Antikkens lægevidenskab

Den græske læge Hippokrates regnes for den vestlige medicins far. Hans største indsats var at flytte lægekunsten ud af templerne og anvende naturvidenskabelige metoder – altså en begyndende lægevidenskab flere århundreder f.v.t.

Som stor kontrast hertil så romerne ned på læger, men de var til gengæld gode til logistik og hygiejne. Deres drikkevandsforsyning var legendarisk med kilometerlange vandledninger fra bjergene til byerne og med skarp adskillelse fra spildevandet.

Det er ikke utænkeligt, at dette i virkeligheden havde større betydning for overlevelsen end lægernes behandlinger.

Men hvordan forstod man sygdom i Antikken – og hvordan behandlede man den? Vi dykker ned i historien og tager på vandring mellem græske templer, legemsvæsker og romersk hygiejne.

Sygdom var et religiøst anliggende

I Antikkens Grækenland var behandling af sygdom et religiøst anliggende – endda på topniveau, for lægeguden Apollon var søn af Zeus.

Meget af lægearbejdet overlod han til sønnen Asklepios, som ligeledes uddelegerede arbejdet til sine tre sønner og fem døtre, hvoraf Hygieia stod for renlighed og har lagt navn til faget hygiejne.

Datidens læger var organiseret i familielaug (asklepiader), hvor håndværket gik i arv fra far til søn. De syge kom til Asklepios-templerne for at blive helbredt ved en blanding af lægekunst og religiøse besværgelser. Denne tempelforankring af lægegerningen varede fra omkring 600 til 300 f.v.t.

Gjorde op med religiøst dogme

Det største bidrag, som den moderne lægevidenskabs far, Hippokrates (cirka 460-375 f.v.t.), udførte, var som nævnt at flytte lægekunsten ud af templerne.

Han fastslog, at sygdom skyldes naturlige årsager og ikke gudernes vrede.

Selv om han manglede evidens, blandt andet på grund af et udpræget græsk tabu mod dissektion af mennesker, nærmede han sig lægevidenskaben gennem en naturvidenskabelig tilgang til sygdomslæren.

Ifølge Hippokrates gennemgik patienten en kritisk fase, det vil sige tidspunktet, hvor enten sygdommen eller patienten ville sejre. Sygdommen kunne dog stadig tage revanche i form af et tilbagefald, og så måtte man afvente udkommet af en ny krise.

For at styrke patienten i denne kamp bestod behandlingen mest i hvile og sengeleje.

\ Læs mere

Er naturvidenskab en religion?

Sygdom var en ubalance mellem 'legemsvæskerne'

De fire legemsvæsker i den hippokratiske medicin (blod, gul og sort galde og slim) blev over tid parret med de fire elementer (luft, ild, jord og vand) svarende til de to modsætninger: tørhed-fugtighed og varme-kulde.

Den græsk-romerske læge Galen (cirka 119-199 e.v.t.) videreudviklede humoralpatologien og fik kombineret legemsvæskerne, naturelementerne og Aristoteles’ (384-322 f.v.t.) naturopfattelse. Sygdom kunne derfor henføres til en ubalance mellem disse fire legemsvæsker.

Humør var også bestemt af legemsvæsker

Personligheder kunne nu karakteriseres ud fra overskud af de forskellige legemsvæsker – en bemærkelsesværdig sammenkædning af psyke og det kropslige. Luft var parret med blod (lat. sanguis), som man mente blev produceret i leveren; et overskud gjorde personen sangvinsk, altså glad og optimistisk.

Ild og gul galde (gr. chole) hørte sammen. Den gule galde mentes (næsten korrekt) produceret i galdeblæren, og overproduktion gav personen et kolerisk temperament – opfarende og vred.

Melankolikerens dystre sind og depression skyldtes et overskud af sort galde (gr. melan chole), som angiveligt kom fra milten sammenkædet med jord.

Hjernen var tillagt evnen til at producere slim (gr. Phlegma) og et overskud frembragte et flegmatisk (trægt) temperament.

Overskud af en skadelig væske skulle fjernes med et relevant middel (for eksempel bræk-, afførings- eller vanddrivende middel). Overskud af blod fjernedes ved åreladning, hvilket gennem tiderne har slået betydeligt flere patienter ihjel end de få, som fik gavn af en sådan tapning.

Sår skulle renses med vin

Kirurgi bestod overvejende i reparation af skader opstået på slagmarken eller ved sportsudøvelse. Egentlige indgreb var mere sjældne og blev begrænset til brokoperationer, blærestensfjernelse og brænding af hæmorider.

Mange af kirurgiens læresætninger er ganske fornuftige: Sår må kun renses med vin (vandet var nemlig forurenet), rene snitsår skal holdes tørre, så de kan vokse sammen, alt blod skal udtømmes fra såret, sår med knuste bløddele skal renses for pus, og der skal sørges for rigelig drænage (for at undgå infektion).

Blødninger blev standset med kolde omslag, kompression eller brænding.

Hippokrates skriver: »Hvad der ikke helbredes med medicin, helbredes med kniven; hvad kniven ikke helbreder, helbredes med brændejernet, og hvad brændejernet ikke helbreder, må anses for uhelbredeligt.«

Inden for ortopædkirurgien var der lidt mere ræson i behandlingerne. Patienter med knoglebrud blev lagt i stræk for at aflaste brudstedet og fremme sammenvoksningen og for at forhindre, at patienten blev halt ved forkortelse af det brækkede ben.

Specielt sportsaktiviteterne gav gode erfaringer med at sætte forskudte led på plads. Skulderleddet sættes på plads ved, at operatøren med sin hæl trykker i den liggende patients armhule samtidig med, at han trækker og drejer armen – en procedure, der ikke har ændret sig i de forløbne 2.300 år.

Krydderurter og planter var populær medicin

Blandt medikamenterne nævnes alrune, skarntyde, bulmeurt og andre natskyggearter som narkotiske. Alrune anvendtes mod kramper, depression og malaria.

Krydderurterne kamille, malurt, kommen, anis og rosmarin var også blandt behandlingsmulighederne.

Dette ved vi fra de første skriftlige kilder efter år 0 og fra fund af frø i templerne.

Hippokrates’ tanker kom til at præge de følgende 2.300 års lægekunst takket være den Galens cementering af humoralpatologien.

Først i 1858 fik Rudolf Virchows (1821-1902) banebrydende arbejde skabt grundlag for den biologiske forståelse for sygdommes opståen.

Grækerne i Alexandria

Alexander 3. (den Store, 356-323 f.v.t.) døde med ordene: »Jeg dør med alt for mange lægers hjælp,« men inden da fik han grundlagt Alexandria og gjort byen til videnskabernes centrum – en position der blev fastslået med opførelsen af Biblioteket i Alexandria i slutningen af det 3. århundrede f.v.t.

Det var her, at Herofilos af Kalchedon (cirka 330-260 f.v.t.) fremsatte sin teori om, at hjernen kontrollerede resten af kroppen. Han skelnede mellem storhjernens og lillehjernens funktioner og forbandt nervesystemet med bevægelse og sansning.

Derudover beskrev han blodets strømning fra hjertet ud i arterierne, og for at opnå reproducerbarhed ved pulstagningen opfandt han et vandur.

\ Læs mere

Oldgammel lertavle afslører: Babylonerne brugte trigonometri før grækerne

Romerne så ned på læger

Romerne havde et diametralt modsat forhold til læger.

Almindelig romersk dannelse krævede styr på filosofferne, og da lægekunst baseredes på filosofi, var det naturligt, at man selv tog hånd om eget helbred.

Romernes lægevidenskabelige indsigt var derfor på niveau med folkemedicin.

Cato den Ældre (234-149 f.v.t.) formanede ligefrem sin søn: »Jeg forbyder dig enhver omgang med læger!«

Var romerne inferiøre på det lægevidenskabelige område, var de til gengæld suveræne til logistik og hygiejne.

Akvædukter førte rent vand fra bjergene ind til et fintmasket fordelingsnet i byerne, og kloakeringen var strengt adskilt fra drikkevandet. Denne forebyggende indsats har muligvis reddet flere end de græske lægers behandlinger.

Galen blev først anfægtet i 1600-tallet

Galen studerede medicin i fire år i Pergamon, efterfulgt af studier i Smyrna, Korinth og Alexandria, inden han i 157 e.v.t. blev læge ved gladiatorskolen i Pergamon og senere livlæge for Marcus Aurelius.

Han var meget selviscenesættende: »Den, der vil være berømt, behøver kun sætte sig ind i dét, som jeg gennem hele mit liv har udforsket,« kan han blandt andet citeres for.

Hans dogmer baseret på dissektioner af dyr (også hvor de ikke passede med menneskets anatomi) fik lov til at stå uanfægtet frem til cirka 1550, blandt andet fordi de passede godt ind i kirkens opfattelse.

Galen inddelte sygdomme i tre kategorier betinget af:

1. de fysiologiske årsager, som vi ikke kan påvirke – altså de medfødte eller udefrakommende forhold (køn, alder, temperament, klima, årstider).
2. de kontrollerbare forhold (mad, drikke, motion, bade).
3. de årsager, som er i modstrid med de fysiologiske forhold (smerte, psykiske årsager og alle processer, som kan fremkalde sygdom).

Behandlingen lå tæt op ad den hippokratiske med udtømning ved opkastning, ophostning, afføring, vandladning, svedning eller åreladning.

Ole Sonne har tidligere skrevet om antikkens lægevidenskab i tre artikler i tidsskriftet Dansk Kemi og et kapitel i bogen 'Antikkens Verden'. Denne artikel bygger på det arbejde. Se links til artiklerne og bogen i kilderne nedenfor.

\ Læs mere

Danskere bag sensationelt arkæologisk fund i Grækenland