Den italienske klassiker ‘cacio e pepe' består kun af tre ingredienser - pasta, osten pecorino og peber - men det er alligevel notorisk svært at opnå den perfekte, cremede konsistens.
For når man laver retten efter den traditionelle opskrift, skal man holde tungen lige i munden, når man bruger det stivelsesrige pastavand til at lave en homogen sauce, som klæber sig til nudlerne.
Det kan hurtigt gå galt, men frygt ej! For nu har et hold fysikere fundet en sikker måde at lave saucen på, så man undgår, at den klumper til.
Det fremgår af et nyt studie, som blandt andre The Guardian beskriver.
Man tager blot fem gram stivelse i pulverform (såsom majsstivelse eller kartoffelstivelse) og blander det med 50 gram vand.
Når det varmes op, stivelsen aktiveres, og blandingen bliver tykkere, kommer man 100 gram koldt vand ned i blandingen, hvorefter man blender det hele sammen med 200 gram pecorino og ristet peber.
Blandingen mikses så sammen med 300 gram kogt pasta, der er drænet for vand og afkølet en smule, så varmen ikke risikerer at destabilisere saucen.
Og så er du klar til at servere klumpfri cacio e pepe for dig selv og én, du har kær!
»En ægte italiensk bedstemor eller en dygtig kok fra Rom ville aldrig have brug for en videnskabelig opskrift til at lave cacio e pepe, men i stedet fæste sin lid til instinkter og mange års erfaring,« skriver forskerne i tidsskriftet Physics of Fluids.
»Men for alle andre tilbyder denne guide en praktisk måde at mestre retten på,« afslutter de.

































