Hvorfor klør det?

Kløe er ufatteligt irriterende, men tjener faktisk en vigtig funktion ved at forhindre, at vores hud beskadiges.

Forskerne har længe kæmpet med at forklare, hvad der egentlig forårsager, at vi oplever kløe - og særligt, hvorfor visse typer berøring betyder, at vi føler kløe, mens andre ikke gør.

Nu har et nyt studie med mus kastet lys over, hvad der rent faktisk sker i kroppen, når vi får trang til at kradse og klø os.

Undersøgelsen - udgivet i tidsskriftet Science - bringer håb for nye behandlingmetoder til de mange mennesker, der lider af kronisk kløe, som er en lidelse, der medfører en intens trang til at kradse og klø sig hele tiden.

Kløe er kroppens enkle og effektive måde at beskytte os

Kløe er en fornemmelse, der normalt følger en let berøring af den behårede hud på vores krop. Berøringen får os til at forsøge at kradse ubehaget væk.

Selvom vi udfører handlingen uden at tænke videre over den, er den kroppens enkle og effektive måde at beskytte os fra, at genstande, parasitter og insekter beskadiger vores hud.

Vi beskytter os selv ved at klø, fordi vi forstyrrer dét, der forårsager den kløende fornemmelse - for eksempel når en myg lander på armen, og den kildende fornemmelse får os til at klø igen og løsne og fjerne den blodsugende synder.

Hjernen skelner mellem signaler

Men ikke alt, der berører vores hud, får os til at kradse og klø med det samme.

For eksempel strejfer vores tøj jo hele tiden vores hud. Hvis hver eneste berøring forårsagede kløe, ville vi kradse os fra sans og samling.

Så hvordan ved kroppen, at fornemmelser, der kræver, at vi skrider til handling, skal opfattes som kløe - men at en lang række uvæsentlige fornemmelser ikke skal?

Den nye undersøgelse forsøger at udrede denne proces.

Kommunikationskanal mellem hud og hjerne

Undersøgelsen har afsløret en helt særlig cellegruppe - en undergruppe af 'inhibitoriske spinale interneuroner' (inhibitoriske interneuroner gør det muligt for hjernen at modulere en refleksrespons, hvis den ikke er hensigtsmæssig, red.)

De inhibitoriske spinale interneuroner findes i rygmarven og er en kanal, der transmitterer kommunikation mellem huden og hjernen.

De inhibitoriske (eller hæmmende) celler kan tillade, at en besked om en kløende fornemmelse når hjernen, eller de kan stoppe den ved at undertrykke beskeden.

Kronisk, kemisk og smitsom kløe

Forskerne fandt, at mus fremavlet med en selektiv defekt i disse særlige celler udviste en alarmerende kløe-adfærd - de små stakler rev endda hele hårtotter ud af pelsen i forsøget på at kradse sig.

Det er den samme adfærd, man ser i patienter, der lider af kronisk kløe - en lidelse, der påvirker cirka 8,4 procent af befolkningen.

Forskningsresultaterne - der indtil videre kun er foretaget på mus - tyder på, at kronisk kløe er forårsaget af en særlig defekt i rygmarvsnervecellerne. Forskerne mener, at de samme celler højst sandsynligt også vil kunne findes i mennesker.

Det kan måske føre til udviklingen af en målrettet behandling, der kan hjælpe mennesker med lidelsen.

Forskerne har også afsløret, at selvom musenes respons på kløe, der var forårsaget af let berøring af behåret hud, var forstyrret, var måden, de reagerede på kløe, der forårsagede en inflammatorisk respons (for eksempel myggestik), ikke ændret.

Kompleks adfærd uden bevidst input

Det er meget interessant, for selvom begge typer kløe føles ens for os, så sender kroppen specifik information om kløe-typen til hjernen via to meget forskellige kanaler.

Forskerne kalder disse celler for den 'spinale hjerne', fordi de er et godt eksempel på, hvordan nervesystemet kan producere en yderst kompleks adfærd uden vores bevidste input.

Musene i undersøgelsen udviste fuldstændigt normale reaktioner på smerte forårsaget af berøring. Tidligere undersøgelser har påvist, at der findes en kompliceret forbindelse mellem kemisk kløe (som for eksempel insektbid) og smerte.

Det viser sig, at smertefuld berøring - eller at 'det føles varmt' - faktisk kan undertrykke en kemisk kløen. Derfor føles det godt, når vi kradser udslæt - men uheldigvis er det en meget kortvarig lettelse.

Kløe har et psykologisk element

Evidensen antyder desuden, at det ikke kun er hændelser på vores hud, der forårsager kløe - der er også et psykologisk element.

Det er almindeligt kendt, at hvis vi iagttager andre personer klø sig, kan det 'smitte' og få os til at kradse.

For nylig viste en undersøgelse, at visuelle og auditive kløe-relaterede stimuli forårsagede en mærkbar stigning i kløeadfærden blandt publikummet til en forelæsning.

I lyset af dette fund - mens kløefænomenet og de bagvedliggende mekanismer stadig er under intens diskussion - tror jeg, at det er bedst, at jeg stopper artiklen. Jeg forestiller mig nemlig, at du på nuværende tidspunkt er godt igang med at klø og kradse...

Harriet Dempsey-Jones hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark