Hvorfor spiser vi piller, når livet gør ondt?

At medicinalindustrien skulle have haft en finger med i dette spil er til gengæld kommet som en overraskelse for mange. Dertil har lægen Peter Gøtzsche for nylig vakt stor opsigt med sit frontalangreb mod medicinalindustriens indflydelse på lægevidenskaben.

Mest kendt er Gøtzsche for at dokumentere, hvordan medicinalindustrien - pænt sagt - har udvidet deres markeder med mersalg for øje. Til det formål har de - knapt så pænt sagt - benyttet sig af fup og svindel for at genneminfiltrere vores sundhedsvæsen.

På den måde er maksimal indtjening for medicinalvirksomhederne endt som pejlemærke for sandheder i lægeverdenen. Konsekvensen har været, at psykiatriske diagnoser med dertilhørende kraftige og sågar afhængighedsskabende medikamenter - i værste fald statsautoriserede designer drugs med alvorlige bivirkninger - er blevet noget nær et allemandseje, fremfor at være forbeholdt de værst ramte.

Videnskabskultur

Som jeg ser det, er problemet med Gøtzsches anklage ikke, at den er falsk - sådan som mange indignerede læger og psykiatriske patienter mener. Problemet er derimod, at den skraber i overfladen. Det vigtigste spørgsmål stilles nemlig ikke: hvorfor er vi i første omgang begyndt at nære forhåbninger til, at netop vores læger kan hjælpe os ud af vores problemer i livet?

Svaret skal være at finde i, at videnskab i bred forstand er godt i gang med at overtage områder, som kristendommen tidligere havde patent på. I takt dermed er vi begyndt at opfatte nyere menneskevidenskab, herunder individ-orienteret hjerneforskning og psykologi, som en slags sandsigersker, der kan forklare vores lidelser, såvel som fungere som rådgivning mod et bedre liv.

Dette er udtryk for, at vi dybest set stadig er forvirrede og rådvilde omkring, hvordan vi vil leve vore liv - herunder hvordan vi vil tilgå og undgå vore lidelser. Årsagen er, at vi, historisk set, for ganske nylig har taget et brud med en åndelig tradition, hvor vi 'ovenfra' fik leveret svarene på, hvordan vi skulle leve: eksempelvis gennem præstens forkyndelse.

Herefter er en såkaldt 'objektiv' menneskevidenskab og forskning vokset frem som erstatning for de kristne myter, vi tidligere brugte som almene forskrifter for livsførelse - herunder som led i frelsen fra lidelse. Set i dét lys er der ikke tale om nogen tilfældighed, når det overmedicinerede 'behandlersamfund' dukker op i takt med, at vi vender kirken ryggen.

Læs også: Drop kalkpillen, hvis du er rask

Modernitetens skyggeside

Udviklingen peger henimod, at der gemmer sig en mere grundlæggende forklaring på vores eksplosive forbrug af psykofarmaka, end medicinalindustriens aggressive markedsføring: nemlig forklaringen, der lyder, at vi har gjort oprør mod at leve som kristne flokdyr.

Dette oprør har efterhånden haft vidtrækkende konsekvenser for vores måde at leve på. Først og fremmest har det ført til, at vi er blevet mere selvcentrerede, driftsstyrede og ivrige efter magt, hvilket er sket på bekostning af, at vi tager os mindre af hinanden.

Dertil hører, at vi ikke længere holder hinanden fast i datidens døsige forestilling om, at der findes en stabil 'virkelig virkelighed', et hinsides, en himmel eller lignende. I samme ombæring har vi stort set opgivet tanken om, at vi alle bærer rundt på en statisk, almenværdig og omsorgsberettiget sjæl, der eksisterer desuagtet vores medgang og modgang.

Konsekvensen har været, at vi nu står midt i en konstant udviklende og ustabil tidsånd, hvor 'alt flyder' og hvor menneskelig svaghed, ulykkelighed og afvigelse ned til mindste detalje - hvad end måtte være årsagen - straffes hårdt, fremfor at udløse støtte og omsorg.

Dette har ført med sig, at den sikre og stabile distance til verden, som vi før tog for givet, er væk, hvilket har vist sig at have alvorlige konsekvenser for vores lidelser og forhold til samme. Til vores store forskrækkelse har vi nemlig opdaget, at det gør aldeles hamrende ondt, når livet ikke går godt. I den forstand er det blevet væsentligt nemmere at 'brænde nallerne' på livet.

Læs også: 'Lykkepiller' kan give hjertestop

Tryghedskultur

I takt med denne udvikling er der opstået en udpræget utryghed og uro i befolkningen, da vi ikke engang kan tage et jævnt og stabilt liv - endsige basal omsorg og struktur - for givet længere. Vi står nu alene med alt, herunder vor lidelser.

Denne generelle utryghed har forplantet sig ud i en skræmt tryghedskultur. Med dét mener jeg, at vores overflodsamfund reelt dækker over et psykologisk underskud, der har ophav i, at vi for ganske nylig, groft sagt, var en flok af dårligt stillede, der udelukkende havde nok i hinanden.

Dette underskud kommer i dag til udtryk ved, at vi forsøger at ophøje arbejdet til livets omdrejningspunkt. Vi afslører derved os selv som ængstelige væsener, der nu forsøger at kanalisere livet ud i et ordensprojekt om at akkumulere velstand: en (alt for) let måde at afværge utrygheden og tomheden efter guds famøse død.

Denne nye og uendelige arbejdsiver vidner om en generel overstyring af vore liv. Brændslet er den allestedsnærværende underskudsfølelse, som afsporer vores kultur i retning af en control freak, der reducerer livet til perfekt orden.

Sagt på en anden måde, så er vi gennem bruddet med kristendommen endt ud som en skræmt og ordensfikseret kultur, der forsøger at fortrænge selv den mindste kaos, helt uden vold, men til gengæld med masser af skjult kontrol, styring og ikke mindst piller.

Som led i dette har vi, som nævnt, ikke oparbejdet overskud og selvsikkerhed nok til at lytte til os selv, når vi indretter vore liv. Vi tror stadig, at det er udefrakommende mennesker, herunder 'livseksperter' (eller værre endnu: vore chefer), der skal fortælle os, hvordan vi skal leve, tænke, føle, handle, tilgå verden, opdrage vores børn osv. Dette har gjort os til nemme ofre for en overivrig og subtil manipulation mod en livsførelse, der er ude af trit med os selv.

Dertil hører, at vores kultur svælger i en overgearet egoisme, som har sit ophav i, at vi endnu ikke har opbygget overskud nok til at tænke på andre end os selv. Vi udstråler derigennem en has-been loser-mentalitet, hvor vi først skal til at lære medmenneskelighed fra bunden igen, nu når 'flokken' ikke længere tvinger os til det.

Læs også: Lykkepiller fører til medfødte misdannelser

Pillekultur

Set i dét lys skyldes danskernes overforbrug af psykofarmaka, at vi på mange forskellige måder er ude af trit med os selv og hinanden.

Herunder har vi ikke indfundet os med, at vores lidelse er begyndt at tale et nyt sprog: den sætter nu retning på livet. I første omgang har vi kun registreret, at lidelsen gør ondt og skaber et frustrerende og sågar opløsende kaos i os. Vi har således forsøgt at beskrive lidelsen 'videnskabeligt', uden rigtig at forstå den. Ligeledes har vi håbet på, at lægerne kan hjælpe os, selvom de ikke rigtig kan.

Rettere sagt er vi stadig skræmt fra vid og sans over lidelsen i takt med, at kristendommens bedøvelse for alvor aftager. Derfor vil vi gerne bilde os selv ind, at lidelse er noget man 'har' på samme måde, som vi f.eks. har fysiske sygdomme. Vi har forsøgt at (gen)placere os i et distanceret forhold til lidelsen: nu gennem et fremmedgjort lægesprog, der ender med at fremkalde en slags diagnose-sjæl med dertilhørende lovning om frelse.

I den forstand er psykofarmaka blevet et letkøbt svar på det ubehag, som lidelsen konfronterer os med. Vi har været så uvant til lidelse, at vi håber at kunne fjerne den med et fix: en slags potent markedsgørelse af den frelse, vi før fik gennem præstens nadver. Blot sker det nu med omvendt fortegn: vi skal nu være stærke mennesker, der udholder lidelsen og kæmper sig ud af den på egen hånd – ved at indtage piller!

Denne problemløsning ligger i forlængelse af overstyringen af vore liv. Den er udtænkt med udgangspunkt i, at kun dét man kan tjene penge på, er værd at beskæftige sig med. Vi opfatter det følgelig som noget nær en umulighed, at andre mennesker skulle kunne hjælpe. Andre menneskers underskud er m.a.o. blevet så meget en selvfølge, at vi kun opfatter mennesker, der modtager en eller anden form for betaling, som at kunne hjælpe os.

Som led i dette medgiver jeg Gøtzsche i, at medicinalindustrien har forsøgt at klemme alt for mange piller ned i halsen på folk - bl.a. under dække af, at deres hjerner var 'syge'. Dog skal vi huske på, at det ikke er sket under protest. Vi har været alt for nemme ofre.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.