Diabetes-epidemi truer i Grønland

Indtil for under hundrede år siden var Grønland et fangersamfund. Inuit levede primært af de dyr, de selv skød eller fangede.

Først i 1950’erne startede grønlænderne en moderniseringsproces, og så gik stærkt: I dag er der kun ganske få, som udelukkende lever af den kost, de selv har skudt, plukket eller hevet i land.

»Grønland har gennemgået en kæmpestor udvikling over relativt kort tid. Siden 2. Verdenskrig er der sket enormt meget,« siger Michael Lynge Pedersen, der er ph.d. og læge fra Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk og Grønlands universitet Illisimatusarfik.

»På sundhedsområdet er der sket en del forbedringer, og grønlænderne lever længere end tidligere. Men der er også kommet nye sygdomme til, og en række ting er gået skævt. Man kan roligt sige, at moderniseringsprocessen har ændret sygdomsmønstret,« fortsætter han.

Mange i Grønland spiser usund importeret mad

Mange af de nye sygdomme er livsstilsbetingede. De skyldes ændrede levevaner - blandt andet at grønlænderne spiser en helt anden kost end tidligere, og at der ofte ryger mange importerede fødevarer af den usunde slags indenbords.

Type 2-diabetes er en af de sygdomme, der er kommet til landet, og i de seneste årtier har et stigende antal i inuit-befolkningen fået problemer med blodsukkeret. For med moderniseringen steg fødevareudbudet.

McDonalds og andre vestlige fastfood-kæder har godt nok ikke invaderet Grønland, men i Nuuks supermarkeder kan man købe flødeskumskager, cola og chips langt billigere end grøntsager. Og i nogle små bygder kan man slet ikke købe frisk grønt.

»Importeret mad er ikke i sig selv dårligt. Problemet er, at den grønlandske befolkning i vid udstrækning spiser den usunde, importerede kost,« siger Peter Bjerregaard, professor på Statens Institut for Folkesundhed samt Grønlands Universitet Illisimatusarfik og leder af en række undersøgelser af den grønlandske befolknings sundhedstilstand.

»Vi ser en klar tendens til, at der bliver spist mange kager og meget slik. Der bliver drukket meget sodavand og andre søde drikke. Grøntsager og frugt er dyrt, og det er ikke alle steder man kan få det. Jo længere, man kommer ud på landet, jo vanskeligere er det at få fat i. Derimod er det ganske let at købe en citronmåne eller en cola. Usunde varer er langt mere tilgængelige og billigere,« fortæller han.

Velfærdssamfundet medbragte type 2-diabetes

Konsekvensen er, at et stigende antal grønlændere er overvægtige, og type 2-diabetes er en af de livsstilssygdomme, der er opstået i takt med Grønlands hurtige omstilling fra fangersamfund til velfærdsstat.

»Type 2-diabetes fandtes stort set ikke for halvtreds år siden. I 1962 lavede man en stor befolkningsundersøgelse, hvor man testede i urinen, om folk havde diabetes. Der var under en procent, der blev testet positive,« siger Michael Lynge Pedersen, som har skrevet ph.d.-afhandling om behandling af type 2-diabetes i Grønland

Omkring årtusindskiftet lavede forskere endnu en undersøgelse af diabetes-forekomsten i Grønland. Denne gang fandt de, at 10 procent af de voksne over 35 år havde diagnosen.

Derudover havde 20 procent prædiabetes, som er et forstadie til sygdommen.

»Et væsentligt fund var, at 70 procent af dem, der havde type 2-diabetes, ikke vidste det. De var ikke blevet diagnosticeret. Konklusionen var, at mange havde diabetes, og at der var stort behov for at sætte en struktureret indsats i værk,« siger Michael Lynge Pedersen.

Diabetesepidemi er på vej

Siden 2008 har Michael Lynge arbejdet med at få det grønlandske sundhedsvæsen i gear til at håndtere diabetes og de sygdomme, der ofte følger med.

Han og kolleger har sørget for, at diabetesbehandlingen er forskningsbaseret og ensrettet i hele landet også ude i de små, fjerntliggende bygder, hvor der ofte ikke er en læge, og hvor indbyggerne skal med fly eller båd for at komme på hospitalet. Derudover har de udviklet journalføringen, så den elektroniske patientjournal idag kan bruges som en slags kvalitetsdatabase.

Målet er at tage type 2-diabetes i opløbet, før sygdommen bliver til en egentlig epidemi, som man har set i en række andre lande, der på kort tid er blevet moderniseret.

»I Grønland er vi nok stadig i begyndelsen af en diabetesepidemi og jo mere, vi kan gøre for at være systematiseret og effektive jo bedre. For i kølvandet på diabetes kommer en række følgesygdomme. Det har man set globalt,« siger Michael Lynge Pedersen.

Infrastrukturen er en udfordring

I et land med kun cirka 56.000 indbyggere skulle man tro, at det er en smal sag for det grønlandske sundhedsvæsen at få diagnosticeret og sat patienter med type 2-diabetes i behandling. Men der er en række udfordringer.

»Vores sundhedsvæsen er godt nok fleksibelt og småt, men en diabetesepidemi er en supertanker. Grønland er et kæmpestort land, hvor der ikke bor ret mange mennesker, til gengæld bor de spredt og langt fra hinanden,« siger Michael Lynge Pedersen og fortsætter:

»Nogle steder er der ingen læge, andre steder ingen sygeplejerske. Og i de mindre bygder er sundhedsvæsenet ofte kun tilstede med sundhedspersonale, der har en relativ kort uddannelse. Geografien er en fundamental udfordring.«

Grønlændere er genetisk disponeret for diabetes

Det er et langt, sejt træk at få bugt med type 2-diabetes og andre livsstilsbetingede, kroniske sygdomme i Grønland, og det bliver ikke mindre sejt af, at op mod hver femte grønlænder har en genvariant i deres arvemateriale, som gør, at de har særligt svært ved at tolerere sukkerholdig mad.

Genvariantens forekomst blev for et par år siden påvist af danske forskere og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Inuit, som har det genetiske særpræg, har hele 80 procents risiko for at få type 2-diabetes i løbet af livet. Det skyldes, at deres genvariant medfører, at det sukker, de får gennem maden, ikke bliver optaget i deres muskler. I stedet bliver sukkeret lagret i deres blod.

Derfor bliver deres blodsukker ofte for højt, hvilket netop er et af kendetegnene ved diabetes.

»Genvarianten kan være opstået, fordi den gav inuit en overlevelsesmæssig fordel, dengang de spiste meget protein og fedt, men stort set ikke fik kulhydrater,« siger professor Marit Eika Jørgensen, der forsker i grønlændernes diabetesforekomst for Steno Diabetes Center, København.

»Vores bedste teori er, at genvarianten forhindrede, at fanger-folket, som stort set ikke indtog kulhydrater, fik for lavt blodsukker. Men i dag, hvor grønlænderne får en helt anden og meget mere sukkerholdig kost, gør det dem syge, når der bliver ophobet for meget sukker i blodet.«

Inuit skal deltage i et kontrolleret forsøg

Marit Eika Jørgensen lavede den undersøgelse, som ved årtusindskifte viste, at mange grønlændere ikke vidste, at de havde diabetes, og i 2014 var hun med til at lave det genetiske studie, hvor den inuit-specifikke genvariant blev fundet. Siden arbejdet videre med at identificere genetiske faktorer, der præger inuitbefolkningens stofskifte.

I øjeblikket er hun og kolleger fra Københavns Universitet i gang med et projekt, som skal afklare, hvilken effekt fysisk aktivitet har på inuit, som har den genvariant, der øger deres risiko for type 2-diabetes.

Normalt har type 2-diabetespatienter gavn af at træne, og befolkningsstudier tyder på, at fysisk aktivitet har en endnu mere gavnlig effekt på de inuit, der har den særlige gen-defekt.

»Det tyder på, at træning kan være en vigtig faktor til at forsinke diabetesudvikling så længe som muligt hos bærere af genvarianten,« siger Marit Eika Jørgensen.

»Det ser endda ud til, at dem, der har genvarianten, har en bedre effekt af fysisk aktivitet end dem, der ikke har den. Det er overraskende, for blodsukkeret er stadig markant højere hos dem, der har genvarianten end hos dem, der ikke har den,« fortsætter hun.

Forsøgsdeltagere skal fra Grønland til København

I det projekt, Marit Eika Jørgensen er i gang med, skal grønlændere med genvarianten testes i et kontrolleret forsøg, hvor de skal lave forskellige former for fysisk træning.

Efter træningssessionerne vil forskerne blandt andet måle deres blodsukkerværdier og undersøge deres celler.

Det er dog lidt omstændigt at komme i gang, for forsøgsdeltagerne skal transporteres fra forskellige steder i Grønland til København, fordi man ikke har laboratoriefaciliteter i Nuuk.

»Vi skal lave biopsier, som skal fryses ned med det samme, og det er en af de mange ting, der ikke kan lade sig gøre i Grønland. Det er logistikmæssigt krævende at få folk til København, men vi glæder til at komme i gang og håber, at vores resultater kan bruges til at lave bedre behandling og forebyggelse,« siger Marit Eika Jørgensen.

Infrastrukturen er således en udfordring, man hele tiden støder på i Grønland, både når man skal lave forskningsprojekter, som det Marit Eika Jørgensen er i gang med, og når man skal behandle patienterne.

Pårørende bliver ikke inddraget

Tine Aagaard, der er ph.d. på Grønlands Universitet Ilusimatursafiks Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab, forsker i kronisk syge patienters egne perspektiver på sundhed og patientinddragelse.

Hun genkender, at infrastrukturen i Grønland kan give vanskeligheder både under indlæggelsen, og når der skal følges op på patienterne, efter de er blevet udskrevet:

»Det er for eksempel et problem, at pårørende sjældent inddrages, hverken som ressourcepersoner eller som nogen, der selv har brug for støtte. På grund af bosætningsmønster og infrastruktur har mange pårørende ikke mulighed for at være til stede, når patienterne er indlagt på det lokale sygehus eller på landshospitalet i Nuuk,« siger hun.

Opfølgning i hverdagen giver bedre resultater

I sin forskning har Tine Aagaard fulgt kronisk syge patienters dagligdag, efter at de er blevet udskrevet fra landshospitalet i Nuuk.

Hendes indtryk er, at patienterne ofte overlades lidt for meget til sig selv.

»Der satses i disse år på telemedicin, som gør det muligt for læger, sygeplejersker og terapeuter i byerne at rådgive og guide personalet lokalt. Nogle steder fungerer det godt. Men det er ikke nok kun at rådgive for eksempel om medicinering og fysisk træning,« siger Tine Aagaard.

Ifølge Tine Aagaard er det afgørende for patienter med en kronisk sygdom som eksempelvis type 2-diabetes, at læger og sundhedspersonale har kendskab til patienternes liv og de udfordringer, de har i hverdagen.

»Hvis behandlingen i højere grad end i dag inddrager patienterne, vil mange problemer kunne forebygges, for eksempel vil man kunne forhindre, at komplikationer til sygdommen får lov til at udvikle sig, eller at pårørende brænder ud og selv bliver syge,« siger hun.

Det kan dog være svært at lave kontinuerlig opfølgning på patienterne i Grønland, for mange steder er der ikke fast personale ansat. En stor del af sundhedsvæsenets ansatte kommer fra Danmark og bliver ansat i korte vikariater, hvorefter de rejser hjem igen.

I sin forskning har Tine Aagaard undersøgt, hvordan det grønlandske sundhedsvæsen kan blive bedre til at inddrage patienter med kroniske sygdomme på trods af mangel på fastansat personale. Hun foreslår blandt andet, at man i højere grad trækker på grønlandske sundhedsassistenters kendskab til patienternes sprog, kultur og dagligdag.

Scroll lidt længere ned og læs mere om det.