Alle måber over beatboxeren Tom Thum – her er hans hemmelighed

»Jeg bruger min mund på særlige måder i bytte for penge. Jeg gør det normalt på barer i byen og på gadehjørner,« indrømmer Tom Thum indledningsvist i videoen fra TEDx.

At Tom Thum kan tjene penge på det, han gør, er der heller ikke noget at sige til, for han virker fuldstændig overlegen på sit felt – human beatboxing.

»Men alle kan faktisk lære det,« fortæller John Tøndering, forsker i fonetik på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet.

For at forstå, hvordan én mand alene kan lyde som et helt band på samme tid, er vi nødt til at se på, hvordan vores stemmeapparat fungerer, og hvad det er for nogle lyde, vi kan lave med det.

John Tøndering guider os kyndigt igennem, hvad det er for nogle lyde, beatboxeren laver – og afslører en af hans hemmeligheder.

Forskellige lyde bliver lavet forskellige steder

Når der produceres lyd, vil der altid være en lydkilde og en resonator.

På en guitar vil det være strengene, der fungerer som lydkilde ved at producere lyden, mens det er hulrummet i guitarkassen, altså resonatoren, der forstærker lyden.

Den måde vi laver lyd på med taleapparatet, adskiller sig ikke synderligt fra guitaren.

»I forhold til vores sproglyde er det stemmelæberne, der er placeret i struben, der fungerer som lydkilde. Når stemmelæberne begynder at svinge, kommer der lyd op til vores talekanal, munden. Talekanalen modificerer og forstærker så den lyd, der kommer fra lydkilden,« siger John Tøndering.

Den forklaring gælder dog kun vokaler og bløde konsontanter som f.eks. ‘l’, som er stemte lyde. Man kan nynne en hel sang på stemte lyde som ‘i’, men det er straks noget sværere på ustemte lyde som ‘s’ og ‘k’.

Andre sproglyde har andre lydkilder og resonatorer. Støjlyde kan man ikke nynne på, og deres lyd kan minde om en lilletromme. De bliver lavet anderledes end de stemte lyde.

»Tag for eksempel et k eller et g. Ved at bruge bagtungen til at lukke af for luft i ganen, danner der sig et overtryk bag ved tungen. Når det overtryk får lov at eksplodere, kommer der lyd ud. På den måde ligger resonatoren mellem bagtungen og læberne,« supplerer fonetikeren.

Kombinerer man stemte lyde med støjlydene kan en human beatboxer opnå en effekt, der lyder som et trommesæts hi-hat, så allerede nu har vi forklaringen på, hvordan toner og trommelyde bliver lavet enkeltvis.

LÆS OGSÅ: Se, hvad der sker i en beatboxers mund

Lyd på indåndingen

Vejrtrækning er også noget, der har betydning for de lyde, der kommer ud af munden på os.

»Langt de fleste sproglyde produceres på en udadgående luftstrøm fra lungerne og ud. En beatboxer laver også lyd på en indadgående luftstrøm. Mange mærkelige og specielle lyde kan komme frem ved at variere vejrtrækningen. Det er noget man ellers kender fra sydafrikanske kliksprog« forklarer John Tøndering.

De lydkilder og resonatorer, som John Tøndering har beskrevet, er noget vi alle sammen kender – og de fleste af os kan lave, også selvom de stammer fra sydafrikanske sprog. Men det gør os jo ikke til artister som Tom Thum.

Så hvad er det, der gør beatboxeren så speciel?

Lydene kommer hurtigt efter hinanden

Det er blandt andet hans særlige evne til at sætte lydkilder op forskellige steder i munden og filtrere den forskellige steder, der gør ham til noget særligt.

»Han kan lave hulrum, overtryk, undertryk og støjlyde mange forskellige steder i munden. Og så gør han det oven i købet meget hurtigt efter hinanden,« siger John Tøndering.

På flere tidspunkter i Tom Thums optræden lyder det som om, at han laver flere lyde på samme tid. Det er dog ikke tilfældet. Han laver lydene meget hurtigt efter hinanden.

Variation i lydene gør produktionen hurtigere

»p, t og k samt b, d og g er lukkelyde. p og b har samme artikulationssted. Det samme har henholdsvis t og d samt k og g. Når man ved det, kan man variere artikulationsstedet mellem langt fremme og langt tilbage i munden,« forklarer han.

Variationen gør det muligt at lave lydene hurtigere efter hinanden, end hvis han valgte blot at bruge lukkelyde med et artikulationssted.

Du kan også træne dig selv til at lave lyde hurtigt efter hinanden ved at variere det sted i munden, hvor lyden udtales, artikulationsstedet, på lukkelydene. Prøv for eksempel at sige tu-tu hurtigt efter hinanden. Prøv derefter med tu-ku. På den sidstnævnte skifter du artikulationssted, og det kan derfor udtales hurtigere.

Særligt, når Tom Thum laver introen til Michael Jackson’s klassiker Billie Jean, er den her variation i lukkelydene tydelig, og giver indtryk af forskellige rytmiske instrumenter.

Variationen af forskellige typer lyde og det høje tempo er det, der får lydene til at hænge sammen og skaber på den måde musik.

Et sidste trick

Det er altså kombinationen af, at kunne variere sine lydkilder og kunne producere lyde hurtigt efter hinanden på både ind- og udåndiger, der gør Tom Thum til en fantastisk beatboxer.

Og så har han et sidste trick i ærmet, afslører John Tøndering;

»Beatboxeren siger godt nok selv, at det ikke er en særlig mikrofon. Han er alligevel dybt afhængig af den. Ved at lægge mikrofonen direkte på halsen ved sit strubehoved forsøger han for eksempel at få lyden direkte fra lydkilden. Og alt efter, hvor han holder mikrofonen henne, kan han variere effekterne i sin lydproduktion,«

»Man kan dog ikke blive ligeså god som Tom Thum bare ved at øve sig – det kræver talent, og manden er bestemt ikke tonedøv,« slutter han.