Tarmforsker: »Ingen interesserer sig for lort«

I midten af 1990'erne grinede danske TV-seere hjerteligt af Ernst-Hugo Järegårds arrogante overlæge, der i von Trier-serien Riget ledte efter svar på livets store spørgsmål i sin afføring, som han studerede indgående efter hver tømning. Her 20 år senere virker den svenske læges opførsel ikke længere helt så aparte.

I dag er tarmene på vej op, så at sige – til at blive et hot forskningsområde - og en række af de tunge folkesygdomme fra fedme, åreforkalkning, irritabel tyktarm og forstoppelse til forhøjet blodtryk og gigt kædes sammen med dårlige tarmfunktioner.

Nogle mener sågar, at psykiske lidelser som angst og depression påvirkes af klimaet i tarmene.

Men sådan var det ikke i 90'erne. Og mavetarmspecialist Dennis Raahave har karrieren igennem tydeligt mærket, at tarmen er menneskets lavest rangerede organ i det indbyrdes hierarki, hvor hjernen naturligvis rangerer øverst.

»Det er synd, at hakkeordenen er sådan, for tarmen er et unikt organ, der snor sig graciøst fra munden til anus med meget fint koreograferede bevægelsesmønstre – og lyde.«

Sådan lyder Dennis Raahaves loyale og næsten lyriske præsentation af menneskets otte meter lange fordøjelseskanal i en Politiken-kronik fra den 31. maj 2015.

Den raahaveske fortælleglæde skinner også igennem, når han opruller sin historie for Uniavisen (hvor denne artikel oprindeligt er publiceret, red.). Raahave indleverede en ph.d.-afhandling i en alder af 76, og det gør ham til ældste person nogensinde, der har opnået ph.d.-graden fra Københavns Universitet.

Dr.med. i 1979, ph.d. i 2014

Allerede i 1979 blev Dennis Raahave dr.med. Alligevel valgte han altså 35 år efter en rost disputats igen at træde frem foran et panel af opponenter på Panum – denne gang for at forsvare en ph.d.-afhandling med titlen 'Faeces retention: A common cause in functional bowel disorders, appendictis and haemorrhoids – with medical and surgical therapy'.

Det kan lyde lidt bagvendt: Hvorfor bruge tid og kræfter på at lave en ph.d., når man allerede i en alder af 41 kunne kalde sig doktor i medicin, og når man efterhånden kunne trække sig mageligt tilbage efter et langt arbejdsliv?

For Dennis Raahave giver det mening: Han betegner ph.d.-graden som det punkt, der afslutter hans akademiske cirkel. Og det hænger sammen med en erfaring, Dennis Raahave har gjort sig gennem årene, nemlig at hans kollegaer har vendt det døve øre til.

Og denne, sidste, akademiske blåstempling, er et af mange forsøg på at råbe lægekollegaerne op.

Den sidste ronkedor

Selvom han har været overlæge i kirurgi med i perioder både 60 og 90 timers arbejdsuge, har Dennis Raahave nået 85 publikationer og er den, der holdt flest foredrag – 25 – i Kirurgisk Selskab. I hans liv er kirurgien og videnskaben gået hånd i hånd, siger han. Han har skam søgt, men noget professorat fik han aldrig.

»Selvom kvalifikationerne, også de undervisningsmæssige, var ok, så hæftede man sig ved, at jeg ikke havde fået skabt noget miljø omkring mig,« siger Dennis Raahave. En indvending, han sådan set godt forstår:

»Jeg er en af de sidste ronkedorer, for jeg er soloist. Det har selvfølgelig store fordele at være del af en større gruppe, hvor nogle er gode til at bruge hænderne, andre er gode til at skrive, og andre igen laver statistik og kurver. Jeg har lavet det meste selv.«

Kandidatstipendium med kjolefløjl

Vi skal tilbage til begyndelsen. Da Dennis Raahave havde overstået sin kursisttid i kirurgi på Rigshospitalet, stod han med nogle spørgsmål, som ingen kunne give tilfredsstillende svar på:

»Jeg husker fra min egen kirurgiske start, at man egentlig ikke vidste, hvorfor man gjorde hvad, og så tør man jo ikke ændre noget som helst i en vedtagen rækkefølge af angst for at ende ud med noget forfærdeligt i den anden ende.«

Men den unge kirurg havde ikke fidus til alle praksisser, han så på operationsgangen. Derfor søgte og fik han et treårigt kandidatstipendium og kastede sig over forskningen. På det tidspunkt havde man ikke en formel vejleder, og man var i vid udstrækning overladt til sig selv, sine teser og den tilgængelige litteratur.

Og så gik Dennis Raahave ellers i gang med sine undersøgelser, der omfattede hjemmekøkken, kjolestof og husholdningsfolie, fortæller han.

»Dengang var sårinfektioner efter kirurgiske indgreb altid en trussel, og der var mange af dem – især hvis man opererede på mavetarmkanalen.«

»Han siger, at vi selv står og sviner i sårene!«

Infektionerne var både omkostningstunge for sundhedssystemet og meget smertefulde for patienterne, og Raahave havde de gængse metoder mistænkt for at misse pointen:

»Man brugte en bomuldspodepind på såret, som man stak ned i et tørglas og sendte til bakteriologisk laboratorium. Men de fleste bakterier døde altså undervejs på den tur,« siger Dennis Raahave.

Han fortæller, hvordan han købte hvidt kjolefløjl på Strøget, som han kogte hjemme i køkkenet og klippede ud i lapper, som han så armerede med husholdningsfolie på bagsiden. Med dem udviklede han en mikrobiologisk metode, hvormed han med de steriliserede fløjlslapper tog friske aftryk af bakterierne i alle led af en operation.

Resultaterne var epokegørende. Alle havde troet, at sårene var sterile. Det var de ikke. Men i stedet for at klappe i hænderne af begejstring over at der nu fandtes en metode, der kunne minimere risikoen for sårinfektioner, følte mange kollegaer deres ære gået for nær: »Det vakte furore: Han siger, at vi selv står og sviner i sårene!«

Mere berømt ude end hjemme

Undersøgelsesresultaterne blev publiceret, men udelukkende i internationale tidsskrifter. En erfaring, der løber som en streng gennem hele Dennis Raahaves karriere:

»Jeg kan næsten ikke råbe mine kollegaer op. Generelt er det sådan, at når der kommer noget nyt, bliver det set på med skepsis af det eksisterende miljø. Der er en meget lang udbredelsestid fra en klinisk eller eksperimentel opdagelse til det begynder at slå igennem. Horisonten er i dag 10-15 år. Og det er jo mærkeligt i vores teknologiske tidsalder – men det skal jo implementeres i et miljø, og miljøer er konservative,« siger Dennis Raahave.

Men en disputats kom der ud af infektionsarbejderne: »Der var kun en forfatter på hvert af disputatsens 10 arbejder. Mig. Det ville sgu se mistænkeligt ud i dag, hvor der er så mange forfattere til alle artikler.«

Dennis Raahaves disputats gav international genlyd: »Jeg mødte professor Henrik Kehlet på en pub i England, og han sagde: 'Du er meget mere berømt ude end hjemme, hvordan kan det være?' Ja, de hører ikke, hvad jeg siger.«

»Ingen interesserer sig for lort«

Dennis Raahave nævner sin artikel i Ugeskrift for Læger for nylig, der påstår, at mange af patienterne med fordøjelsesproblemer lider af 'skjult' forstoppelse.

»Mine kollegaer modgår det ikke, de har bare no comments. De holder sig til de etablerede kriterier for, hvordan vi definerer kronisk forstoppelse og irritabel tyktarm. At der så er nogle mellemspil derimellem, som vi kortlægger – det har nok ikke den store betydning.«

Men for de 1,2 millioner danskere, der har mas med maven har det kæmpe betydning, understreger Dennis Raahave, og man fornemmer en solidaritet med patienterne:

Det lægelige miljø har altid betragtet mit felt som minor. Ingen interesserer sig for lort.

Dennis Raahave

»I dag er mange af dem opgivet af systemet og erklæret raske. Men de har stadig alle symptomerne. Så kan de bruge flere år på at eksperimentere sig frem med fastekure og diæter med eller uden gluten og laktose.«

Men området er altså fortsat præget af diagnoser, der ifølge Raahave ikke er voldsomt godt funderet. Og selvom han ifølge eget – og de hundredvis af patienter, han har behandlet i sin private praksis gennem årene – udsagn, kan helbrede de syge ved at dæmme op for den skjulte forstoppelse, er udviklingen stort set status quo.

Dennis Raahave siger, at journalister og almindelige mennesker er langt mere interesserede i tarmproblemer end hans lægekollegaer, og han mener, at det skyldes feltets lavstatus:

»Jeg har livet igennem været beskæftiget med fæces i grovform. Altså det, der kan ses og føles. Det er rigtigt, at tarmbakteriernes betydning er meget oppe i tiden, og der bruges mange penge på det nu. Men det lægelige miljø har altid betragtet mit felt som minor. Ingen interesserer sig for lort.«

Jørgen Leth er et forbillede

For Dennis Raahave er den nyeste titel i rækken, ph.d.'en, et håndfast bevis på, at hans metoder har videnskabens blå stempel, selvom det har været svært for ham at trænge igennem til de kittelklædte kollegaer.

Tarmen er et unikt organ, der snor sig graciøst fra munden til anus med meget fint koreograferede bevægelsesmønstre

Dennis Raahave

For at sprede sit ord besluttede Dennis Raahave for år tilbage at gå nye veje og bringe sine budskaber ud gennem de brede medier og befolkningen. Han er generøs med at give interview til både trykte medier, TV og radio, han er ekspert på netdoktor, og han svarer alle de folk, der mailer ham for råd og vejledning.

»Det er meget underholdende. Og jeg bruger stadig tid på at kommunikere til kollegaer på forskellige indirekte faconer, når jeg skriver brevkassesvar. Ofte slutter jeg et svar sådan her: 'Tag mit svar med til din egen læge. Det er muligt at han ikke er helt informeret op til det her'.«

Der er i hvert fald tegn på, at Dennis Raahaves metoder har haft betydning for mange patienter, for huset i Hørsholm bugner af taksigelseskort, flasker og chokolade.

I dag er der mange, der kigger dybt i deres afføring. Har du det lidt sådan: Hvad sagde jeg?

»Ja, det kommer jeg jo til at sige, hvis jeg ellers trækker vejret længe nok,« siger Dennis Raahave tørt.

Nu glæder han sig til at få tid til skønlitteraturen, siger han. Han er lige blevet færdig med Eske Willerslevs underholdende bog, der »jo også handler om lort. Omend på andre måder.«

Og så vil han sluge den seneste Jørgen Leth-bog:

»Jeg er stor fan. Han tiltaler mig som menneske. Han har også fået nogen på siden af hovedet, men det ender altid på et eller andet tidspunkt med, at folk kan se, at han havde fat i noget, der var rigtigt.«

Og det appellerer til Dennis Raahave, der forsikrer om, at han ikke er den mindste smule bitter: »Jeg har lige sagt til min kone, at jeg ville gøre det hele igen«.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos Universitetsavisen.