Forskere bifalder Mette Frederiksens ambition om flere stofindtagelsesrum – og kommer med en advarsel

Den 12. september 2011 blev der skrevet Danmarkshistorie.

Her blev der nemlig taget det første danske fix i et fixerum – det vil sige et rum, hvor stofbrugere kan indtage deres stoffer lovligt og under opsyn af personale, der står klar til at hjælpe.

Siden er der åbnet fem danske stofindtagelsesrum, hvor man altså ikke blot fixer, men også ryger stoffer: To i København og et i henholdsvis Aarhus, Odense og Vejle.

Men fem er ikke nok, påpegede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i Folketinget tirsdag:

»Vi vil gerne afsætte penge til flere. Til at udvide de nuværende stofindtagelsesrum, længere åbningstider, flere pladser og til at oprette nye i andre danske byer.«

Både dansk og udenlandsk forskning peger på, at det på mange områder er gavnligt med flere stofindtagelsesrum.

»Men de må helst ikke blive for store. For vi ved fra vores forskning, at det kan blive hektisk og ligefrem voldeligt, når der er for mange forskellige stofbrugere,« forklarer Esben Houborg, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Han kommer derfor med flere anbefalinger til, hvad man bør fokusere på, når der skal oprettes flere stofindtagelsesrum.

En slags servicehub

Esben Houborg, der forsker i rusmidler, har i mange år foretaget undersøgelser af, hvad stofindtagelsesrummene betyder for både misbrugerne selv, personalet og lokalområdet – især på Vesterbro, hvor landets største stofindtagelsesrum, H17, hver dag hjælper med 500-1.000 indtag af stoffer.

»Helt overordnet set er brugerne glade for at have muligheden for at gå ind i et trygt og hygiejnisk rum, for mange oplever det som både ydmygende, uhygiejnisk og usikkert i forhold til overfald at tage stoffer i det offentlige rum,« forklarer han.

Ifølge hans forskning er der også generelt støtte fra lokalområdet til stofindtagelsesrummene.

Og udover de mere åbenlyse fordele såsom at personalet står klar til at hjælpe i tilfælde af overdoser, eller at udstyret er mere sterilt og fri for sygdomme – så fremhæver han en særlig fordel:

»Man skal tænke det som mere end bare et sted, hvor man tager stoffer. Det kan være en slags ‘servicehub’, hvor nogle af samfundets mest udsatte kan møde og bruge sundhedsvæsenet og andre services såsom stofbehandling, som de ellers har svært ved uden for de her faciliteter.«

Om stofindtagelsesrummene på længere sigt kan hjælpe flere ud af deres misbrug, siger forskningen dog mindre om.

Men Mette Kronbæk, lektor ved Københavns Professionshøjskole, mener alligevel at kunne se positive effekter af det, forskerne betegner som ‘skadesreducerende tiltag’.

»Lige nu forsker jeg i ældre stofbrugere, som der bliver flere og flere af. Det kan måske lyde negativt, at det tal stiger. Men det er også tegn på, at tiltag såsom stofindtagelsesrum faktisk virker,« forklarer Mette Kronbæk, der forsker i stofbrugernes miljø og hverdag.

Hun uddyber:

»I Danmark har vi bevæget os fra at have en restriktiv narkotikapolitik til en mere skadesreducerende politik. Og det har i høj grad været en succes, når det kommer til at afværge tidlige dødsfald hos stofbrugere.«

Kigger man på de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen, står det da også klart, at gennemsnitsalderen for narkotikarelaterede dødsfald er steget fra 33 år i 1993 til 43 år i 2022.

Den samlede mængde af narkorelaterede dødsfald har dog ligget relativt stabilt i de seneste 20 år med 280 i 2022.

Hellere mange små end få store

Begge forskere, Videnskab.dk har talt med, fraråder dog at udvide de eksisterende stofindtagelsesrum, blandt andet af hensyn til de ældre stofbrugere.

»I stofmiljøerne er der et udpræget voldshierarki, hvor ældre og kvinder er nederst,« siger Mette Kronbæk.

»Det, jeg får at vide i min forskning, er, at den form for gadekapital bliver taget med ind i de store stofindtagelsesrum, hvor det bliver sværere for personalet at styre, hvad der foregår. Det betyder, at kvinder og ældre ofte ikke tør bruge faciliteterne af frygt for at blive overfaldet eller voldtaget.«

Derudover påpeger Esben Houborg, at de store rum ofte kan blive hektiske og stressende, blandt andet fordi forskellige typer af stofbrugere blandes.

»Crackrygere bliver meget stimulerede, når de indtager deres stoffer, mens heroinbrugerne bliver mere bedøvede. I mine undersøgelser gav især heorinbrugerne udtryk for, at det var frustrerende, at de to forskellige miljøer blev blandet sammen i det store H17-rum på Vesterbro.«

Ligesom Mette Kronbæk anbefaler han derfor, at man fokuserer på at lave flere små rum og spreder dem mere ud frem for at samle stofmiljøerne enkelte steder.

Det gælder ikke mindst uden for de store byer, påpeger han:

»Jeg har været ude med et pilotprojekt (forundersøgelse, red.) i kommunerne sammen med Brugernes Akademi for at kigge på, hvad der er tilgængeligt for stofbrugere i provinsen. Nogle steder er der stort set ikke nogen skadesreducerende tilbud overhovedet. Og det kan få store konsekvenser for dem, der er mere eller mindre overladt til sig selv, når de indtager stoffer.«

Det gælder ifølge Esben Houborg ikke kun selve stofindtagelsesrummene, men også adgang til injektionsværktøjer, naloxon (modgift mod opioidoverdoser) og såkaldte lavtærskeltilbud, hvor stofbrugerne kan henvende sig og få hjælp.

Undersøgelsen er dog ikke langt nok til, at han udtale sig om, hvilke danske kommuner der er særligt udfordrede.

Så udover flere relativt små rum, hvordan anbefaler du så, at man griber den her udvidelse an, som statsminister Mette Frederiksen foreslår?

»Det allervigtigste er at se det som mere end blot et sted, hvor man kan tage stoffer. Man skal tænke det som en service, hvor der bygges broer mellem stofbrugerne og velfærdssystemet. En servicehub for samfundets svageste.«