Hormonspiraler, der sættes op i kvindens livmoder og som forhindrer graviditet, er i løbet af de seneste cirka 15 år blevet meget populære i Danmark.
Spiralen, der er en meget effektiv præventionsform med sine 99 procents beskyttelse mod graviditet, har været udråbt som et godt alternativ til p-pillen, der er kædet sammen med både højt blodtryk og øget risiko for brystkræft.
Men nu viser et nyt studie af forskere fra Kræftens Bekæmpelse, at hormonspiraler også er kædet sammen med en øget risiko for netop brystkræft.
Det skriver Politiken om studiet, der er udgivet i tidsskriftet JAMA.
»Vi skal derfor betragte brystkræft som en bivirkning til hormonspiralen, sådan som det også er tilfældet for p-piller,« siger Lina Mørch, der er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, til Politiken.
Studiet er baseret på registerdata fra 157.190 danske kvinder i alderen 15-49 år.
Forskerne bag studiet finder, at når 10.000 kvinder har brugt hormonspiral i fem år, så opstår 14 ekstra brystkræfttilfælde blandt dem sammenlignet med en lige så stor gruppe kvinder, der ikke bruger hormonspiral. Det svarer til 40 procents øget risiko.
Resultaterne viser også, at hormonspiralen er mest problematisk for kvinder over 35 år. Risikoen for brystkræft stiger nemlig i takt med kvindernes alder, og også hvis hormonspiralen sidder mange år i kvindens livmoder.
Registerstudier som dette kan dog ikke påvise en kausal sammenhæng (se faktaboks) - altså at årsagen til den højere kræftrisiko er hormonspiralen - da andre faktorer kan spille ind.
\ Om korrelation versus kausalitet
Korrelation betyder, at der er et sammenfald mellem to faktorer. Så når den ene for eksempel stiger, gør den anden også.
Men at ting sker på samme tid eller umiddelbart efter hinanden, kan være et tilfælde og betyder ikke nødvendigvis, at det ene medfører det andet - der kan være mange andre forklaringer.
En australsk statistik viser eksempelvis, at antallet af drukneulykker stiger i takt med salget af is. Men det betyder ikke, at isgufferi øger risikoen for at drukne. Den bagvedliggende årsag til det statistiske sammenfald er sandsynligvis, at folk både bader mere og spiser flere is om sommeren.
En kausalitet eller årsagssammenhæng betyder derimod, at den ene størrelse direkte forårsager den anden. For eksempel at rygning øger risikoen for kræft.
For at finde en årsagssammenhæng kan forskere - hvis det er muligt og etisk forsvarligt - foretage et lodtrækningsforsøg, hvor én gruppe forsøgspersoner udsættes for en behandling, som så sammenlignes med en kontrolgruppe, der ikke får den behandling.
Læs mere i artiklen 'Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?'.
Selvom studiet ikke kan bevise, at hormonspiralen er direkte årsag til brystkræft, er det statistiske sammenfald mellem spiralen og forekomst af kræfttilfælde ifølge forskerne bag nok til, at kvinder bør overveje præventionsformen, og at særligt kvinder over 35 år bør overveje at vælge en spiral med lavere dosis af hormoner.
I 2017 udgav nogle af de samme forskere et lignende studie, der koblede p-piller med en let øget risiko for brystkræft. I den forbindelse bragte Videnskab.dk en artikel med hjælp til at beslutte, om man bør holde fast i præventionsformen eller ej.

































