KORT NYT FRA UDLANDET:
Du vidste nok godt, at gulerødder er rimelig sunde, men vidste du, at de sundeste er dem, der er mest orange?
Forskere har i et nyt studie afsløret det gen i gulerødder, der producerer betacaroten, som kroppen kan lave om til A-vitamin. Jo mere betacaroten, der er i guleroden, jo stærkere en orange farve har den. Det skriver phys.org.
Studiet, der har afsløret genet med navnet DCAR_032551, er publiceret i tidsskriftet Nature Genetics.
Der er god grund til at vælge de mest orange gulerødder, for A-vitamin er en vigtig kilde til at styrke vores immunsystem, vækst og syn. Carotener er desuden antioxidanter, som beskytter mod hjerte-kar-sygdomme og nogle former for kræft.
Carotener blev først opdaget i gulerødder, men hvilket af de 32.115 gener i guleroden, der er mest ansvarligt for at producere betacaroten, har indtil nu været et mysterium.
Man har nu kortlagt den komplette liste af gener i guleroden, ligesom man allerede har gjort med blandt andet kartoffel, agurk, tomat og peberfrugt.
»Vores resultater vil facilitere biologiske opdagelser og bidrage med forbedring i gulerødder og andre afgrøder,« siger Philipp Simon, hovedforfatter af studiet og professor ved University of Wisconsin-Madison, til psys.org.
Forskerne mener nemlig, at nu de har identificeret det gen, der producerer betacaroten, er det muligt gennem genteknologi at importere dette gen i andre rodfrugter, såsom cassava, der vokser i Sydamerika og Afrika.
Læs også:
Vitamin-undersøgelse vækker røre i Danmark
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd



































