig
Derfor er det ikke særligt sandsynligt, at Bettina kan genkende sig selv i sine oldebørn.
»Man skal faktisk ikke særligt langt ned gennem generationerne, før udvandingen er næsten komplet. Det er ikke usandsynligt, at man slet ikke har arvet nogle gener fra én eller flere af sine tipoldeforældre,« fortæller Thomas Mailund.
Derfor må svaret på Bettinas spørgsmål være: Nej, det er ikke muligt for dine slægtninge om 1.000 år at genkende sig selv i et billede af dig. Det er overvejende sandsynligt, at ikke engang dine tipoldebørn eller sågar oldebørn ligner dig særligt meget – beklager.
Vi takker alligevel Bettina for det gode spørgsmål og kvitterer med en ’Spørg Videnskaben T-shirt’, der om ikke andet kan gå i arv fra Bettina til hendes slægtninge henover de kommende 1.000 år.
Vi takker også Thomas Mailund for at guide os gennem generne. Hvis du også har et spørgsmål til Videnskaben, så send det til os på redaktion@videnskab.dk.
Du kan også læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller købe én af vores to bøger – Hvorfor lugter mine egne prutter bedst? og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? med en række af de bedste spørgsmål og svar.
