Danske forskere har blandt de grønlandske inuit fundet en variant af et gen, som muligvis kan vise vejen til en kur mod fedme.
Genet, der går under navnet ADCY3, gør 1 ud af 25 inuit fede, og samtidig er der næsten garanti for, at personer med genvarianten udvikler type 2-diabetes, hvis de har to kopier af det i deres arvemasse.
Ifølge en af de danske forskere, som har været med til at opdage genet, kan fundet på sigt være med til at hjælpe mod den fedmeudvikling, der finder sted i verden i dag.
»Vi kan blandt andet se, at når vi øger aktiviteten af genet i mus, bliver de resistente over for fedme. Kan vi forstå, hvordan genet virker, kan vi måske også finde en måde at aktivere det på i mennesker, så vi kan hjælpe svært overvægtige mennesker,« fortæller en af forskerne bag opdagelsen, professor Torben Hansen fra Section for Metabolic Genomics ved Københavns Universitet.
Studie er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Genetics.
\ Historien kort
- Inuit og få pakistanske familier har en variant af et gen, som gør dem fede.
- Genvarianten ser ud til at kontrollere appetitten.
- Når forskerne skruer op for aktiviteten af genet i mus, kan musene ikke tage på, og håbet er, at samme signalvej i hjernen kan bruges i kampen mod den igangværende fedmeepidemi.
Tre studier understøtter hinanden
Forskningsresultatet er kun ét ud af tre omkring ADCY3-genet, der er kommet i samme udgave af Nature Genetics.
- De to andre studier understøtter det danske studie, idet de også viser en sammenhæng mellem en ødelagt version af genet og risikoen for fedme og type 2-diabetes.
- Det ene studie viser desuden, at genet spiller en rolle for appetitregulering og stofskiftet i mus.
- Det andet finder den ødelagte genvariant blandt indgifte pakistanske familier, hvor nogle individer allerede som børn blev meget fede.
Derfor er resultaterne også værd at lægge mærke til, vurderer Thorkild I.A. Sørensen, der er fedmeforsker ved Novo Nordisk Foundation Center for Metabolic Research, men som ikke har noget med det nye studie at gøre.
»Det brede perspektiv er, at kendskab til disse funktioner måske kan danne basis for behandling og forebyggelse af fedme,« siger Thorkild I.A. Sørensen.
\ Læs mere
Genvariant gør inuit 15 kg tungere
Det danske studie, der er lavet ved at sammenligne sundhedsdata og variationer i arvematerialet blandt mere end 5.000 grønlandske inuit, viser, at 4 procent af inuit har en ødelagt variant af genet ADCY3.
Varianten gør, at genet øjensynligt ikke fungerer, som det skal, og hvis inuit har én kopi af genvarianten, vejer de gennemsnitligt to kilo mere end resten af befolkningen og har to centimeter mere omkring livet.
De har også øget risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Har inuit til gengæld 2 kopier af genvarianten, vejer de gennemsnitligt 15 kg mere end resten af befolkningen og har 17 centimeter mere om livet.
Ved at studere store genomdatabaser fandt forskerne desuden type 2-diabetes hos syv ud af otte undersøgte ikke-inuit, der havde mistet funktionen af en kopi af ADCY3-genet.
»Vi finder en meget svær arvelig fedme, der er forbundet til fejl i ADCY3-genet. Det er en effektstørrelse, hvor ét enkelt gen virkelig flytter noget, og så er det også et helt nyt gen, der ikke er beskrevet i denne sammenhæng før,« forklarer Torben Hansen.
Fokus på fedmebehandling af inuit
For inuit er det selvfølgelige direkte relevant, at 1 ud af 25 af dem bærer rundt på en genvariant, der øger deres risiko for overvægt og diabetes.
Får to personer, der bærer rundt på genvarianten, et barn sammen, er der 25 procent sandsynlighed for, at barnet får to kopier af genet, og så kan det højst sandsynligt se frem til et liv med fedme og type 2-diabetes.
»Her er det næste naturlige skridt, at vi kigger på, om nogle af de behandlingsformer til svær fedme, som vi har i dag, virker på denne gruppe mennesker,« siger Torben Hansen.
\ Mange institutioner bag studiet
Studiet er lavet i samarbejde med blandt andet forskere fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet, Grønlands Universitet, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.
Mus med hyperaktivt gen bliver resistente over for fedme
For alle andre kan den nye opdagelse også være relevant, fordi den peger på et mål for fremtidig fedmebehandling.
Torben Hansen fortæller, at forskere allerede har lavet genetisk ændrede mus, hvor de har ødelagt ADCY3-genet, og her kan de se, at musene bliver meget fede.
Når forskerne til gengæld skruer op for aktiviteten af den korrekte version af genet i mus, bliver musene resistente over for fedme. De kan simpelthen ikke blive overvægtige.
Man kan selvfølgelige ikke på samme måde ændre på gener i mennesker, men opdagelsen giver en ny indsigt i en fedmemekanisme, der kan blive mål for fremtidig medicin.
»Et af perspektiverne er, at man kan stimulere den signalvej, som genet er involveret i, og på den måde bekæmpe fedme. Det kan på sigt have betydning for behandling af svært overvægtige mennesker,« siger Torben Hansen.
Forskellige gener gør forskellige befolkningsgrupper fede
Et andet perspektiv er, at opdagelsen peger på den vigtige lektie i, at man ikke bare kan sammenligne folkeslag og tro, at fordi eksempelvis danskere med lyst hår og blå øjne bliver fede af et eller andet gen, at det så også gælder for inuit eller alle mulige andre folkeslag, der har en anderledes genetik.
Ifølge Torben Hansen er risikoen for eksempelvis diabetes forskellig mellem folkeslag, og det skal man som både forsker og læge huske på, når man skal vurdere risikoen for at få sygdommen.
»Det er et bredere perspektiv, som gør, at man nok bør lave mere forskning i, hvad der specifikt giver forskellige befolkningsgrupper overvægt og relaterede sygdomme,« mener Torben Hansen.
Ødelægger genet i hjernen på mus
Torben Hansen er sammen med sine kollegaer gået i gang med at undersøge, hvorfor ADYC3 har den effekt på inuit, som genvarianten har.
Deres formodning er, at genet spiller ind i appetitreguleringen, og derfor planlægger de forsøg med mus, hvor de ødelægger genet forskellige steder i hjernen for at finde ud af, hvor genvarianten har en effekt.
»På den måde kan vi finde ud af, hvilke områder i hjernen der er afhængige af, at det her gen er velfungerende, for ikke at personen skal blive fed og få type 2-diabetes,« fortæller Torben Hansen.
