Ny dansk forskning viser, at børns opmærksomhed og arbejdshukommelse forbedres, når de i løbet af skoledagen deltager i speciel fodboldtræning to gange om ugen.
»Studiet viser, at de børn, der deltog i 11 ugers sundhedsundervisning på fodboldbanen med boldøvelser, boldlege og intense småspil i 2 gange 45 minutter om ugen, forbedrede deres arbejdshukommelse og opmærksomhed sammenlignet med en kontrolgruppe,« fortæller en af forskerne bag studiet, Rune Rasmussen Lind, der er ph.d. studerende ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, i en pressemeddelelse.
»Det kan på nuværende tidspunkt ikke forklares, hvad de positive effekter skyldes,« fortsætter han og siger, at forskerne vil undersøge det nærmere fremover.
LÆS OGSÅ: Derfor er Fodbold Fitness svær at udbrede
Forskningsresultaterne, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Sport Scienes, viser, at skolebørnene øger deres opmærksomhed, arbejdshukommelse og psykomotoriske funktion efter at have deltaget i fodboldundervisningen.
800 børn deltog i studiet
Det nye studie er lavet af ph.d.-studerende Rune Rasmussen Lind, professor Peter Krustrup fra Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, samt adjunkt Svend Sparre Geertsen fra Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.
LÆS OGSÅ: Fodbold er lige så effektivt som blodtryksmedicin
800 børn i 10-12 års alderen fik erstattet to af deres fem ugentlige idræts- og bevægelseslektioner i skolen med småspil, øvelser og sundhedslære.
Der har de seneste år været øget fokus på betydningen af fysisk aktivitet i skolen for sundhed, trivsel og læring, men der mangler stadig viden om, hvordan aktiviteter kan udformes, så de passer ind i skoleskemaet.
Derfor er der ifølge forskerne stor interesse for at kunne implementere evidensbaserede koncepter, der kan udbredes i stor skala.
LÆS OGSÅ: Gadefodbold er en gave for hjemløse mænds sundhed
Studiet er et led i det større "FIFA 11 for Health"-projekt. I øjeblikket rekrutteres flere skoler til projektet, hvor skolelærerne kommer på et tredages kursus hos SDU og DBU og derefter selv står for fodboldundervisningen.
ar

































