Tallene er ikke til at tage fejl af: Brugen af såkaldte syrepumpehæmmere (PPI) mod mavesyre er massiv.
I Danmark indløste knap 646.000 danskere i 2021 recept på syrepumpehæmmere ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Tilsvarende tal har man i Norge, hvor der ifølge Receptregisteret blev udskrevet recepter til omkring 600.000 personer i 2020. Antallet af daglige doser var svimlende 130 millioner.
»Der er sket en firedobling i brugen i løbet af de seneste 20 år i Norge,« siger professor Reidar Fossmark ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet NTNU, som forsker i netop disse lægemidler.
\ Hvad er syrepumpehæmmere?
Syrepumpehæmmere virker ved at blokere de syreproducerende celler i mavesækken. Disse celler bliver derved ude af stand til at pumpe mavesyre ind i mavesækken, f.eks. ved mavesår eller sure opstød.
Eksempler på syrepumpehæmmere er lægemidler som omeprazol, esomeprazol og lansoprazol.
Kilde: Minmedicin.dk
Noget lignende sker også i mange andre lande, og der er ingen tegn på, at udviklingen vil flade ud.
Hvad i alverden er det, der sker? I øjeblikket har vi ikke et entydigt svar på dette spørgsmål.
Data peger på, at flere har udviklet reflukssygdom i de seneste årtier, men stigningen i medicinforbruget kan formentlig ikke alene forklares med, at flere har fået sygdomme, der kræver behandling med syrepumpehæmmere.
Guttorm Raknes er overlæge ved det regionale lægemiddelinformationscenter RELIS i Nordnorge. Han mener, at lægemidlerne i sig selv kan indvirke på en måde, så flere og flere i befolkningen bruger dem.
Øger evnen til at lave syre
Syrepumpehæmmere (som også kaldes protonpumpehæmmere) virker ved at forhindre mavesækken i at lave mavesyre. Stoffet er meget effektivt. Efter blot få dage er syreproduktionen reduceret med 99 procent.
Det er en effektiv behandling af mange syrerelaterede helbredsproblemer såsom sår i maven eller spiserøret, reflukssygdom med halsbrand eller sure opstød.
Men pillerne risikerer at skabe et nyt problem.
Mavesyre er vigtig for fordøjelsen. Så når den normale produktion er hæmmet i længere tid, for eksempel et par måneder, foretager kroppen ændringer for at øge sin egen evne til at lave mavesyre. Når man så stopper med at tage PPI, er resultatet en kraftig stigning i mængden af mavesyre.
Medicinen er afhængighedsskabende
Efter at have stoppet med at tage PPI kan der være så meget syre, at selv raske personer kan opleve ubehagelige symptomer. Det viste et dansk studie allerede i 2009.
Problemerne bliver ofte så store, at mange hurtigt er tilbage på pillerne igen. De er slet og ret blevet afhængige.
»Mange personer, der bruger syrepumpehæmmere i mere end fire til otte uger, kan ikke stoppe,« siger Guttorm Raknes, som fortsætter:
»Hvis du holder op med at tage pillerne, vil syreproduktionen falde over tid, og smerterne forsvinder til sidst. Men det kan tage lang tid, især hvis man har brugt store doser eller været på PPI i længere tid.«
»Der kan gå flere uger eller måneder, før syreanfaldene går over, og denne periode kan være meget hård at komme igennem,« siger han.
I et norsk studie fra 2005 viste forskere, at maven fortsatte med at overproducere syre i to til fire måneder hos personer, der havde brugt PPI i mange år.
Det er en ond cirkel
Guttorm Raknes mener, at den nuværende situation minder om de problemer, vi har haft med medicinudløst hovedpine. En del personer, der kæmper med hovedpine, bruger meget smertestillende medicin. Men selve tabletterne kan give hovedpine, som igen kræver mere medicin. Sådan kan man ende i en ond cirkel.
Guttorm Raknes tror, at mange læger måske ikke er klar over, at PPI er så afhængighedsskabende, og at de ofte ikke har en plan for, hvornår patienterne skal stoppe med at tage pillerne.
\ Læs også
Mange – også lægerne – kan også tolke de nye lidelser som et tegn på, at de oprindelige problemer ikke er løst, og at der stadig er behov for medicinen. Selvom medicinen egentlig kun bør tages i korte perioder på op til otte uger, fortsætter mange formentlig med daglig brug i årevis.
Resultatet kan simpelthen blive, at flere og flere starter PPI-behandling, men at kun de færreste stopper, mener Guttorm Raknes.
Koblet til større risiko for flere sygdomme
Guttorm Raknes mener, at brugen af PPI i dag har skabt et folkesundhedsproblem, og at vi bør arbejde henimod at mindske brugen af disse lægemidler.
I de senere år har mange studier antydet, at syrepumpehæmmere kan være forbundet med sygdomme som kræft, demens, hjertesygdomme, infektioner og knogleskørhed.
»Selvom de fleste ikke vil udvikle sygdom på grund af PPI, er der stadig god grund til ikke at bruge syrepumpehæmmere unødigt,« siger Guttorm Raknes.
Nogle har brug for PPI
Nogle patienter har rigtig god grund til at bruge syrepumpehæmmere. For dem er fordelene ved at bruge PPI langt større end risikoen siger Reidar Fossmark fra NTNU.
For eksempel er PPI nødvendige for personer, der har blødende mavesår, svær spiserørsbetændelse, Barretts øsofagus (forandring i spiserørets slimhinde) og for personer med øget risiko for mavesår, som skal tage ikke-steroidholdige antiinflammatoriske lægemidler - såkaldte NSAID'er.
For disse patienter kan det være farligt at stoppe brugen af PPI-medicin.
Patienter, der har store problemer med reflukssygdomme, kan også have brug for syrepumpehæmmere, mener Reidar Fossmark.
Lidt for rundhåndede læger
Selvom en del patienter virkelig har brug for at reducere syreniveauet i maven, er meget af PPI-brugen nok unødvendig, mener Reidar Raknes fra RELIS.
»Mange patienter bliver for eksempel rutinemæssigt sat på syrepumpehæmmere af sikkerhedsmæssige årsager, når de tager visse lægemidler eller bliver indlagt på hospitalet,« siger han.
Det er heller ikke sådan, at alle med reflukssygdom – et meget udbredt sundhedsproblem i befolkningen – har brug for PPI-præparater.
Både Reidar Fossmark og Guttorm Raknes mener, at lægerne formentlig har været for rundhåndede med at udskrive syrepumpehæmmere.
»Mange læger opfatter det som ufarligt at forsøge sig med PPI-medicin til patienter med halsbrand eller diffuse gener i fordøjelsessystemet, uden at der er foretaget undersøgelser for at påvise reflukssygdom,« siger Guttorm Raknes.
Men paradoksalt nok tyder flere studier på, at mange af disse patienter ikke rigtig har gavn af PPI.
Hjælper ofte ikke mod reflukssygdom
Mange med formodet reflukssygdom får det ikke bedre af PPI, konkluderer Reidar Fossmark og hans kolleger i en forskningsgennemgang fra 2023.
Opsummeringer af kliniske forsøg viser for eksempel, at syrepumpehæmmere ikke virker meget bedre end placebo-behandling mod dyspepsi – ubehag i den øverste del af maven. Det samme gælder patienter med kronisk hoste og tilstoppet hals – såkaldt LPR.
Forskning i PPI-midler mod dyspepsi har vist, at mindst 10 patienter skal tage PPI, for at blot én af dem har gavn af medicinen.
Samtidig giver pillerne en ret stor placeboeffekt, som kan snyde både patienten og lægen i starten.
»Patienter starter måske med PPI og oplever en placebo-effekt, men når de stopper igen, får de en reel stigning i syrerelaterede symptomer,« siger Reidar Fossmark.
I virkeligheden gør det altså ingen gavn, men skaber nye bivirkninger, der betyder, at de skal fortsætte med at tage medicinen for ikke at få det værre end tidligere.
\ Læs også
Unødvendig brug bør stoppes
Både Guttorm Raknes og Reidar Fossmark mener, det er vigtigt at arbejde for at mindske unødvendig brug af syrepumpehæmmere, samtidig med at man ikke skræmmer dem, der virkelig har brug for dem.
»Hovedbudskabet er, at det er ret sikker medicin - men det er et problem, hvis store dele af befolkningen bruger lægemidlerne uden grund,« siger Reidar Fossmark.
Guttorm Raknes mener, at mange, der kæmper med syreproblemer, kan have gavn af livsstilstiltag som at tabe sig, stoppe med at ryge, ikke spise lige før sengetid samt hæve hovedenden af sengen.
Der findes også syreneutraliserende tyggetabletter i håndkøb.
Mangler H2-blokkere
Guttorm Raknes ønsker også, at flere, der har brug for hjælp, kan få H2-blokkere på recept. Det er en type medicin, der også hæmmer syreproduktionen. De virker hurtigere end PPI, men er ikke så kraftige. H2-blokkere er i mindre grad forbundet med en øget risiko for sygdom og afhængighed end syrepumpehæmmere.
Men for et par år siden var der en stor skandale omkring H2-blokkeren Zantac. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om der kunne opstå kræftfremkaldende stoffer i tabletterne. Som en reaktion blev lægemidlerne trukket tilbage fra markedet.
I flere andre lande er andre H2-blokkere nu tilgængelige som receptpligtig medicin. Det er også muligt at købe H2-blokkere uden recept i Norge, men så er prisen meget høj.
»I Norge er det stadig alt for omstændigt for lægerne at udskrive recepter på H2-blokkere. Det burde være muligt at udskrive, uden at patienterne først har brugt en PPI,« siger Reidar Fossmark fra NTNU.
Han ønsker også, at disse lægemidler vender tilbage.
»Jeg tror, der er mange mennesker i dag, der bruger PPI, som kunne bruge H2-blokkere i stedet. De egner sig meget bedre til dem, der har problemer i ny og næ,« lyder det slutteligt fra Reidar Fossmark.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
"Mer om problematiske protonpumpehemmere", G. Raknes & T. Giverhaug, RELIS (2020)
"Adverse Effects of Proton Pump Inhibitors—Evidence and Plausibility", MDPI (2019), DOI: 10.3390/ijms20205203

































