Helt centralt for "det gode liv" som gammel står et liv i aktivitet og bevægelse.
Det, vi frygter, er det stille liv. Hensunkne i et hjørne med krumme rygge vendt mod verden indhyllet i et slumretæppe.
Aktivitet og bevægelse er kerneværdier, men hertil kommer også uafhængighed, retten til selv at bestemme, værdighed, respekt, tætte familiebånd og frihed.
Samtidig nærer vi frygt for alderdommen, som vi derfor gør alt for at fortrænge.
Den 'evige ungdom' står som ideal i et samfund, som forherliger og dyrker ungdommen, mens alderdommen knyttes til tab af status, indflydelse, værdi som menneske og manglende social kontakt.
Drømmen er derfor den ungdommelige aktive ældre ubegrænset af vedkommendes fysiske alder.
Alderdommen kan ikke ses løsrevet fra vores tidligere liv, og derfor er det vanskeligt for unge at forholde sig til alderdommen.
Det viser en undersøgelse baseret på 49 interview med danskere i alderen 19-99 år, som jeg tidligere har publiceret i bogen 'Et godt liv som gammel'.
Livsløb og livsfaser
Livsløbsforskningen ser på livet som et sammenhængende hele; den man er som ung, midaldrende og gammel reflekterer ens liv og den sociale og kulturelle kontekst, som man er vokset op i (Hagestad, 2002).
Alderdommen afspejler muligheder, begrænsninger og valg, som er sket gennem mange år.
I det danske samfund eksisterer der en slags skabelon for, hvornår man gør hvad i livet (Blaakilde, 2005: 12).
Staten har allerede via aldersgrænser bestemt, hvornår børn og unge går i skole, hvornår børn bliver myndige, hvornår man kan gå på efterløn og på pension o.s.v. Endnu sætter biologien da også en nedre og en øvre grænse for, hvornår kvinder er i den fødedygtige alder.
Nye opfattelser af alderdom
Et livsløb består af livsfaser (Blaakilde, 2004: 72). Ofte taler vi om barndom, ungdom, voksendom og alderdom nærmest som et socialt ur. Selve overgangene mellem faserne er med til at definere nye roller, nye statusser og nye positioner (Thorsen, 2005).
Disse forestillinger kan også sammenfattes i begrebet "aldersstrukturering" (Fry, 2009: 504) eller en alderspassende opførsel (Thorsen, 2005).
Sideløbende med denne aldersstrukturering tales der også om en bevægelse mod en mere uformel "uni-alder-måde" at leve sit liv på (Meyrowitz citeret i Featherstone & Hepworth, 1995: 372).
Det vil sige, at en alderspassende opførsel bevæger sig i retning af at blive mere flydende. I dagens Danmark er et eksempel på dette, at nogle vælger at blive skilt som 80-årige, og dernæst at gifte sig igen.
Alder og "det gode liv" som gammel
Men hvad betyder det for de interviewede, om de ser "det gode liv" som gammel på lang afstand, eller om de allerede befinder sig i deres forhåbentligt "gode liv" som gammel?
Er man rent faktisk i stand til som ung at forestille sig og at visualisere sin egen alderdom og er det overhovedet noget, man har tænkt på?
Kaster vi et blik på de yngst medvirkende i undersøgelsen, nemlig aldersgruppen 19-30 år, er det ikke hans eller hendes liv som gammel, den enkelte er optaget af, men derimod nuet og den nære fremtid. Det er således emner som SU, uddannelse, kommende arbejde og kærester, som i et ellers så aldersfokuseret samfund som det danske, ikke umiddelbart knytter sig til alderdommen.
De yngste har svært ved at tænke på sig selv som ældre eller som gamle og har endnu ikke samlet så mange erfaringer, de kan gøre til genstand for refleksion, som de andre adspurgte grupper, ej heller hvad angår de mere abstrakte og principielle værdi- og holdningsspørgsmål. Den yngst medvirkende i undersøgelsen siger for eksempel, da hun bliver spurgt om, hvorvidt hun tænker over det synspunkt, som ofte fremføres i den offentlige debat, nemlig at der forventes at blive færre og færre til at forsørge flere og flere fremover?
»Nej, det har jeg ikke tænkt videre over. Lige nu tænker jeg mest på mit næste årti og en lillebitte smule på mellem 30 og 40 år. Helt oppe i, hvornår jeg har tænkt mig at gå på pension, det har jeg ikke mange overvejelser omkring.«
Ikke desto mindre er der samtidigt tale om, at især de unge er meget fokuserede på, hvad de skal nå i de enkelte årtier.
Nok fokuserer de på det nært forestående, men de har alligevel nogle ganske fastlåste forestillinger om, hvornår de skal uddanne sig, bosætte sig, finde en livsledsager, sætte børn i verden osv. Her berører vi den samfundsskabte normalitets smalle sti og dens indbyggede alderskronologi. Der er noget, der skal nås, og der hviler et pres på den enkelte for at nå det hele til tiden.
De ældste forliger sig med tanken
Hvis vi ser på de midaldrende er de godt nok også optaget af nuet, altså arbejde og børn, men fra især 40'erne begynder man at tænke mere fokuseret på, hvordan man skal sikre sig i sin alderdom, og at reflektere over, hvordan man vil leve den.
De ældste i undersøgelsen sikrer sig en "god alderdom" ved at prøve at forlige sig med, at det at blive ældre er forbundet med visse tab, herunder ikke mindst tabet af ægtefælle, men også venner og fysisk formåen i en vis udstrækning.
Derudover handler det om at fortsætte med at gøre det, som man altid har fundet tilfredsstillelse ved at gøre, frem for at fokusere på de fysiske skavanker, som nogle har fået på deres vej gennem livet.
En af pointerne her er, at det har betydning for ønskerne til et "godt liv" som gammel, hvor man aldersmæssigt befinder sig i sit liv. I overensstemmelse med livsløbsforskningen viser materialet, at hvis man beder mennesker om at forestille sig en livsfase, som ligger meget langt ude i fremtiden , vil der være al mulig grund til at formode, at det er en vanskelig øvelse.
Unge vil frem for alt udvikle sig
Bevægelse, både i konkret og overført betydning, bliver i højere og højere grad en værdi, jo yngre de interviewede i undersøgelsen er. De ønsker aldrig at stå stille, men vil udvikle sig og for alt i verden undgå stagnation. Stagnation står i et tydeligt modsætningsforhold til vort individualiserede samfund, som tillægger selvudvikling og selvrealisering så stor værdi.
