Indledende forsøg: C-vitamin ser ud til at smadre kræftceller og har blot banale bivirkninger

Vi kender alle historien om C-vitamin og skørbug - hvordan man fandt ud af, at sømænd ikke omkommer af skørbug, hvis de får frugt og grønt.

Men siden 1970'erne har C-vitamin også været promoveret som en forjættende kræftbehandling, ikke mindst af den nu afdøde dobbelte nobelprisvinder Linus Pauling. Herhjemme og i udlandet tilbydes behandlingen i private klinikker, men den etablerede fagkundskab har ikke meget fidus til effekten.

Nu kan et nyt studie være på vej til at ændre det.

Et amerikansk forskerhold viser, hvordan ekstremt høje doser C-vitamin biokemisk specifikt dræber kræftceller, men ikke normale celler, og samtidig dokumenterer forskerne bag, at behandlingen er sikker og kun har banale bivirkninger.

»Vi demonstrerer overbevisende, at kræftcellers øgede niveau af jern-ioner gør dem sårbare for meget høje doser C-vitamin sammenlignet med normale celler,« siger biokemiker Douglas Spitz fra University of Iowa, som er en af studiets ledende forskere.

»Samtidig viser vi, at farmakologisk C-vitamin let kan tolereres sammen med standard stråle- og kemobehandling, og det åbner for fase 2 kliniske studier for at bestemme, hvor effektivt det virker. Resultaterne er foreløbigt lovende‚« siger kræftlægen Bryan Allen University fra Iowa Hospitals and Clinics, som har stået for den kliniske del.

»Det er et flot og grundigt studie - uden tvivl en opsamling på flere års arbejde - hvor de dykker ned i hvordan ascorbat (C-vitamin, red.) påvirker kræftceller i forhold til raske celler. Det er bestemt min vurdering, at studiet bringer vores viden længere,« siger seniorforsker Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun har ikke deltaget i studiet, men har skrevet Kræftens Bekæmpelses information om højdosis C-vitamin.

»Vi skriver, at der ikke er klar evidens, at vi ikke er meget bekymrede for bivirkninger, samt at vi afventer gode kliniske studier, og det synes ikke, at det nye studie giver anledning til at ændre på det.«

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer Cell.

Nobelprisvinder satte fokus på C-vitamin

Linus Pauling var en berømt amerikansk kemiker, der som den eneste har vundet to udelte nobelpriser - kemiprisen i 1954 og fredsprisen i 1962.

Så da den skotske læge Ewan Campbell i 1976, sammen med Linus Pauling, offentliggjorde et studie i det ansete videnskabelige tidsskrift PNAS, hvor de behandlede et bredt udsnit af terminale kræftpatienter med højdosis C-vitamin, gav det genlyd over hele verden.

Resultaterne var i første omgang imponerende, men snart fulgte hård kritik af studiets opbygning, og flere store studier kunne ikke efterfølgende finde en effekt.

De fleste læger afskrev behandlingen, men en lille gruppe holdt ved og fremhævede blandt andet, at studierne slet ikke var sammenlignelige, fordi man havde givet C-vitamin i pilleform i stedet for indsprøjtninger. Kun med indsprøjtninger opnås høj nok koncentration omkring kræftcellerne.

Det seneste årti er interessen blomstret op, blandt andet efter studier viste, at C-vitamin kan slå prostatakræftceller ihjel i petriskålen, samt at højdosis C-vitamin kan få tumorer til at skrumpe i mus.

Mekanismen har været en gåde

Mekanismen bag har været svær at sætte fingeren på, men de seneste årtiers forskning har vist, at cellens energifabrikker - mitokondrierne - kan spille en vigtig rolle i kræftceller. Det viser sig, at mitokondrierne har flere roller end blot energiforsyning og blandt andet kommunikerer cellens tilstand med signaler, som kan sætte gang i celledelingen.

»Man kan sammenligne det lidt med et nødopkald til 911. De advarer om, at noget er grueligt galt og siger 'lad mig dele mig i en fart, så der er større chance for, at nogle af os overlever',« siger biokemiker og medforfatter Garry Buettner fra University of Iowa, som har været med siden feltets start.

Det signal, mitokondrierne ifølge Garry Buettner bruger, er hydrogenperoxid, et kemisk reaktivt stof, der kan forvandles til endnu mere reaktive radikaler, som er ødelæggende for store molekyler som for eksempel arvematerialet DNA.

I normale celler produceres også hydrogenperoxid som led i mitokondriernes funktion, men det fjernes hurtigt af en særlig gruppe af enzymer.

Man har længe vidst, at niveauet af hydrogenperoxid er ude af balance og forhøjet i mange kræftceller (ikke alle), og samtidig er niveauet af frie jern-ioner også forhøjet. Det sidste er vigtigt.

Jern og C-vitamin er en giftig cocktail

I det nye studie viser forskerne nemlig, hvordan C-vitamin slår kræftceller ihjel via jernet (se også figuren under artiklen).

Jern-ioner kan katalysere en kemisk reaktion, hvor hydrogenperoxid hurtigt skaber meget reaktive frie radikaler, der straks ødelægger DNA og proteiner.

C-vitamin kommer ind i billedet ved at gendanne - oxidere - jernet til den gamle form, så det er klart til at tage et nyt hydrogenperoxid.

Mens mange kender C-vitamin som en antioxidant, virker det i kræftcellerne stik modsat som en prooxidant.

»Hele antioxidant-begrebet er misforstået generelt i pressen og offentligheden - i virkeligheden er der tale om redox aktive stoffer. De har to ansigter, og det kommer fuldstændig an på miljøet, om de er antioxidanter eller prooxidanter‚« siger biokemiker og professor Lars Ove Dragsted fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

»Ascorbat (C-vitamin, red.) og jern er en rigtig uheld blanding, og hvis de har ret i, at rigtig mange cancerceller har højere jern, så er det måske et nyt håndtag til en specifik cellegift.«

Det er præcis, hvad forskerne demonstrerer med det nye studie.

Eksplosiv reaktion dræber kræftcellerne

Forskerne undersøger effekten af C-vitamin med cellestudier og med studier af mus, der har fået transplanteret en mennesketumor. De kan vise, at kræftceller er langt mere følsomme for vitamin C end kontrolceller, og at behandlingen tåles uden problemer.

De viser også, at effekten er afhængig af hydrogenperoxid og jern, og nok så vigtigt ikke kræver yderligere faktorer.

C-vitamin bliver så at sige brændstoffet i en eksplosiv reaktion, der smadrer kræftcellerne indefra, mens normale celler, der har et lavt niveau af jern og mange aktive enzymer, som holder hydrogenperoxid nede, ikke bliver skadet.

Tør mund og toiletbesøg som bivirkninger

Med de grundlæggende celle- og dyreforsøg på plads går forskerne skridtet videre til patienter. De fokuserer på standard behandlingstyper, stråling og kemoterapi, hvor C-vitamin kan forstærke effekten. I første omgang patienter med en af to grumme typer kræft, glioblastoma multiforme i hjernen og sen stadie lungekræft, hvor prognosen er meget ringe.

11 patienter deltager frivilligt i forsøget over i alt 9 måneder, og forskerne finder, at behandlingen både er mulig og har meget få bivirkninger. Slet ikke i den liga man kender fra kemoterapi med opkastninger og hårtab. Behandlingen med C-vitamin giver blot tørhed i munden og behov for at gå oftere på toilettet.

Så konklusionen er, at C-vitamin selv i de meget høje doser i kombination med standardbehandling er ganske sikkert.

Forsigtig optimisme

Det, som de fleste er interesserede i, er selvfølgelig, om C-vitaminbehandlingen også øger overlevelsen. Og der må man for det første konstatere, at studiet er et fase 1 sikkerhedsstudie, som ikke er designet til at svare på, om der er en statistisk signifikant effekt.

»I forhold til det kliniske synes jeg ikke, studiet bidrager med væsentligt nyt. Det er et præ-klinisk studie, som der allerede findes en del af,« siger Anja Olsen.

Forskerne medgiver, at der er brug for nye kliniske studier, men er ikke desto mindre forsigtigt optimistiske. De fremhæver, at det lille studie viser en lidt længere overlevelse på 4-6 måneder end det historiske gennemsnit for de to kræfttyper med standardbehandling alene (overlevelsen øges fra 14-16 til 18-22 måneder).

»Spørgsmålet er, om cancercellerne efter et stykke tid kan lære at håndtere det højere oxidative stressniveau. Det kan de måske,« siger Lars Ove Dragsted.

Det er forskerne allerede gået i gang med at opklare med fase 2 studier af patienter med kræft i lunger, hjerne eller bugspytkirtel, som grundigt skal teste effekten. Det kræver flere patienter, hvilket igen er mere bekosteligt og præsenterer et centralt dilemma - for hvem skal betale gildet, hvis man ikke kan tage patent på det naturlige og velkendte C-vitamin?

Kort sagt er studierne afhængige af donationer fra rige privatpersoner eller fonde, og forskerne erkender, at hele økonomien endnu ikke er på plads. De er dog begyndt alligevel.

Den store udfordring kommer, hvis fase 2-forsøgene går, som alle håber, og viser en god effekt, fordi man normalt skal igennem yderligere fase 3-forsøg, hvor omkostningerne for alvor bliver høje.

»Den bro krydser vi, når vi kommer til den,« siger Garry Buettner.

»Vi satser på en synergieffekt mellem C-vitamin og kendt kræftmedicin. Det skulle undre mig, om ikke et medicinalfirma kunne se en fidus i, at man kan øge effektiviteten af deres stof ved at give det sammen med C-vitamin.«