Mange vil nok mene, at det er godt at følge med i nyhederne.
Men alt med måde, som man siger.
Og det gælder nok også nyhedsforbrug. Det peger et nyt studie i hvert fald på.
For ifølge studiet har folk med et enormt nyhedsforbrug større sandsynlighed for at lide af stress, angst og fysiske sygdomme.
Det skriver MedicalXpress.com.
Det er særligt det negative fokus på problemer – som vi i den seneste tid har haft nok af – der påvirker storforbrugerne af nyheder.
»For disse individer kan en ond cirkel udvikle sig, hvor de i stedet for at hoppe af, bliver ført længere og længere ind, og hvor de er besatte af nyheder og tjekker updates for at lindre deres følelsesmæssige ubehag. Men det hjælper ikke. For jo mere de tjekker nyhederne, desto mere begynder det at forstyrre andre aspekter af deres liv,« siger Bryan McLaughlin, der er professor ved College of Media and Communication på Texas Tech University, ifølge MedicalXpress .
I studiet har forskerne analyseret data fra en online spørgeundersøgelse, hvor 1.100 amerikanere deltog.
Resultatet viste at 16,5 procent af de adspurgte viste tegn på ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug. Et forbrug, der er karakteriseret ved, at man bliver så optaget og personligt investeret i nyhedshistorier, at det dominerer ens tanker i en sådan grad, at det forstyrrer samværet med familie og venner og gør det svært at fokusere på sit arbejde, foruden rastløshed og søvnbesvær.
Denne gruppe med et ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug havde signifikant større sandsynlighed for at opleve mentale og fysiske udfordringer end dem med et lavere niveau af nyhedsforbrug – selv efter forskerne kontrollerede for demografi og personlighedstræk.
I gruppen af folk, der havde ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug, havde 73,6 procent oplevet mentalt ubehag ‘ganske meget’ eller ‘rigtig meget’, mens det kun gjaldt 8 procent af de øvrige deltagere i studiet med et mere normalt nyhedsforbrug.
Derudover led 61 procent af gruppen fysisk ubehag ‘ganske meget’ eller ‘rigtig meget’ sammenlignet med kun 6,1 procent for gruppen med almindeligt nyhedsforbrug.
Studiet blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Health Communication.