Føler du dig lidt svimmel, når du får taget blodprøver eller ser blod? Så er du ikke alene.
Mange mennesker bliver utilpasse eller ligefrem besvimer, hvis de skærer fingeren, så blodet pibler frem.
For de mennesker, hvis arbejde indebærer en del møder med blod, kan det dog være problematisk. Læger eller dyrlæger, der besvimer ved synet af blod, kan for eksempel skabe farlige situationer.
Temaet rejser mange spørgsmål, og vi spørger derfor videnskaben:
Hvorfor besvimer nogle mennesker ved synet af blod?
»Fra et evolutionært perspektiv er det et spændende emne,« siger Leif Edward Ottesen Kennair. Han er evolutionspsykolog med speciale i klinisk psykologi fra NTNU.
Han fortæller, at fænomenet kaldes blodfobi, hæmatofobi eller hæmofobi. Det, der ifølge Kennair gør blodfobi spændende, er, at den kropslige reaktion hos folk med denne fobi er modsat andre angst- og fobireaktioner.
»De typiske angstreaktioner er stigende blodtryk på grund af adrenalin og fight or flight-reaktionen. På den måde er angst en ganske fornuftig tilgang til potentielt farlige situationer. Når man har blodfobi sker der præcist det modsatte; blodtrykket falder, og folk besvimer af det bratte fald i blodtrykket,« fortæller han.
Evolutionspsykologen fortæller, at folk med panikangst for eksempel er bange for at besvime, men i det tilfælde er det ikke muligt på grund af vores normale angstrespons med øget adrenalin.
Reaktionen er fornuftig
Kennair har skrevet sin ph.d. om psykiske lidelser i et evolutionært perspektiv.
Der er mange studier, som forbinder forskellige typer angst og fobi med de farer, vores forfædre mødte. Det vil sige, at angstreaktionerne var nyttige for vores forfædre i fortiden.
Og måske havde blodfobi også en funktion.
»Isaac Marks har en teori om, at denne fobi også skyldes evolution. Det er da heller ikke så smart at øge blodtrykket, hvis man har fået en alvorlig skade,« siger Kennair.
»Den almindelige angstreaktion med fight or flight ville få blodtrykket op, hvilket ikke er heldigt, hvis du er skadet, da blodtabet vil blive større. I det tilfælde vil det være bedre at lægge sig ned,« fortsætter han.
Fobien kan behandles
Heldigvis er der håb for de mennesker, der lider under ikke at kunne tåle at se blod.
»Angstlidelser kan behandles, og dette er en angstlidelse,« siger Kennair.
Da reaktionen er modsat andre fobier og angstlidelser, er behandlingen også modsat. Kennair har selv behandlet flere patienter med blodfobi.
»I den almindelige angstbehandling får vi patienterne til at slappe af i stedet for at være aktive, som adrenalinet får dem til. I behandlingen af blodfobi gør man det modsat. For at få blodtrykket op, forsøger man at få patienten til at spænde musklerne hårdt og gerne tænke på noget, som gør patienten vred,« siger Kennair.
Som angstbehandler skal man nogle gange være meget kreativ. Patienten skal udsættes for det, han eller hun er bange for, og blod er almindeligvis ikke noget, der dukker naturligt op, når man behandler folk for angst.
»Vi bliver nødt til at opsøge en del situationer. Jeg har taget patienter med på hospitaler eller klinikker, hvor der bliver stukket med nåle, og jeg har vist film eller billeder af blod og splat. En kollega brugte teaterblod,« siger han.
Ikke bare fordi man er en bangebuks
Ifølge Leif Edward Ottesen Kennair er der en del, der lider af blodfobi. Det er ikke den mest almindelige fobi, men en af dem, som folk oftest søger hjælp mod. Mellem 55 og 70 procent af folk med lidelsen er kvinder.
Han fortæller også, at der er tre forskellige grupper:
- Dem, der reagerer mest på eget blod
- Dem, der reagerer mest på andres blod
- Dem, der reagerer lige meget på begge
»Det er nok mest almindeligt at reagere på sit eget blod,« mener forskeren.
Er man bare en bangebuks, hvis man besvimer, når man ser blod?
»Selvfølgelig ikke,« svarer Kennair.
»En af mine patienter med blodfobi var for eksempel en af de modigste, jeg nogensinde har haft i behandling. En barsk søn af vildmarken. Det handler ikke om at være hård eller en bangebuks, for denne reaktion er et kropslig respons, som man ikke selv kan styre uden behandling. De, der tør gå i behandling, er jo modige,« siger han.
Det er helt ufarligt at besvime
For at få endnu mere at vide om den fysiske reation ringer vi til professor og læge Ingvard Wilhelmsen fra Universitetet i Bergen.
»Pulsen falder, og man bliver sat i hvilemodus. Falder pulsen for meget, besvimer man, fordi hjertet ikke får pumpet nok blod til hjernen,« forklarer han.
Det lyder måske ikke så betryggende, men professoren beroliger:
»Det er ikke farligt at besvime. Slet ikke. Med mindre man slår sig, når man falder,« siger han.
Behageligt er det til gengæld ikke, og Wilhelmsen mener, at man kan forhindre besvimelsen ved at få noget at drikke, samt at lægge sig ned med benene oppe for at få mere blod til hjernen.
»Det tager nogle sekunder, fra man føler ubehaget, til man besvimer, så man har lidt tid til at forhindre det,« siger han.
Han forklarer, at det er vigtigt med tilvænning, hvis man vil komme problemet til livs. Han fortæller om medicinstuderende, som fik det dårligt af at se blod i starten, men som bliver bedre til det med tiden.
»Det er vigtigt at blive eksponeret, for hvis man undgår situationerne, tror kroppen, at det er farligt. Angst sidder et andet sted i hjernen end tanker og holdninger,« siger han.
Han forklarer, at angsten befinder sig i den del af hjernen, hvor følelserne holder til, og at denne del af hjernen forstår adfærd, men ikke ord.
Du kan derfor ikke bare sige til dig selv, at det ikke er farligt, du bliver nødt til at opføre dig, som om du mener det. Det betyder at opsøge det, du er bange for.
Masaierne har blodige måltider
Blodfobi kan også give en vis beskyttelse i dag.
»Hvis man er ved at bløde ihjel, så er det jo fint, hvis kroppen bremser processen ved selv at sænke blodtrykket,« siger Wilhelmsen.
Han kender ikke til studier, som belyser, om besvimelse ved synet af blod skulle være mere almindeligt i den vestlige verden i forhold til andre steder. Han tror dog, at der findes kulturer, hvor det ikke er så almindeligt.
»Masaierne drikker for eksempel blod som en del af den almindelige kost. En masai med blodfobi ville derfor næppe blive så gammel,« mener han.
Masaierne er et stammefolk på cirka en million mennesker, som lever i savanneområdet øst for Victoriasøen i Kenya og Tanzania. De tapper blod fra okser, så de kan få næring fra dyrene uden at slå dem ihjel.
Fobien rejser på tværs af landegrænser
Marte Jürgensen er læge og ph.d.-studerende ved Universitetet i Bergen. Hun har forsket i HIV-testning og har foretaget feltarbejde i Zambia.
»Når det gælder fobier for blod og stik, findes der et studie, hvor man har sammenlignet briter og kinesere. På listen over ting, som deltagerne havde størst fobi for, var blod og skader på andenpladsen hos begge grupper,« fortæller hun.
Selv om der i de forskellige lande ikke var nogen forskel på, hvad folk havde fobier over for, var der stor forskel på, hvor stærk fobien var.
Briterne var således noget mere bange end kineserne.
»På den måde kan man sige, at der ikke er de store kulturelle forskelle mellem de undersøgte lande, hvad angår denne fobi,« siger Jürgensen.
Hun fortæller, at blod har forskellige kulturelle betydninger rundt om i verden.
»I Zambia har folk en frygt for, at deres blod bliver brugt til heksekunster og sort magi, og de er derfor bange for at få taget blodprøver,« siger Marte Jürgensen.
Hun ved ikke, om de også besvimer oftere end andre ved blodprøver, og hun kan derfor ikke sige, om dette også er forbundet med blodfobi.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
