Hvis du er en erfaren flypassager, så har du sikkert en hel værktøjskasse af gode tips og tricks, du kan hive frem, når eller hvis jetlaggen rammer.
Men nu peger ny forskning på, at du hverken behøver at springe koffeinen over eller ty til ekstra motion - du kan i stedet spise dig ud af problemet.
Det skriver American Institute of Physics.
I studiet, der netop er blevet udgivet i tidsskriftet Chaos, har forskere fra Northwestern University i USA brugt matematiske modeller til at regne sig frem til et bud på, hvad der er den hurtigste måde at ryste jetlaggen ud af kroppen og nulstille ens kropsur på. En strategi, som endda kan gavne groggy skifteholdsarbejdere også.
»At spise et større måltid tidligt om morgenen i den nye tidszone kan hjælpe med at overvinde jetlag,« forklarer Yitong Huang, der er anvendt matematiker ved Northwestern University og ledte modelundersøgelsen, i pressemeddelensen.
»Konstant at skifte tidspunktet for, hvornår du indtager et måltid, eller at spise et måltid om aftenen frarådes, da det kan føre til fejljustering i ens indre ur,« forklarer Huang videre til ScienceAlert.
Huang og hendes kolleger modellerede døgnrytmer ved hjælp af en række matematiske ligninger, som var en grov tilnærmelse af menneskekroppen, så de kunne analysere på flere døgnrytmer og signaler på én gang - inklusiv lyseksponering og madindtag.
Modellen inkluderede både den grundlæggende døgnrytme og perifære døgnrytmer, som findes i næsten alle organer i kroppen. I modsætning til den grundlæggende døgnrytme, som reagerer på lys, er timingen af de perifære døgnrytmer styret af mønstre for madindtag og faste.
Forskerne var særligt interesserede i, hvordan alder påvirker ens døgnrytme - ældre mennesker bruger generelt længere tid på at komme sig over jetlag, hvilket kan skyldes, at deres døgnrytme nemmere forstyrres, eller den tager længere tid om at omstille sig.
Og studiet viste ganske rigtigt, at alderen har betydning. Svagere signaler fra den aldrende hjerne ledte til, at kroppens perifære døgnrytmer blev uorganiserede og tog længere tid om at omstille sig til et 6-timers tidsskifte, som minder om langdistancerejser.
Når det kommer til maden, så foreslår forskernes model, at man indtager et stort måltid tidligt om morgenen tre dage i streg for at hjælpe kroppen og døgnrytmen med at komme tilbage til normalen igen.
Så kan du prøve det, næste gang du har udsigt til en omgang jetlag.
aeh

































