Et nyt lægemiddel med ekstrakt fra cannabisplanten reducerer kroniske lændesmerter lidt bedre end placebo.
Det er konklusionen i et studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine.
I forsøget blev 820 deltagere med kroniske lændesmerter tilfældigt inddelt i to grupper:
- Den ene gruppe fik cannabis-ekstraktet VER-01, der er udviklet af firmaet Vertanical.
- Den anden gruppe fik placebo.
Deltagerne fik ikke at vide, om de fik det ene eller det andet.
Forsøget, der er sponsoreret af firmaet Vertical, får dog blandede modtagelser.
Først det positive
Studiet er godt, vurderer uafhængige forskere. Men den målte effekt af VER-01 er meget lav, påpeger en dansk professor.
Vi starter med at gennemgå det positive:
»Vi har længe argumenteret for, at forskning i cannabis eller cannabisbaserede stoffer skal levere et højt evidensniveau - og det gør dette studie,« siger Jan Vollert, der er lektor i neurovidenskab på Exeter Universitet i England, til det britiske Science Media Center.
Den danske smerteforsker Nanna Brix Finnerup vurderer også, at forsøget er veludført. Hun roser forskerne for at have testet cannabis-ekstraktet i et stort lodtrækningsforsøg.
\ Om lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrollerede forsøg)
Lodtrækningsforsøg er den bedste metode, der findes, når forskere vil teste, om noget har en effekt på mennesker.
Lodtrækningsforsøg – også kendt som randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) – bliver brugt til at teste såkaldt kausalitet, altså om noget forårsager noget andet – for eksempel at et lægemiddel virker mod en sygdom.
I lodtrækningsforsøg bliver forsøgsdeltagerne tilfældigt (ved lodtrækning) inddelt i grupper:
Den ene får den behandling, forskerne vil teste effekten af, mens en eller flere kontrolgrupper får enten placebo (eksempelvis en pille uden effekt), en anden type behandling, eller de fortsætter med at leve, som de altid har gjort.
Ved at fordele forsøgsdeltagerne tilfældigt – ved lodtrækning – sikrer forskerne, at de grupper, de sammenligner, i gennemsnit er så ens som muligt.
Det er et godt tegn, at studiet er fagfællebedømt og publiceret i et velanset videnskabeligt tidsskrift, siger hun.
Forsøget er desuden præregistreret i en åben database. Det betyder, at forskerne på forhånd har lagt oplysninger frem om, hvilken effekt de måler på, og hvordan de vil gøre det.
»Det giver sikkerhed for, at de ikke har ændret på det undervejs for at påvirke resultatet,« siger Nanna Brix Finnerup, der er professor på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin, til Videnskab.dk.
Problemet er dog, ifølge Nanna Brix Finnerup, at den målte effekt af cannabis-præparatet er meget lille, og at mange forsøgsdeltagere får bivirkninger.
Effekten er for lav
Forskerne har målt deltagernes smerter på en anerkendt skala, før forsøget gik i gang, og igen efter 12 ugers brug af placebo eller cannabis-ekstraktet.
- Placebogruppens smerter blev i gennemsnit reduceret med 1,4 point på smerteskalaen, som går fra 1 til 10.
- I gruppen, der fik cannabis-ekstrakt, faldt smerten med 1,9 point.
Der er altså 0,6 pointforskel på smertelindringen i de to grupper.
Derudover skal man regne med en statistisk usikkerhed, som medfører, at forskellen reelt kan forventes at ligge mellem 0,3 og 0,6 point, ifølge Nanna Brix Finnerup.
Det er desværre for lidt, vurderer hun.
»Effekten er lavere end ved nogle af de præparater, vi bruger i dag, som nok også er billigere end VER-01.«
Effekt efter et halvt år kan være placebo
Efter det 12 uger lange lodtrækningsforsøg gav forskerne cannabis-ekstraktet VER-01 til alle forsøgsdeltagere i seks måneder. Derefter målte de igen deres smerteniveau.
Her var smerterne reduceret med yderligere 1,1 point på 10-points-skalaen. I alt var smerteniveauet nu 3 point lavere end før forsøget.
Et fald på 3 point bliver normalt regnet for en mærkbar forskel for smertepatienter.
Men man kan ikke vide, om det er de aktive stoffer i cannabis-ekstraktet, der har lindret smerterne.
For i opfølgningsperioden vidste deltagerne, at de fik VER-01. Derfor er der risiko for, at de mærkede mindre smerte, simpelthen fordi de tror på, at cannabis virker.
Det er heller ikke muligt at afgøre, om smertelindringen ville være sket af sig selv uden brug af medicin, påpeger Nanna Brix Finnerup.
»Det er fint, at forskerne laver opfølgningen, for så kan man blive klogere på, om der er bivirkninger ved lang tids brug. Men det er svært at vide, om effekten kan tilskrives VER-01,« siger hun.
\ Andre studier finder ikke effekt af cannabis
Effekten af forskellige cannabis-præparater mod smerte er tidligere blevet testet i forsøg, der lever op til videnskabelige standarder.
De tidligere forsøg giver ikke evidens for, at cannabis virker, siger Nanna Brix Finnerup. Det gælder både præparater, der indeholder THC og præparater, der kun indeholder CBD, som er et ikke-euforiserende stof i cannabisplanten.
Bivirkningerne er ikke ubetydelige
Forskerne bag forsøget konkluderer, at der hverken er tegn på alvorlige bivirkninger eller afhængighed af VER-01.
Men i studiet fremgår det, at hver sjette patient, der fik cannabis-ekstraktet VER-01, droppede ud af forsøget på grund af bivirkninger.
»Det er markant,« siger Nanna Brix Finnerup:
»Tallet skulle gerne være lavere. 68 deltagere stoppede med at tage præparatet på grund af bivirkninger, mens kun 15 droppede ud af placebogruppen.«
Professoren hæfter sig også ved, at hele 42 procent af forsøgsdeltagerne blev svimle, når de tog VER-01.
Afhængighed kan ikke udelukkes
Nanna Brix Finnerup er heller ikke overbevist om, at man ikke bliver afhængig af at tage VER-01.
Præparatet består af ekstrakt af hele cannabisplanten. Det vil sige, at det også indeholder det aktive stof THC, der er kendt for at have en euforiserende virkning.
»THC er afhængighedsskabende,« påpeger Nanna Brix Finnerup.
\ THC
Cannabis indeholder hundredvis af forskellige molekyler kaldet cannabinoider.
En af cannabinoiderne kaldes THC (delta-9-tetrahydrocannabinol).
THC er det primære psykoaktive stof i cannabisplanten, der medfører, at man bliver skæv. Jo mere THC, der er i stoffet, des stærkere er det.
Læs mere i artiklen: Hvorfor bliver man afhængig af hash?
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Ifølge producenten Vertical, som både har været involveret i forsøgsopstillingen og formuleringen af den videnskabelige artikel, er der ikke tegn på afhængighed af VER-01.
»Men man kan godt have sine bekymringer om, hvordan det går med brugerne på sigt. Der er jo tale om et produkt, der skal behandle kroniske smerter, som kan være livslange,« siger Nanna Brix Finnerup.
Den britiske smerteforsker Andrew Moore advarer også mod at tro, at VER-01 ikke er vanedannende. Han henviser til tidligere erfaringer med, at den slags påstande har vist sig at være forkerte, ifølge mediet Medical Xpress.
Firmaet bag har blandt andet på baggrund af det nye forsøg netop søgt tilladelse til at markedsføre cannabis-produktet i Europa, hvorfor det måske kan være at finde på medicin-hylderne i fremtiden.
\ Skrækhistorien om Oxycontin
I 1990’erne lancerede medicinalfirmaet Purdue Pharma det smertestillende opioid-præparat Oxycontin i USA.
Ifølge firmaet var Oxycontin næsten ikke-afhængighedsskabende.
Amerikanske læger udskrev det derfor bredt til patienter med både akutte og kroniske smerter.
Men Oxycontin viste sig at være stærkt vanedannende. Brugen af stoffet har ført til, at millioner af amerikanere er blevet misbrugere, og at hundredtusindvis er døde.


































