Hvorfor får jeg gåsehud af god musik?

Mange har nok oplevet at føle hårene på armen rejse sig i takt med Adeles stigende toneleje eller Sias høje, krystalklare fraseringer.

Men hvorfor får vi egentlig gåsehud, når vi lytter til musik?

Det spørgsmål har Videnskab.dk-læseren Oskar Fuglheim undret sig over:

»Her den anden dag hørte jeg ‘Time’ af Pink Floyd - fantastisk nummer, men det ved I jo - og da jeg nåede til guitarsoloen, fik jeg kuldegysninger fra top til tå. Det er noget, jeg har oplevet før, og jeg er sikker på, det er noget, vi alle gør.«

»Mit spørgsmål til jer lyder; hvorfor får vi kuldegysninger, når vi hører god musik, og hvorfor er det ikke hver gang, men kun ved nummerets klimaks?«

Oskar er kun én i rækken af læsere, som har undret sig over netop det spørgsmål. Derfor sender Spørg Videnskaben fluks spørgsmålet videre til professor Peter Vuust, som har forsket i, hvad musik gør ved vores hjerne.

Han kan berette, at gåsehuden er en frygtreaktion, og at musik i øvrigt kan meget mere end blot at give os gåsehud.

Den kan for eksempel hjælpe traumatiserede flygtninge og sætte gang i danserytmerne hos en helt bestemt papegøje. Det vender vi tilbage til.

Gåsehud på grund af musik er en frygtreaktion

Kuldegysninger - eller gåsehud - som et resultat af musik er ikke en oplevelse, som Oskar sidder alene med. Faktisk er fænomenet så anerkendt, at det har fået et videnskabeligt navn: ‘Musical chills’.

»Den respons, hvor hårene rejser sig på armene, og man får kuldegysninger, mener man i virkeligheden er en slags frygtrespons. Det er præcis det, der sker, når katten rejser børster. Det er den samme type respons,« siger Peter Vuust, professor på Institut for Klinisk Medicin - Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet.

Man kan så undre sig over, hvorfor det ikke er ubehageligt at få gåsehud over den smukke musik, hvis det i virkeligheden er et udtryk for frygt.

Det findes der også en forklaring på. Forskerne har nemlig konstateret, at hjernen udskiller belønningsstoffet dopamin, når vi oplever de såkaldte ‘musical chills’.

»Når vi hører noget musik, opbygges der en forventning til det store sted i musikken, hvor der sker en hel masse, som principielt set overlevelsesmæssigt kunne føles en smule truende, men fordi vi ved, at det ikke er spor farligt, responderer vi med velbehag på det. Fuldstændigt ligesom når vi ser gyserfilm,« siger Peter Vuust.

Du kan læse meget mere om, hvordan hjernen belønner os, når vi lytter til musik, i artiklen ‘Hvad giver et godt julehit?’

Hårene rejser sig for at skræmme fjenden

Når vi oplever kuldegysninger på grund af musik, er det altså i virkeligheden en frygtreaktion, på samme måde som når vi får gåsehud af gyserfilm. Og hvem bedre til at gøre os klogere på angst og gyserfilm end monster- og uhyggeforsker Mathias Clasen.

Han kan fortælle, at forklaringen på de frygtsomme kuldegysninger skal findes hos vores tidlige forfædre.

»Teorien er, at det er et levn fra en fjern fortid, hvor vi stadig havde pels, og hvor gåsehud fik pelsen til at stritte, så man så mere faretruende ud. Det var en forsvarsmekanisme,« siger Mathias Clasen, adjunkt på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

»Selvom vores art har mistet sin pels, har vi stadig den fysiologiske mekanisme, som får pelsen til at stritte i forsvar for at skræmme angribende organismer væk, hvis vi er truede,« forklarer Mathias Clasen.

Musik kan meget mere end at være hårrejsende

At få menneskers manglende pels til at rejse sig, er dog ikke det eneste, som musik kan gøre ved os.

Hold godt fast, for her kommer professor Peter Vuust med en hel symfoni af musikalske muligheder:

1. Musik gavner fællesskabet: »Vi mener, at stoffet oxytocin, som handler om at føle fællesskab, er involveret i det at være sammen om musik. Man har kigget på folk, der synger i kor sammen og målt højere oxytocinniveauer, efter at de har sunget i kor sammenlignet med før. Så musik er noget, vi bruger til at stimulere en gruppe følelsesmæssigt, og der er oxytocin et af de vigtige stoffer, som skaber fællesskabsfølelsen,« fortæller Peter Vuust.
   
2. Traumatiserede flygtninge kan få gavn af musik: »Et af de store problemer for traumatiserede flygtninge er, at de ikke kan sove, fordi de typisk kommer fra virkelig forfærdelige forhold. Vi har foretaget et studie, som viser, at hvis vi spiller musik for dem en halv til en hel time før, de skal sove, kan man i løbet af en tre ugers periode få deres søvn til at blive meget bedre,« siger Peter Vuust.
   
3. Musik kan træne hørehæmmede til bedre hørelse: »Nu om dage bliver folk ikke døve - heller ikke hvis de er døvfødte. De får indopereret et implantat kaldet Cochlear, og så kan de faktisk komme til at høre. Problemet er, at det ikke virker lige så godt som naturens system. Derfor arbejder vi med at bruge musik til at rehabilitere deres hørelser. De er ikke ret gode til at høre musik, så det er meget udfordrende for dem. Når man træner med musik, bliver de også bedre til at lytte til musik, og derfor kan man give dem øget livskvalitet, ved at de kan høre nogle ting, som de ikke havde drømt om, at de ville kunne høre,« siger Peter Vuust.
   
4. Parkinsonpatienter bevæger sig bedre med musik: »Man har brugt musik i rehabiliteringen af parkinsonpatienter, hvor man kan se, at mange af dem bevæger sig bedre, når de lytter til musik. Deres bevægelser bliver mere flydende, og deres gang bliver bedre,« siger Peter Vuust.

Dyr er ligeglade med musik

Sikke mange muligheder, tænker du måske, og ja, musik har stor indflydelse … på mennesker.

For vores firbenede venner får ikke samme fornøjelse som os, når vi skruer op for Backstreet Boys på anlægget, fortæller Peter Vuust.

»Man har forsøgt at se, om musik betyder noget for dyr, og der er ikke nogle af de forsøg, man har udført, der har vist, at det skulle betyde noget. Selv hvis man spiller rigtig grimme akkorder i den ene side af et abebur og rigtig pæne akkorder i den anden side, er aberne fuldstændigt ligeglade. De går bare rundt i buret,« siger Peter Vuust.

»Gør man det samme med mennesker, ved man, at de trækker hen til de pæne akkorder. Selv på et helt basalt niveau tager dyrene altså ikke musikken særligt seriøst.«

\ Læs mere

Aber har virkelig dårlig musiksmag

Kakaduer har som det eneste dyr rytme

Og dog! Der er faktisk én papagøjeart, som er særligt musikalsk og specielt ynder at udfolde sig til et af 90’ernes helt store hit.

»Det eneste dyr, som man gennem videnskabelige undersøgelser ved kan bevæge sig til musik i takt, er en kakadue, som er en papagøjeart. Den er ikke specielt god til det og slet ikke i nærheden af, hvad mennesker kan. Og så kan den bedst bevæge sig til et nummer af Backstreet Boys, som hedder Everybody,« siger Peter Vuust.

Forskerne forklarer papegøjens talent med, at det er en fugl, som ligesom mennesker kan efterligne sprog. Som mennesket kan papegøjen altså oversætte noget, den hører, til bevægelse.

Tilsvarende oversætter vi også lyd til motorik, når vi lytter til musik og vipper med foden i takt til det, vi hører.

Du kan se kakaduen Snowball tage sig en svingom til det ikoniske nummer i videoen herunder.

I mellemtiden sender vi en stor tak til Peter Vuust og Mathias Clasen for at gøre en ende på vores undren. Vi sender også en stak T-shirt afsted til alle de spørgelystne læsere.

Har du selv et spørgsmål, som videnskaben skal svare på, kan du skrive til sv@videnskab.dk. Vil du bare have en lækker T-shirt at danse rundt i, kan den købes direkte her.