Immunforsvaret er skyld i, at behandling for leverbetændelse fejler

Det virker paradoksalt:

Når vi smittes med en virusinfektion, sætter kroppens immunforsvar ind og bekæmper virussen. Men nu viser ny forskning, at immunforsvarets egne gener spænder ben for behandlingen af hepatitis C-virussen.

Skulle man være så uheldig at få virussen hepatitis C, kan man risikere at få kronisk leverbetændelse, der i visse tilfælde fører til leverkræft. De smittede patienter bliver ofte behandlet medicinsk, men ikke alle bliver raske af behandlingen.

Derfor har behandlingen af sygdommen længe været en hovedpine hos både læger og forskere. En international forskningsgruppe, der er ledet af den danske lektor Rune Hartmann, har derfor undersøgt, hvorfor nogle patienter ikke reagerer positivt på medicinen – og svaret, som netop er publiceret i Nature Communications, skal findes i generne.

Protein modarbejder medicinsk behandling

Forskningsgruppen har fundet ud af, at det er individuelt, hvor aktivt immunforsvarets protein, med det særegne navn Interferon Lambda 4, er fra person til person. Har man et meget aktivt protein, kan det betyde, at ens chance for at blive rask er markant dårligere, end hos patienter hvor proteinet er inaktivt eller slet ikke eksisterende.

Generne for proteinet Interferon Lambda 4 påvirker derfor patienternes muligheder for at blive raske.

»Vores forskning har vist, at genetiske mutationer, der mindsker aktiviteten af Interferon Lambda 4-proteinet, giver patienterne en væsentlig bedre chance for at klare infektionen,« siger Rune Hartmann, der er lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet,

Immunforsvaret spænder ben for sig selv

Hermed vender vi tilbage til paradokset: Proteinet Interferon Lambda 4 spiller nemlig en essentiel rolle i kroppens immunforsvar, forklarer Rune Hartmann,

»Det er paradoksalt, at det er Interferon Lambda 4 der påvirker, om den medicinske behandling har en effekt eller ej, da proteinet er en essentiel del af vores immunforsvar mod virusinfektioner, og altså derfor burde have en positiv effekt,« siger han.

At immunforsvaret skulle spænde ben for sig selv, kommer ikke bag på Allan Randrup Thomsen, der er professor ved Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet. Han har ikke selv har deltaget i studiet, men kalder resultaterne for interessante.

»Resultaterne kommer ikke helt bag på mig, da der er tilfælde, hvor immunforsvaret ind imellem reagerer paradoksalt. Hvis man har en særlig gensammensætning, kan et virusforløb sagtens blive tungere at komme igennem, og det kan være sværere at behandle sig ud af virussen. Kroppens eget system kan give bagslag, og der betaler vi hver især prisen for vores genetiske sammensætning,« siger Allan Randrup Thomsen.

Virus udnytter smuthul i immunforsvaret

Forskningsgruppens undersøgelser viser, at Interferon Lambda 4 opfører sig antiviralt i laboratoriet, hvilket betyder, at det stopper den proces, hvor en virus forsøger at inficere kroppen.

Reaktionen er normal for proteiner i kroppens immunforsvar. Men hos patienter, der er smittet med hepatitis C, forholder det sig modsat: Her modarbejder Interferon Lambda 4 helingsprocessen.

»Vores hypotese er, at Interferon Lambda 4 kommer til at forvirre andre dele af immunforsvaret og at HCV-virusset er i stand til at udnytte dette,« siger ph.d.-studerende Ewa Terczynska-Dyla, som også har deltaget i forskningsprojektet.

Selvom forskerne endnu ikke forstår årsagen til, hvorfor proteinet opfører sig, som det gør, mener Rune Hartmann, at svaret skal findes i det adaptive immunforsvar.

»Hvis en patient har et aktivt Interferon Lambda 4 protein, betyder det, at hepatitis C-virussen gror langsommere i kroppen, og derfor ikke er særlig fremtræden. Hvis der er ikke er særlig meget virus i kroppen, vil det adaptive immunforsvar automatisk være svagere, fordi T-cellerne og antistofferne i immunforsvaret ikke rigtigt kommer op og køre over virussen,«

»Da Hepatitis C-virussen er en virus der udvikler sig langsomt og skjult, kan den udnytte, at det adaptive immunforsvar ikke er fuldt funktionelt, og kan derfor vise sig som leverbetændelse op til 20 år efter, man er smittet,« siger han.

Forsker: Forklaring er næsten for simpel

Allan Randrup Thomsen mener, at forskningsgruppens forklaring på, at virussen udnytter et hul i immunforsvarets system, absolut er mulig, men næppe fyldestgørende.

»Forklaringen er næsten for simpel til at være korrekt. Dermed ikke sagt, at der ikke sagtens kan være elementer i den årsagssammenhæng, som kan være korrekte,« siger Allan Randrup Thomsen.

»Min første tanke, da jeg læste hypotesen for studiet var, at den var udmærket, og jeg godt kan forstå, at de har haft den indgangsvinkel til problematikken, men jeg ville være overrasket , hvis det var den endelige forklaring. Jeg tror ikke, at en mindre ændring i virussets evne til at gro kan være hele forklaringen, og der er antagelig flere faktorer som spiller ind. For eksempel kunne Interferon Lambda 4 have en direkte evne til at påvirke det adaptive immunsvar,« siger Allan Randrup Thomsen.

Fremtidig behandling skal være individuel

Forskerne bag projektet håber på, at deres resultater vil føre til en udvikling af nye behandlingsmetoder af den smitsomme leverbetændelse, så behandlingen passer individuelt til patienternes genetiske sammensætning.

Gruppen konkluderer, at den fremtidige behandling både kan bestå af medicin, som er målrettet mod proteinet Interferon Lambda 4 eller som et led i den normale behandling, hvor man i højere grad vil tage højde for, hvor aktivt proteinet er hos den enkelte patient, når man bestemmer dosis og varighed af behandlingen.

Allan Randrup Thomsen er enig i, at en målrettet medicinsk behandling mod Hepatitis C er fremtiden.

»Studiet peger på, at man kan lave mere en individualiseret behandling, hvor man tager pejling af folks genetiske sammensætning, før man planlægger behandlingen. På den måde kan man specialdesigne behandlingen til patienten. Vi skal i højere grad målrette behandlingen til de individuelle gener, for at få den maksimale virkning for den minimale pris af bivirkninger,« slutter han.