KORT NYT FRA DANMARK:
Dagpengereformen fra 2010 har i modsætning til sit formål ikke fået flere i arbejde.
Det viser en ny rapport fra SFI, ifølge pressemeddelelse fra forskningsinstitutionen. Forskerne bag rapporten har undersøgt konsekvenserne af den halverede dagpengeperiode og sammenhængen mellem den kortere dagpengeret og tilbøjeligheden til at komme i arbejde.
Undersøgelsen viser, at forkortelsen af dagpengeretten stort set ikke har resulteret i øget beskæftigelse. Der er dog en lille effekt i de sidste tre måneder af dagpengeperioden. Mellem 460 og 685 personer kom her i arbejde tidligere, end de havde gjort med en længere dagpengeperiode.
»Man har nok overvurderet beskæftigelseseffekten forbundet med dagpengeperiodens udløb. Der er selvfølgelig en besparelse forbundet med at halvere dagpengeperioden, men det ser ikke ud til, at det i væsentlig grad hjælper folk hurtigere i beskæftigelse,« siger forskeren bag undersøgelsen Anders Bruun Jonassen.
Undersøgelsen er iværksat på foranledning af Beskæftigelsesrådet.
Læs også:
Unge fra arbejderklassen er bedre rustede til økonomisk nedtur
Dine muskler bestemmer hvor krydset sættes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp