Der er hele 8.849 meter op til toppen af Mount Everest, og det blev længe opfattet som noget nær umuligt at bestige Mount Everest eller andre ekstremt høje bjergtoppe uden at medbringe ilt.
Iltmålinger taget i lavere højder viste, at kroppen ikke kan klare de lave iltniveauer, der blev fundet højere oppe, ifølge et studie fra 1983.
I 1960'erne blev det hævdet, at atmosfæren på Mount Everest var så tynd, at et menneske ville dø eller hurtigt pådrage sig alvorlige hjerneskader, ifølge National Geographic.
»Ilttrykket på toppen af Mount Everest er kun en tredjedel i forhold til hernede,« siger Erik Sveberg Dietrichs, som er læge, forsker og forfatter og tidligere har skrevet om, hvordan kroppen reagerer på ekstreme miljøer.
Tunge iltapparater
De første britiske ekspeditioner i 1920'erne, der forsøgte at nå toppen, medbragte ilt i meget tunge og uhåndterlige apparater, men lægen og forskeren Georges Dreyer mente ikke, at det ville have været muligt uden dem, ifølge en forskningsartikel fra 2009.
Ilten blev kaldt 'English air', og den skulle gøre det muligt at komme meget hurtigere og mere sikkert op ad bjerget.
Ekspeditionerne formåede dog ikke både at bestige og komme ned fra bjerget - det skete først i 1953, da Tenzing Norgay og Edmund Hillary nåede toppen - med ilt.
De første uden medbragt ilt
Toppen af Mount Everest er et ekstremt miljø, men det har vist sig, at det faktisk er muligt at nå derop uden medbragt ilt.
De første til at gøre det var bjergbestigerne Reinhold Messner og Peter Habler i 1978. De beviste, at det var muligt, selvom det er en ekstrem belastning for menneskekroppen.
Siden 1978 er det kun lykkedes omkring 211 personer at bestige Mount Everest uden ilt, ifølge bjergbestigeren Alan Arnette.
Mellem 2000 og 2023 forsøgte 88 at nå toppen uden ilt, og 28 døde ifølge hans registreringer. Til sammenligning nåede 4.832 toppen med ilt i samme periode, og 60 døde - og så er sherpaerne (etnisk gruppe fra Khumbu-regionen, men bruges også som betegnelse for de guider og hjælpere, der ledsager bjergbestigerne, red.) ikke engang talt med, ifølge Alan Arnette.
\ Læs også
Til toppen to gange på en uge uden ilt
Én af dem, der har nået toppen uden ilt, er Killian Jornet, en spansk bjergbestiger, der i dag bor i Romsdalen i Norge. Han nåede toppen uden ilt to gange på en uge i 2017.
Nu skal Frank Løke forsøge sig som den første nordmand.
Men hvad udsætter han egentlig sin krop for i så ekstrem en højde?
Turen til toppen kan få både akutte og længerevarende konsekvenser.
Nogle klarer højdesyge bedre end andre
Højdesyge er den mest kendte effekt af den tynde luft i højderne.
Langt de fleste mennesker bliver ramt af højdesyge, når de bevæger sig op over 2.500-3.000 meter, men der er store individuelle forskelle. Nogle personer bliver næsten aldrig syge, mens andre udvikler alvorlige symptomer relativt hurtigt.
»Kvinder fungerer måske lidt bedre end mænd, og noget tyder på, at folk, der er i god fysisk form, klarer sig lidt dårligere,« siger Erik Sveberg Dietrichs.
Men det mest afgørende er genetiske og individuelle forskelle, for når der er meget mindre ilt, skal kroppen kompensere.
»Det mærker iltsensorer i kroppen, og så sendes der signaler til hjernen, som reagerer ved at få os til at trække vejret hurtigere.«
Det udløser en række mekanismer i kroppen, og vi vender tilbage til, hvad der sker, når du er akklimatiseret – altså vænnet til højden.
Højdesygen bliver som regel bedre efter et par dage, efter kroppen har vænnet sig til højden.
Fik problemer på togrejsen
Erik Sveberg Dietrichs fortæller, at han har oplevet højdesyge efter en hurtig opstigning til 5.000 meter over havets overflade på den højest beliggende jernbane i verden på det tibetanske plateau. Mange mennesker oplever problemer på dette tog.
»Jeg var ung og naiv, men jeg havde studeret længe nok til at forstå, hvad der skete. Jeg vågnede midt om natten med koldsved og var helt ude af den.«
Ved akut højdesyge kan symptomerne være hovedpine, maveproblemer, forvirring, søvnproblemer og andre lidelser.
Han fortæller, at han forsøgte at indånde ilt direkte fra ventilerne, der findes på det specielle iltsystem ombord på dette tog på grund af de rejsende, som ikke har vænnet sig til højden.
Erik Sveberg Dietrichs fortæller også, hvordan han bemærkede, at hans udholdenhed var stærkt reduceret ved fysisk aktivitet, for eksempel da han skulle klatre mange trin op til Potala-paladset i Lhasa i Tibet.
Det er blot en forsmag på, hvad bjergbestigerne møder langt højere oppe, hvor der er langt mindre ilt.
Livstruende hjerne- og lungeødem
De farligste kropsreaktioner, som personer, der færdes i højden, støder på, er hjerne- og lungeødem, som er mere alvorlige former for højdesyge, der kan udvikle sig til disse meget farlige tilstande, som kan være dødelige inden for kort tid.
Ved lungeødem bliver lungerne fyldt med væske, som forhindrer vejrtrækningen i at fungere ordentligt. Typiske symptomer er åndenød og hoste.
Lungeødem har høj dødelighed, anslået til omkring 50 procent, hvis ubehandlet, eller hvis det ikke er muligt at bevæge sig længere ned, ifølge dette studie fra 1990.
Ved hjerneødem fyldes hjernen med væske, og trykket inde i kraniet stiger. Det skaber store kognitive problemer, bevidsthedstab og blødninger i for eksempel øjnene.
»Det er meget dramatisk. Man kan blive omtumlet og forvirret, og så er man afhængig af at blive reddet af dem omkring sig.«
Hjerneødem har også en meget høj dødelighed. Hvis denne form for hjerneødem udvikler sig, kan det føre til død inden for 24 timer, hvis det ikke bliver behandlet, ifølge NCBI.
Bevæge sig længere ned - eller ind i et trykkammer
Begge disse former for højdesyge kan ramme ved meget lavere højder end de ekstreme højder, som Everest-bestigerne oplever. Allerede fra 3.000-4.000 meter kan det være fatalt, selvom det sjældent sker.
Sygdommene har en simpel behandling: Nemlig at komme hurtigt ned i lavere højder.
»Hvis det ikke er muligt, kan man anvende et oppusteligt trykkammer.«
Det er et trykkammer, hvor man kan øge trykket med en pumpe, så kroppen får lidt bedre forhold at arbejde under. Det har samme effekt som omgående at bevæge sig mellem 1.000-3.000 meter ned ad bjergsiden, siger Erik Sveberg Dietrichs.
Men der er også mere langsigtede ændringer, som hænger sammen med tilpasning til højden.
Knoglemarven producerer et hormon
Almindeligvis tager bjergbestigerne det roligt. De bevæger sig omkring 300 meter opad i højden hver dag, når de er mere end 3.000 meter over havets overflade.
De klatrer gerne højere end 300 højdemeter hver dag, men så vender de tilbage, når de skal sove. Resultatet er, at de sover 300 højdemeter højere hver dag. På denne måde giver de kroppen tid til at tilpasse sig.
En del af reaktionen på de lave iltniveauer er, at knoglemarven begynder at producere hormonet erythropoietin, bedre kendt som EPO, siger Erik Sveberg Dietrichs.
EPO stimulerer knoglemarven til at lave flere røde blodlegemer, så blodet kan holde på mere ilt. Mere ilt i blodet betyder større fysisk kapacitet.
Det er også grunden til, at sportsfolk træner i højderne for at forbedre udholdenheden. Det er en tilpasning, som kroppen laver af sig selv for at kunne fungere bedre, men den er ikke uden ulemper.
\ Læs også
Blodet ændrer sig
»Flere røde blodlegemer gør blodet mere tyktflydende, hvilket kan øge risikoen for slagtilfælde og blodpropper.«
Men det er derfor nødvendigt med akklimatisering for at kunne klare sig i ekstreme højder, selvom der er mange forskellige teorier om, hvordan man bedst gør det.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
