Uddannelse, kurser, virksomhedspraktik eller løntilskudsjob er fire redskaber, jobcentrene i landets kommuner kan bruge til at få ledige på sygedagpenge tilbage i ordinært arbejde.

Men virker noget af det?

Nej, kun i mindre grad. Det er konklusionen i et dansk studie, som har undersøgt effekten af de fire typer beskæftigelsesindsatser.

I studiet har forskerne via registre fulgt knapt 90.000 ledige på sygedagpenge fra 98 kommuner i 3 år.

»Cirka en tredjedel af dem kommer i job. Det tal ville sandsynligvis ikke forandre sig ret meget af, at man fjernede de her aktiveringsordninger, siger Anders Holm, professor i sociologi på Western University i Canada.

Han er førsteforfatter på en artikel om forskningsresultaterne i det videnskabelige tidsskrift Journal of Health Economics.

»Ser vi på det fra et beskæftigelsesperspektiv – altså, at det her skal få flere i job - så er den helt overordnede fortælling, at det formentligt ikke kan betale sig at forsøge at hjælpe de her syge ledige tilbage i arbejde,« siger han.

Kurser og praktik forlænger ledighed

I studiet har forskerne set på, hvor lang tid de sygemeldte er ledige, alt efter hvilken type tilbud deres kommuner giver dem – uddannelse, kurser, virksomhedspraktik, løntilskudsjob eller ingen aktivering.

Forskerne har sammenlignet på tværs af kommuner og taget højde for kommunale forskelle i forhold til for eksempel økonomi.

De finder frem til, at:

• Virksomhedspraktik, hvor den syge kommer i praktik hos en virksomhed i op til 13 uger, og uformelle kurser har decideret negativ effekt på, om de ledige kommer i job.
• Løntilskudsjob og ordinær uddannelse har meget lille positiv effekt på beskæftigelsen.

Løntilskud er bedre end virksomhedspraktik

Konklusionen er altså, at både virksomhedspraktik og kurser gør, at de sygemeldte kommer senere i job. Derudover går der kortere tid før de mister jobbet igen, sammenlignet med sygemeldte ledige, som ikke sendes i nogen form for aktivering.

De syge ledige, som bliver aktiveret gennem et løntilskudsjob, kommer hurtigere i arbejde – cirka 20 dage hurtigere i gennemsnit - sammenlignet med dem, som ikke aktiveres. Men de beholder ikke jobbet længere.

»Det er jo nogle små tal, som formentlig dækker over nogle få, som bliver i job i alle de tre år, vi ser på, og måske resten af livet, mens størstedelen ingen effekt har. Hvis man lavede en cost-benefit-analyse af de her indsatser, ville det sikkert ikke kunne betale sig,« siger Anders Holm.

Uddannelse har en lille effekt

Lidt bedre ser det ud med ordinær uddannelse, hvor den ledige tager en SU-berettiget uddannelse, men effekten er ikke stor.

»Du kan for eksempel forestille dig en tømrer, som har fået problemer med ryggen og ikke kan arbejde som tømrer. Han kan få revalidering og uddanne sig til for eksempel kontorassistent. Det gør selvfølgelig, at der går længere tid, før han finder job, fordi han er under uddannelse. Til gengæld vil han sandsynligvis beholde jobbet længere, end hvis han ikke havde fået en ny uddannelse,« siger Anders Holm.

Helt præcist beholder de syge, som har fået uddannelse, i gennemsnit deres første job 11 dage længere, end dem der slet ikke er blevet aktiveret.

Hvad gør, at nogen klarer den?

Hvad skal vi så gøre? Smide hele beskæftigelsesindsatsen på møddingen?

Nej, mener Sophie Danneris, postdoc på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Hun forsker i effekten af aktiveringsindsatser overfor udsatte ledige på kontanthjælp.

Studiets resultater overrasker hende ikke.

»Jeg sidder lige nu og gennemgår forskning indenfor aktivering af ledige, som har andre problemer end ledighed. Og det er et lidt nedslående billede,« siger hun og tilføjer: 

»Generelt er det vanskeligt at pege på nogen entydige positive effekter af beskæftigelsesindsatsen over for den gruppe af borgere.«

Var det så ikke bedre at holde op med at aktivere? Spare pengene og spare de syge ledige for at skulle aktiveres?

»Nej, det mener jeg ikke. Der er brug for, at vi laver en anden type forskning end blot de her store, kvantitative studier. For eksempel vil det være interessant at se nærmere på, hvem der klarer sig godt. Er det en bestemt branche, er det de unge, er det de ældre? Så vi på den måde kan målrette indsatserne bedre,« siger Sophie Danneris.

Større fokus på fastholdelse af job

Efter Sophie Danneris vurdering peger studiet på et interessant problem. Nemlig, hvordan vi som samfund hjælper folk til at beholde et nyt job efter en længere sygemelding.

»Det, man kan lære af undersøgelsen, er, at fastholdelse af job burde være et større fokusområde. Nogle af de her indsatser virker til at få folk i job, men ikke til at fastholde dem. Det tyder på, at jobcenteret ikke bare kan slippe dem, når de er kommet i job,« siger hun. 

»Det, synes jeg, er vigtigt, og det er der begrænset opmærksomhed på i jobcentrene.«

Ifølge Anders Holm kan det, at mange mister jobbet igen, hænge sammen med, at nogle måske bliver presset ud i job, som de egentlig ikke er klar til at varetage.

Brug for mere forskning

Sophie Danneris mener, der er brug for forskning, som går mere i dybden med, hvad der faktisk sker i mødet mellem en ledig og systemet.

Den type forskning kan give en forståelse for, hvorfor en indsats ikke virker. Eller om den måske virker til nogle andre ting end lige beskæftigelse. For eksempel den enkeltes helbred, livskvalitet eller mestring af hverdagen.

Derudover mener hun, at det kan være vigtigt at se på kommuner, hvor beskæftigelsesindsatsen har god effekt, og undersøge, om andre kan gøre noget af det samme.

Hun er selv i gang med et kvalitativt studie, hvor hun interviewer en gruppe tidligere kontanthjælpsmodtagere, som er kommet i job, samt deres sagsbehandlere. 

Målet er en større forståelse for, hvad der har været afgørende for dem, der er kommet ud på den anden side.