KORT NYT FRA UDLANDET
Det kan være svært at gennemskue, hvorfor noget så grusomt som nedgroede negle opstår. Men nu kan du få svaret.
Forskere har for første gang lavet en matematisk model, der forklarer neglenes vækst – inklusiv nedgroede tånegle. Det skriver Popular Science.
Modellen viser blandt andet, at neglenes sundhed afhænger meget af balancen mellem neglenes evne til at sidde fast og væksten. Hvis der opstår en ubalance, kan neglen ændre form, hvilket ifølge Popular Science kan medføre seriøse problemer.
»Vi har fundet ud af, at tre kendte forhold – nedgroede, krumme og skeformede negle – i princippet er tre sider af samme sag. De er nemlig alle sammen relaterede til fysikken bag neglen,« siger Cyril Rauch, der er professor i veterinærmedicin på University of Nottingham og hovedforfatter på studiet, til Popular Science.
Nedgroede negle opstår ifølge forskernes model, fordi neglens vækst er større end dens evne til at sidde fast. Ubalancen er derimod omvendt hos folk, der har krumme negle. Her danner neglen et ’c’ og klemmer tåen, fordi neglens evne til at sidde fast er stærkere.
En tredje negle-lidelse er skeformede negle. De opstår ifølge forskerne mest hos ældre, da neglen med tiden bliver dårligere og dårligere til at hæfte sig fast. Neglen vil derfor begynde at bukke opad som en ske.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Physical Biology.
Læs også:
Lille abe havde verdens første negle
Hygiejnehypotesen: Derfor er skidt og snavs sundt - især for børn
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml































