Dopingkapløbet fortsætter

Endnu et af sportsverdens store navne er blevet indblandet i dopinganklager.

Alberto Salazar, der blandt andet er træner for den dobbelte OL-guldvinder Mo Farah og mange andre atletikstjerner, nægter i en BBC dokumentar-udsendelse, at han brød anti-dopingreglerne med OL-sølvvinderen, amerikaneren Galen Rupp. Intet tyder på, at britiske Mo Farrah har været en del af trænerens dopingprogram.

Salazar sagde engang, at en sportsudøver »måske ikke engang vil anse det som snyderi, hvis alle deres konkurrenter gjorde det«. Betyder det, at mange top-sportsudøvere doper sig? Og hvis de gør, hvad bruger de, og hvordan undgår de at blive testet?

Dopingkontrollen er blevet bedre de sidste 20 år. Prøvetagningsudstyret er blevet mere fintmærkende og præcist. Det betyder, at man er i stand til at opspore meget små mængder af stoffer i hver prøve, og at stofferne er detekterbare i længere tid.

Man ville måske forvente, at procentandelen af sportsudøvere, der blev opdaget, ville stige med det nye og forbedrede prøveudstyr, men antallet er faktisk nogenlunde statisk på to procent af alle testede sportsfolk.

Det er meget lavt i sammenligning med de formodede 14-39 procent, som man - baseret på spørgeskemaer og laboratorietests - mener doper sig. Differencen fortæller os, at mange sportsfolk doper sig på en måde, der afværger en positiv dopingprøve.

Leger tag-fat med anti-dopingmyndighederne

De fleste nye stoffer er detekterbare i en urinprøve, såsnart kontrolmyndighederne har udarbejdet en metode at teste dem. Medicinalvirksomhederne og WADA (World Anti-Doping Agency, Det verdensomspændende antidopingagentur, der samarbejder med regeringer og idrætsorganisationer i medlemslandene og opstiller rammer og normer for den nationale dopingbekæmpelse i de enkelte medlemslande, red.) udveksler informationer om nye stoffer under udvikling, så laboratorierne kan begynde at udvikle testmetoder, før stoffet sendes på markedet.

Og så leger sportsfolkene, der doper sig, og anti-dopingmyndighederne ellers tag-fat.

CERA er en forkortelse for 'continuous erythropoitin receptor activator', som er betegnelsen for en klasse af medicinske præparater af EPO. CERA kan bruges i bekæmpelsen af visse sygdomme, som blodmangel, og blev i 2008 anerkendt til medicinsk brug til nyrepatienter.

Det var først i midten af 2008, at man udviklede en gyldig test for CERA, og det menes, at sportsudøvere brugte CERA, før WADA indhentede dem. Det er senere blevet bekræftet, da testen uden forvarsel blev brugt under Tour de France og på nedfrosne prøver tidligere på året.

Det er ikke kun prøvetagningsudstyret, der har ændret sig de sidste 10 år - også tænkemåden bag testene, som ved oprettelsen af det 'biologiske blodpas'. Her leder man efter beviser på doping, men ikke nødvendigvis efter stofferne selv.

Det er en indirekte metode, hvor man måler hæmoglobinindholdet i blodet, øget hæmatokritværdi (se faktaboks) og øget antal af nye, umodne røde blodceller. Man følger atleterne tæt med hyppige blodprøver, så man kan følge ændringerne i disse parametre over tid.

Det biologiske blodpas har haft succes med at opdage doping, og adskillige cykelryttere og atletikudøvere er blevet suspenderet. Men det har været svært at fange dem, der har benyttet sig af microdoseringer, hvor man regelmæssigt tager små mængder EPO i stedet for én stor dosis.

Hvis man ved, hvor længe stofferne bliver i kroppen, er det ikke svært at regne ud, hvornår man skal stoppe med at tage dem før en konkurrence for at undgå at blive testet positivt - det er noget, de læger og trænere, der arbejder med sportsfolkene, let kan finde ud af. De ved også, i hvor lang tid der stadig er risiko for, at sportsfolkene kan blive snuppet.

Den nemmeste måde at blive testet negativt på er ved ikke at blive testet.

Sportsfolkene er underlagt, hvad WADA kalder 'retningslinier for whereabouts'. Det vil sige, at de skal oplyse et 60 minutters træffepunkt mellem kl. 5 og 23 for hver dag i det pågældende kvartal, hvor idrætsudøveren skal kunne lokaliseres til uanmeldt dopingkontrol uden for konkurrence.

Det er ikke sjældent, at atleterne oplyser den forkerte adresse for at undgå at blive testet, eller at de simpelthen går under jorden, hvis de ved, at de er i fare for at blive testet positivt.

Tre advarsler i løbet af en 12-måneders periode kan føre til sag om overtrædelse af antidopingreglerne. Det betyder, at man har én til to chancer for at undvige testning ved at skyde skylden på logistikken eller desorganisation, og det er en risiko, mange idrætsfolk er parat til at tage.

Det var denne regel, der førte til at OL-guldvinderen og verdensmester på 400 meter Christine Ohuruogu fik en en et år lang karantæne. Ohuruogu har hele tiden hævdet sin uskyld i forhold til doping-anklagen.

Huller i lovgivningen bliver udnyttet

Idrætsudøverne vil også forsøge at udnytte ethvert smuthul i reglementet. Forbedringerne af prøveudstyret har forøget risikoen for at teste positivt på grund af kontaminerede kosttilskud eller mad. Det er umuligt, at se, om stoffer fundet i en urinprøve stammer fra kontaminering eller doping - og det giver sportsfolkene yderligere muligheder for at bestride resultaterne.

Hvilke stoffer, der bør være på dopinglisten, er et stort debatemne. I Salazars tilfælde drejer det sig om det mandlige kønshormon, testoteron - som er fuldstændig forbudt i sportsverden - prednison, der anvendes ved mange forskellige tilstande for eksempel astma og stofskiftehormonet thyroxin, som bare er kontroversielt.

Spørgsmålet er om disse - og lignende - stoffer bruges til at behandle allerede eksisterende sygdomme, eller om de bare bruges til at hjælpe idrætsudøverne komme sig over intense træning sessioner, til få mere energi eller til at tabe sig.

Der er to typer medicin, der hører til i grænseområdet af medicinsk behandling, der strengt taget ikke er nødvendig. Den ene type er på WADAs dopingliste og kræver en medicinsk evaluering, før de kan bruges. Den anden type - heriblandt prednison og thyroxin - bliver hverken overvåget eller registreret.

Man har også opdaget eksempler på stoffer, der ikke er offenligt tilgængelige i nogle sportsfolks dopingprøver. Man har endda fundet brug af stoffer, som for eksempel det nye dopingpræperat GW1516 sulfone, der slet ikke anbefales til mennesker.

Så hvem vinder løbet? Idrætsfolkene er almindeligvis et par skridt foran, men en gang imellem kommer dopingmyndigheder forrest. Men én ting er sikkert; så længe folk har et incitament til at vinde, er det usansynligt, at doping helt forsvinder.

Tom Bassindale hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark