Det er formiddag, og du har netop færdiggjort dagens anden kop kaffe på kontoret. Din mave begynder at røre på sig, og du kan mærke, at en lort trænger sig på.
Du kan enten holde dig, til du kommer hjem, eller du kan sætte dig ud på kontorets toilet, hvor du ved, at der altid er kø, og hvor der er risiko for, at Brigitta fra lønkontoret kan lugte det, når du åbner døren bagefter og forlader WC'et.
Hvad vælger du?
»Jeg vil klart fraråde, at du går og holder dig i timevis,« lyder det fra Martin Frederik Laursen, der er lektor ved DTU Fødevareinstituttet.
»For det første er det bare ubehageligt at gå og holde sig en hel dag. For det andet er det usundt, hvis det er noget, du gør ofte.«
Den påstand bliver bakket op af et nyt studie fra USA, der har indsamlet data om godt 1.400 personers helbred og afføringshyppighed – altså hvor ofte de går på toilettet.
Studiet understreger en allerede velkendt teori: Jo sjældnere du laver afføring, desto større er risikoen for, at tarmbakterier omsætter det til skadelige stoffer i kroppen.
Kær pølle har mange navne
At skide, tømme ryggen, besørge, lave lort, puste grise op, defækere, lægge en arm: Der er mange mere eller mindre elegante udtryk for den samme handling.
Adspurgt om, hvilket sobert, klinisk verbum man passende kan bruge, ler Martin Frederik Laursen.
»Åh, det ved jeg egentlig ikke. ‘Lave afføring’ måske,« foreslår han.
I et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports, har cirka 1.400 generelt sunde personer rapporteret om netop det: at lave afføring.
Nærmere bestemt har de udfyldt spørgeskemaer over, hvor ofte de gør det, og derudover givet forskerne adgang til at følge en lang række af deres livsstils- og sundhedsdata over tid – en såkaldt kohorteundersøgelse.
På den baggrund er personerne delt ind i kategorier, ud fra hvor ofte de laver afføring:
- Forstoppelse: under to gange om ugen.
- Lav normal: tre til seks gange om ugen.
- Høj normal: en til tre gange om dagen.
- Diarre: mindst fire gange om dagen.
Langt de fleste i forsøget befandt sig i de to normale kategorier.
»Kort fortalt giver studiet god evidens for noget, vi allerede ved, nemlig at tarmbakterierne hos personer med en lavere afføringshyppighed har en tendens til at producere højere mængde af stoffer, som er skadelige for nyrer og hjertekarsystemet,« forklarer Martin Frederik Laursen til Videnskab.dk efter at have læst studiet.
Med andre ord er det som udgangspunkt godt at gå på potten relativt hyppigt.
Studiet viser i øvrigt, at personer, der spiser mange grøntsager – det var ofte kvinderne i undersøgelsen – har tendens til at lave afføring ofte, mens de, som ofte snacker usunde sager – det var især mændene – har tendens til at gøre det sjældnere.
Folk med et højere BMI har desuden en større tendens til diarre, ifølge de amerikanske forskeres data.

Solid data – men visse svagheder
Martin Frederik Laursen har selv forsket i tarmbakteriernes effekt på kroppens sundhed. Blandt andet udgav han og hans kolleger i juni 2024 en artikel i tidsskriftet Nature Microbiology om, hvordan kostfibre i vores mad hjælper tarmbakterier med at danne sunde stoffer frem for skadelige stoffer i tarmen.
Tarmbakterierne og de stoffer, de producerer, er også en del af kernen i det nye studie.
»Tarmbakterier lever typisk af de fibre, vi spiser, fordi vi ikke selv kan nedbryde dem. Når de kommer ned i tyktarmen, spiser bakterierne dem,« forklarer Martin Frederik Laursen, der er en del af forskningsenheden Research Group for Gut, Microbes and Health på DTU.
Fibre får man blandt andet fra grønsager, frugter og fuldkorn.
»Hvis afføringen er længe i kroppen, eller hvis der ikke er fibre nok i maden, begynder bakterierne i stedet at kaste sig over proteinerne, og det er i den proces, at de skaber nogle af de skadelige stoffer, som forskerne har målt i blodet på personerne i den nye undersøgelse.«
Martin Frederik Laursen mener, at det nye studie »solidt underbygger noget, der allerede er evidens for fra tidligere studier.«
Han påpeger dog også, at der er visse svagheder i studiet, man skal have for øje. For eksempel at afføringshyppigheden er selvrapporteret – personerne kan eventuelt have svært ved at huske det eller ‘pynter på sandheden’, fordi det kan være et tabu.
»Man skal også huske, at selvom de viser nogle stærke sammenhænge i studiet, kan man ikke udlede direkte årsagssammenhæng udelukkende fra det her studie. Man skal altid vurdere resultaterne i lyset af andet forskning på området.«
Man kan altså ikke ud fra undersøgelsen konkludere, at hyppige toiletbesøg er direkte garant for en sund tarmflora – selvom det ifølge Martin Frederik Laursen er sandsynligt, når man tager al tidligere forskning i betragtning.
\ Om diarre og forstoppelse
Forstoppelse:
Forstoppelse defineres ifølge Sundhed.dk som »træg, hård og sjælden afføring«.
Ti procent af den danske befolkning lider af forstoppelse, der ofte er forårsaget af fiberfattig mad, for lidt fysisk aktivitet, uregelmæssige afføringsvaner eller irritabel tarmsyndrom.
Behandlingen er, udover eventuel afføringsmiddel, motion, fiberrig mad, rigeligt at drikke og at lave afføring mere regelmæssigt.
Kilde: Sundhed.dk
Diarre:
Diarre defineres ved, at man laver afføring mere end tre gange dagligt. Det kan enten være akut eller kronisk – det vil sige over en periode på mere end fire uger.
Cirka 15 procent af midaldrende og ældre borgere døjer i perioder med diarre.
Årsagerne kan være mange, men hyppigt er det tarminfektioner, for eksempel under en udlandsrejse, laktoseintolerans, forstoppelse, hvor kun den flydende afføring kommer igennem systemet, eller irritabel tarm.
Oplever man kronisk diarre, bør man kontakte sin læge.
Kilde: Sundhed.dk
Skyl tabuet ud med lorten
For at vende tilbage til kontordilemmaet er det altså en god idé for dit helbred, at du laver din afføring, når du skal, også selvom du er på arbejde.
»Der er ingen grund til at vente. Der er ikke noget problem i, at det sker engang imellem, men hvis du systematisk holder dig dagligt, så kan det på den lange bane blive et problem,« siger Martin Frederik Laursen.
Han har desuden et par yderligere råd til en sund afføring:
»Hvis du spiser fiberholdig mad og drikker rigeligt med vand, glider det nemmere igennem. Det er også godt, når du sidder derude, for det kan føre til hæmorider, at man skal presse for meget og for længe, hvis man har hård mave.«
Og så er der den sidste ikke uvæsentlige grund til at holde sig for længe: skammen over lydene og lugten.
Oplever du, at der er et problematisk tabu omkring afføring?
»Det er der i hvert fald ikke herinde hos os. Vi er vant til at sidde med lorten,« griner han.
»Men jeg tror da helt klart, at folk generelt holder sig på grund af tabuet. Men der er tale om ens biologiske behov, og dem skal man lytte til. Det er der ingen skam i.«
































