Til februar er der en stor internationale konference, GREAT EXPECTATIONS på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Her sætter man den nyere hjerneforsknings resultater og perspektiver til debat.
Jeg har modtaget et indlæg, der trækker nogle perspektiver op til konferencen, af en af arrangørerne, lektor Steen Nepper Larsen fra forskningscenteret GNOSIS under Aarhus Universitet.
Han skriver:
Internationalt hersker der kolossale forventninger til neurovidenskabens kortlægning af den menneskelige hjerne.
Nogle forskere hævder ligefrem, at de kan scanne sig frem til det sande menneske, andre at de kan lokalisere livstruende sygdomme i hjernen.
Andre vil gerne fortælle os, hvordan læreprocesser kan optimeres, og hvordan den såkaldte kriminelle hjerne ser ud.
Samtidig med, at vi står på tærsklen til, at en række præstationsfremmende brain-drugs lander på markedet, diskuterer kritiske røster – eksempelvis filosoffer og sociologer – om hjerneforskningen overhovedet har noget at sige om så komplekse og ikke-reduktive fænomener som sind, tænkning og ‘mind’.
Mennesket er måske i bund og grund en uforudsigelig art.
Der sker nye ting
Der er grøde og ombrydning i samtidens hjerne- og selvforståelse:
- Filosofiske antropologer og kognitive semantikere gør sig overvejelser over menneskets neurale natur,
- neurovidenskabelige forskere taler om den sociale og plastiske hjerne,
- evolutionære biologer søger at kortlægge grundlag og rammer for den filosofiske antropologi i evolutionære neurofysiologi,
- religionsvidenskabsfolk taler om kognitive dispositioner for tro på basis af hjernescanninger,
- didaktikere allierer sig med hjerneforskere for at undersøge undervisnings- og læringsformer
- marketingfolk efterlyser mere forskning i neuro-marketing,
- antropologer skriver epistemologiske artikler om scanningsteknologiernes forblændelser og muligheder, og
- cyber- og biosemiotikere taler om tegnenes vandring ind i den menneskelige natur og skriver filosofiske afhandlinger om det mulige fælles grundlag for en tværfaglig sammentænkning af informations-, kognitions- og kommunikationsvidenskaberne.
Ikke længere to lukkede samfund
Vi lever næppe længere inden for C.P. Snows to lukkede kulturer i de videnskabelige samfund.
Megen ny forskning tyder på, at det er langt fra givet, at gamle dages forestillinger om, hvad der udgør forskellen og sætter relationerne mellem henholdsvis ‘nature’ (biologi) og ‘nurture’ (opdragelse/socialisation), holder for en nærmere prøvelse.
Dikotomier og dualismer af alle arter problematiseres i disse år, og der er spændende søgeprocesser i gang på tværs af gamle hegnspæle og traditionelle former for arbejdsdeling.
Det ser ud til, at neurovidenskaben åbner sig over for sociologisk, kropsfænomenologisk, kommunikationsteoretisk og pædaogisk (læringsteoretisk) tænkning, og at både human- og samfundsvidenskab tvinges til at tage neurobiologiske og evolutionshistoriske indsigter og tankeformer alvorligt.
Men hvor ender forskningen og hverdagssproget henne, hvis de to-polede betragtnings- og tankeformer lægges ud på historiens mødding?
Hvor kommer man overhovedet hen, hvis man formår at komme hinsides modsætningen mellem ‘nature’ og ‘nurture’? Og hvad er der ‘beyond’?
Hjernen ændres konstant
Neurovidenskaben synes at have lært en del af sine kritikere.
Reduktive og neurocentristiske positioner synes at måtte vige pladsen for opfattelser af, at den plastiske hjerne er livslangt lærende, og at såvel kropslige rørelser som sociale aktiviteter sætter deres tydelige formende spor i hjernens udvikling.
Når vi beder, lærer at køre på cykel eller læser en bog, ændres hjernen. Hjernen er ikke en skæbne.
Men eksisterer der ingen menneskelige – herunder neurobiologiske – grænser for, hvor meget vi kan lære, og hvad opdragelsen kan bevirke af hjerneændringer?
Det er vores håb, at konferencen bliver en skelsættende begivenhed i Danmark, at den offentlige debat om hjerneforskningens indsigter og muligheder får et kvalitativt løft, og at de højt profilerede forskere kommer til at lære noget af hinanden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg. Der kan derfor forekomme personlige betragtninger, der normalt ikke optræder i Videnskab.dk’s artikler.
