Forskere fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet har netop offentliggjort et nyt metastudie, der viser at et dagligt tilskud D-vitamin forlænger ældre kvinders liv. I studiet har forskerne gennemgået samtlige store randomiserede kliniske forsøg på området. 80 procent af disse studier handlede om ældre kvinder.
Overlæge Christian Gluud har ledet studiet og ville gerne have undersøgt, om D3-vitamin har lige så god en effekt på dødeligheden blandt mænd, som den har på kvinder. Men desværre var der for få mandestudier til endegyldigt at kunne afgøre, om det er tilfældet.
Kun 20 procent af forsøgene har haft begge køn med, og forskerne bag disse studier har undladt at publicere resultaterne for mænd og kvinder separat, fordi de som udgangspunkt kun var interesseret i at måle D-vitaminets indvirkning på begge køn. De sparsomme resultater indikerer dog, at D-vitamin også forlænger livet hos mænd.
»Den livsforlængende effekt ser ud til at være den samme for begge køn, så ældre mænd vil efter alt at dømme også have gavn af et D-vitamintilskud, men mere forskning om dette spørgsmål synes nødvendig,« siger Christian Gluud.
'Alle resultater skal publiceres'
Det er vigtigt at vi i fremtiden får lovkrav om fri adgang til data fra alle forskningsgrupper.
Han ærgrer sig over, at der er så få undersøgelser af mænd samt det faktum, at det er lovligt at undlade at offentliggøre data efter forsøg er gennemført.
»Vores politiske system, ikke kun i Danmark, men i hele verden, er så tilpas sovende over for virkelighedernes beskaffenhed, at de tillader at forskere kan få lov til at indsamle data og kun offentliggøre udvalgte data. Det skader forskningen og hermed vores viden,« siger han og slutter:
»Man skulle have opgjort kvinder for sig og mænd for sig, men dataene er blevet gemt væk,, og ingen kan få adgang til dem.«