Cirka 11 Big Macs.
Så meget spiser en Tour de France-rytter hver eneste dag i de tre uger, hvor verdens hårdeste cykelløb står på.
Eller - de spiser jo ikke Big Macs, men en tilsvarende kaloriemængde, nemlig 5.415 kilokalorier dagligt i gennemsnit.
Det svarer til, at en Tour-rytter spiser mere end den anbefalede kaloriemængde for to personer - hver dag.
Se med i denne uges video Videnskab.dk’s YouTube-kanal, der laver videoer om videnskaben i din verden - for at få et kig indenfor i professionelle cykelrytteres Tour de France-kostplan fyldt med sportsbarer, hurtige kulhydrater og tynd mave - men ingen croissanter til morgenmad.
I videoen kan du også finde ud af, hvor mange kalorier en cykelrytter forbrænder på de berygtede bjergetaper, og hvor hårdt cykelrytterne i gennemsnit træder i pedalerne gennem alle løbets tre uger.
Og så fortæller en tidligere dansk Tour-rytter, hvor hårdt det er at proppe sig med kalorier, mens man prøver at forcere et bjerg.
\ Følg Videnskab.dk på YouTube
Foretrækker du at se historierne udfolde sig med levende billeder og flotte animationer?
Så følg Videnskab.dk på YouTube, hvor vi bringer videoer om videnskaben i din verden.
Du kan også se videoerne her på Videnskab.dk's hjemmeside.
Verdens hårdeste ædegilde
Tour de France kaldes ikke verdens hårdeste cykelløb for sjov. Der skal typisk tilbagelægges mellem 3.000 og 4.000 kilometer, før løbet slutter i Paris.
Selv for de mest garvede ryttere i feltet er det altså noget af en mundfuld - og læg dertil, at det er en kamp at få spist tilstrækkeligt med mad både før, efter og endda under etaperne.
Rytterne indtager faktisk hele 360 kilokalorier i timen, mens de træder i pedalerne, og alligevel skal de også have noget i skrutten efter endt etape, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kunne følge med feltet en dag mere.
Derfor hyrer holdene også topklasse kokke ind for at få de mange måltider til at glide lidt lettere ned. For selvom rytterne næsten konstant spiser, mens de sidder på cyklen, er det ikke nok.
Slankekur fra helvede
Med det konstante indtag af kalorier i alskens former og farver må rytterne da få nok mad, ikke?
Utroligt nok er svaret nej.
Det er simpelthen ikke muligt at få nok indenbords, mens løbet står på.
Så når rytterne fejrer et afsluttet Tour de France på Champs-Élysées med et velfortjent glas bobler - efter endeløse mængder af energibarer, riskiks, sandwich, overdådige gourmetmenuer og kvalmende søde geler - har de tabt sig.
Det må siges at være noget nær den værste slankekur, der findes. Ikke nok med at rytterne udsættes for en diæt fra helvede, de skal også cykle om kap med mælkesyre til op over begge ører.
Med en kaloriemængde, der svarer til elleve Big Macs om dagen, er der altså noget om snakken, når man siger, at professionelle cykelryttere er lavet af noget særligt.
Viden fra forskere og fagfolk
Drømmer du om at være en del af Tour-feltet en skønne dag, elsker du at køre om kap på cykelstien, eller kan du bare godt lide at se Tour de France?
Så se med i videoen ovenfor, hvor du også kan finde ud af, præcis hvor god form du skal være i for at følge med feltet!
Informationen i videoen bygger på viden, som Videnskab.dk har fået fra følgende forskere:
- Ernst Albin Hansen, lektor, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet
- John Eric Goff, professor i fysik, University of Lynchburg (The Conversations artikel: »Tour de France: Hvor mange kalorier forbrænder vinderen?«)
































