Hvordan afgør hjernen, hvad man skal tænke?

Du sidder på et fly og kigger ud af vinduet på skyerne.

Pludselig begynder du at tænke tilbage på, hvordan du for et par måneder siden havde en fortrolig samtale med en god kollega om det pres, du oplever på dit arbejde.

Hvorfor dukker tanker op i vores hoveder, uden at de tilsyneladende har noget som helst at gøre med den situation, vi befinder os i?

Hvorfor husker vi bestemte ting og ikke andre?

Hvorfor vandrer vores tanker ud på et sidespor, og hvorfor dagdrømmer vi?

Under disse processer ligger et fælles mønster af ganske normal hjerneaktivitet, i dele af hjernen som tilsammen udgør det såkaldte Default Mode Network (DMN) (på dansk: ’automatisk tankenetværk’, red.), der blev opdaget og navngivet af neurologen Marcus Raichle i de tidlige 00'ere.

Dette netværk bliver aktiveret, når vi dagdrømmer, tænker på os selv eller andre, genkalder minder eller forestiller os fremtidige begivenheder.

Netværket træder i funktion, når vi tilsyneladende ikke foretager os ’noget’ (heraf begrebet ’default’ eller ’grundtilstand’). Det er altså typisk, når vi er i en afslappet tilstand og ikke fokuserer på en opgave eller et mål – som når vi sidder på et fly og kigger ud af vinduet.

Når netværket bliver sat i sving, bliver andre netværk i hjernen mindre aktive, blandt andet et af de overordnede kontrolnetværk (det såkaldte eksekutive kontrolnetværk), men også andre dele af hjernen, der er involveret i opmærksomhed, arbejdshukommelse og beslutningstagen.

Det er det, som tillader tankerne at strejfe omkring.

Hvorfor dukker nogle minder op frem for andre?

Nogle minder har større chancer for at dukke spontant op, for eksempel de, der er nyere, stærkt følelsesbetonede, mere detaljerede, ofte gentagede eller dem, som er centrale for vores identitet.

De fanger vores opmærksomhed – og med god grund.

Denne type af minder var nemlig - sandsynligvis - afgørende for, at vi engagerede os i vores fysiske og sociale miljø på det tidspunkt, de fandt sted, og var således en medvirkende årsag til vores overlevelse.

Man antager, at hjernen lagrer minder på en rekonstruktiv, associativ måde, altså ved at opbevare og samle dem igen, når de skal kaldes frem. Men dette sker ikke som en nøjagtig gengivelse med ’filmklip’ af en begivenhedsrække opbevaret i kronologisk rækkefølge.

Det betyder imidlertid, at minder kan blive forbundet med hinanden via forskellige sansemæssige, følelsesmæssige eller kontekstuelle detaljer.

Derfor kan disse brudstykker af information alle fungere som en slags stikord, der kan aktivere et andet minde. Det kan for eksempel ske, når vi støder på en lugt, lyd eller et billede – selvom vi nogle gange ikke engang er bevidste om, hvad der udløste det.

Faktisk finder mange af vores kognitive processer sted, uden at vi er bevidste om det.

Hjernen behandler alle mulige sanseinformationer, den modtager på én gang, på en holistisk og ubevidst måde. Derfor kan det føles, som om vi ikke har kontrol over vores tanker, men meget af denne ’oplevede’ kontrol er i bund og grund en illusion.

Det kan nemlig godt være, at vores bevidsthed faktisk ikke har kontrol over ret meget, når det kommer til stykket, men i stedet forsøger at forklare og rationalisere hjernens kognitive processer, når de allerede har fundet sted.

Med andre ord er hjernen konstant beskæftiget med at behandle information og forbinde forskellige brudstykker af viden. Det betyder, at tanker og associationer dukker op i hjernen, når vores bevidste kontrolmekanismer er slået fra.

Når tanker bliver ubehagelige

Den spontane karakter af de tanker og minder, der dukker op i Default Mode Network, er med til at understøtte vores fantasi og kreativitet.

Det er derfor, vi kan have ’aha-oplevelser’ under bruseren og komme op med en kreativ løsning på et arbejdsproblem, vi ellers var gået i stå med.

Når hjernen får lov til at hvile sig, og tankerne kan strejfe omkring, bliver det muligt at danne associationer mellem forskellige dele af vores minder, som vores bevidste arbejdshukommelse ikke er i stand til at få fat i og sætte sammen.

Spontane tanker er imidlertid ikke altid positive.

Mere påtrængende tanker eller uønskede minder kan være det, der på engelsk kaldes intrusive thoughts. Disse fremstår ofte levende og skræmmende eller som minimum stærkt følelsesmæssigt ladede og kan dukke op i form af flashbacks eller grublerier.

Ikke alene kan de medføre følelser af angst, frygt og skam, men til tider kan de også byde på urovækkende idéer eller minder, som den pågældende person ikke ønsker at genkalde sig eller tænke over.

For eksempel kan nybagte mødre, som udvikler en fødselsdepression, have intrusive thoughts eller ligefrem tvangstanker om at volde skade på deres barn, uden at de på nogen måde ønsker at efterleve disse tanker.

Du kan lære at håndtere uønskede tanker

Det er selvfølgelig en meget ubehagelig og forstyrrende oplevelse, og hvis det er noget, der sker for dig, skal du vide, at det desværre ikke er unormalt at få sådanne tanker.

Det er altid bedst at forsøge at søge hjælp eller i det mindste støtte så tidligt som muligt. Kognitiv terapi kan hjælpe med teknikker til at håndtere sådanne uønskede tanker. Vi skal dog allesammen huske på, at mange tanker tilsyneladende dukker spontant op i vores hjerne, og at det er en normal del af den menneskelige hukommelse og tankeproces.

Hvis vi tillader os selv og vores hjerner at holde pauser, giver vi hjernen lov til at opdyrke kreative tanker og finde løsninger på vores problemer.

Og når uønskede tanker dukker op, er det måske bedst at anvende en tilgang fra mindfulness: Iagttag tanken og lad den passere igen, som var den en sky i en forbipasserende storm.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.