Den 4. august blev den fremtrædende japanske stamcelle forsker Yoshiki Sasai fundet hængt i den institution i Kobe, som han havde været med til at opbygge. Nær ved ham var afskedsbreve, blandt dem et til en af hans unge kvindelige forskere, Haruko Obokata, hvor der stod, at hun skulle huske at 'bevise eksistensen af STAP celler'.
Bag denne dybt tragiske hændelse i videnskabens verden ligger et forløb med en sensationel opdagelse i januar 2014 og en næsten lige så dramatisk nedtur for Dr. Sasai, som ellers var kendt som en meget seriøs forsker.
Han havde forinden bidraget til stamcelle forskningen med data, der på flere måder støttede konceptet om, at relativt modne celler i vores krop ved hjælp af genmanipulation (manipulation her forstået i ordets mest positive betydning!) kunne ændres til stamceller, som var i stand til at modnes til stort set alle slags celler i vores krop.
Dette kan lyde lidt langt ude, men har den vidtrækkende betydning, at mange af de sygdomme, som man mener skyldes aldring af vores væv, måske kan kureres med stamceller (tænk Alzheimer, sklerose, kronisk leddegigt osv.).
Af denne grund er forskning i stamceller hot, specielt siden den (ligeledes) japanske forsker Yamanaka i 2006 kunne vise i mus, at man med tilførsel af 4 gener under de rette omstændigheder kunne lokke (inducere på fagsprog) 'almindelige' celler til at blive til stamceller.
Det fik Yamanaka fortjent Nobelprisen for i 2012, i øvrigt sammen med pioneren for udviklingen af teknikkerne for reagensglas børn. Siden har der været intens konkurrence om at føre disse studier over i menneskeceller, selvfølgelig med sygdomsbekæmpelse som det ultimative mål.
Videnskabelig uredelighed er fagsprog for snyd
Det, som Dr. Sasai nu var medforfatter på, var en videreudvikling af koncept. Opdagelsen var meget enkel: kom noget citronsyre ned i kulturen! Det blev publiceret i januar 2014 i to artikler i det højt ansete tidsskrift Nature, som ellers afviser langt over 90% af arbejder indsendt til det, ikke fordi de er dårlige, men fordi de ikke er gode nok.
Der var i de to arbejder anvendt mange avancerede teknikker til at understøtte påstanden, og illustrationsmaterialet var ganske omfattende. Da jeg hørte om disse studier kort efter deres fremkomst, var min første tanke, at det udgjorde et væsentligt skridt fremad for stamcelleforskningen. Umiddelbart efter spurgte jeg imidlertid mig selv, hvorfor noget så simpelt ikke var blevet opdaget før?
I umiddelbar forlængelse af publikationerne var der en positiv mediestorm omkring dem, og den kvindelige 1. forfatter blev indgående og rosende omtalt, også i fagtidsskrifter. Allerede en måned efter offentliggørelsen kom der imidlertid murren i krogene omkring fundene (først via en japansk Twitter).
Det blev hurtig blev til åbne spørgsmål og oplysninger om, at resultaterne ikke kunne gentages af andre, blev der igangsat en intern undersøgelse i Kobe, som i løbet af april godtgjorde, at der var manipuleret med noget af billedmaterialet, mens andet allerede var bragt før i en helt anden – og ganske irrelevant - sammenhæng.
Altså: videnskabelig uredelighed på fagsprog, snyd på almindelig dansk.
Stamcelleforskning er et meget konkurrencepræget felt
Undersøgelsen godtgjorde ydermere, at den yngre forsker, Dr. Obokata, stod bag det, og at Dr. Sasai, seniorforskeren, vel ikke havde snydt, men klart udvist forsømmelighed under udfærdigelsen af manuskripterne. Den afdeling, han havde opbygget, blev kort tid efter nedlagt og lokalerne anvendt til andet formål.
I mellemtiden fik Dr. Obokata, som allerede i en alder af 30 år var blevet tildelt eget laboratorium, lov til at foretage yderligere eksperimenter med det formål at vise, at den oprindelige opdagelse var korrekt. Resultaterne fra disse er ikke offentliggjort endnu.
Dr. Sasai beskrives af kolleger i løbet af foråret og forsommeren som stadig mere påvirket af situationen psykisk og fysisk, men det er åbenbart kommet som et chok for alle tæt på ham, at det var så alvorligt.
Når jeg læser om dette i medierne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der har bidraget til udfaldet. Det er vigtigt at pege på, at stamcelle forskning er et enormt konkurrencepræget felt, hvor der allerede har været flere skandaler, heraf den største omkring den koreanske forsker, Whang Woo-suk.
Han undslap med nød og næppe fængsel, men er siden vendt tilbage til feltet og har faktisk publiceret næsten 100 arbejder inden for samme emneområde.
Dr. Obokata førte ikke ordentlig regenskab over sine handlinger
Der skal i alle tilfælde en person til, som ikke har den skoling i og indføling med, hvad man kan tillade sig som forsker.
Der skal imidlertid noget mere til i miljøet omkring vedkommende, først og fremmest en manglende kvalitet i den videnskabelige proces, som starter ved laboratoriebænken og ender med en publikation, hvor manuskriptet vel at mærke ofte har været igennem mange revisioner, både før og efter dets indsendelse til bedømmelse ved et tidsskrift.
Af de filer, som man kan læse på nettet vedrørende institutionens egen rapport, kan man se, at Dr. Obokata ikke førte ordentlig regnskab med, hvad hun foretog sig. Med andre ord har uafhængige ikke kunnet finde ud af, hvad hun har lavet i laboratoriet.
Ordentlig opførsel skal ind med modermælken
I min forskningsgruppe lærer alle nye forskere, uanset om de er studerende eller kandidater, at føre resultater ind i en indbundet, sidenummereret bog, hvor alle data klæbes ind fortløbende. Kun på denne måde kan vi holde styr på de mange eksperimenter, vi har gang i, hvem som har lavet dem, og hvordan de har gjort det.
Hvad der ydermere har svigtet i Kobe er en gennemgang af de billeder, som tages af kulturer. Desuden har de ældre forskere nok forsømt at gå den yngre på klingen med rækkefølgen af eksperimenterne og herunder simpelthen at sikre, at de ikke er opdigtede. Endelig – i relation til det tragiske udfald - må der vel gøre sig noget specielt japansk gældende vedrørende ære og stolthed?
Hvorom alt er, så viser denne gruopvækkende historie endnu en gang, at snyd i videnskab forekommer, og at ældre forskningsledere har en speciel rolle, når de er seniorforfattere, til at udvise agtpågivenhed. De unge forskere skal imidlertid have ordentlig opførsel ind med modermælken.
På Århus Universitet skal vi til at indarbejde en såkaldt 'code of conduct', som blev vedtaget i foråret i undervisningen af medicinstudenter på både bachelor og kandidatdelen. Det er mere påtrængende end nogen sinde.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
