Studier og forskning kan være søvndyssende. Det er der råd for på biblioteket på Aarhus Universitet, hvor de studerende siden sommerferien har kunnet slænge sig i nogle store hængekøjer.
Men hører hængekøjer egentlig hjemme på et universitetsbibliotek?
En morfar gør os klogere
Kigger man på den videnskabelige litteratur, er der ingen tvivl: En lille morfar er virkelig god for de kloge hoveder.
Faktisk er der masser af eksempler på, at man skal komme halvsovende til de gode idéer.
Et eksempel er den danske sprogforsker Karl Verner (1846-1896). Under en middagslur fik han en lys idé om de germanske sprogs lydforskydning – en opdagelse, som siden blev kendt som 'Verners lov'.
Senere skrev han i sine erindringer, at hjernen arbejder allerbedst, når man er lige ved at falde i søvn.
Søvn styrker kreativiteten
Den opfattelse slutter professor Bobby Zachariae sig til. Han forsker blandt andet i stress, søvn og hypnose på Aarhus Universitet.
»Man skal ikke undervurdere den betydning, som søvn og de tilstande, der ligger mellem søvn og vågen tilstand, kan have for kreative processer. Vi kender jo alle sammen udtrykket, 'at man skal sove på det',« siger han i videoen.
Historieforsker er kommet sovende til resultater
Også lektor i historie på Aarhus Universitet, Søren Hein Rasmussen, har det ifølge videoen rigtig godt med at slumre.
»Jeg kan ikke få for meget. Hverken om natten, eller når jeg kommer hjem fra arbejde.«
Søren Hein Rasmussen mener selv, at han er kommet sovende til en hel del god forskning. Det kan du se og høre mere om i videoen ovenfor.
































