KORT NYT FRA DANMARK:
I hvilken retning kigger du, når du tørster efter nyheder? Sociale medier? Netaviserne? Eller måske den, efterhånden, lidt gammeldags papiravis?
Ny forskning viser, at du sandsynligvis får størstedelen af dine nyheder fra tabloide netaviser, som eb.dk og bt.dk – færre og færre tyer nemlig til de traditionelle papiraviser, når nyhedshungeren melder sig. Det skriver København Universitet i en pressemeddelelse.
»Mediernes egne data bekræfter mønsteret i min spørgeskemaundersøgelse: Nyheder på nettet læses i stigende grad på tabloidavisernes websider. 50 procent af tidsforbruget på alle danske nyhedssites foregår nu på tabloidmedierne, og på mobile platforme er det næste 2/3 af trafikken. Sagt på en anden måde, så er et højt online nyhedsforbrug lig med et højt tabloidforbrug,« forklarer medieforskeren Jacob Ørmen, som står bag det nye studie, i pressemeddelelsen.
Studiet bygger på spørgeskemaundersøgelser, opfølgende interviews samt mediernes egne brugerdata.
Undersøgelsen desuden, at vi bruger meget kortere tid på at læse de enkelte nyheder på online medierne i forhold til de traditionelle medier.
Vi bruger muligvis lige så meget tid på nyheder som tidligere, men det er fordelt ud over meget korte perioder i løbet af en hel dag – så vi for eksempel bruger 2-3 minutter på at læse en overskrift på eb.dk i stedet for at bruge 10-30 minutter på at læse for eksempel en tophistorie i Politiken.
Ifølge Jacob Ørmen kan det i sidste ende få konsekvenser for den samtale, vi fører med hinanden i offentligheden om aktuelle politiske nyheder. Den kan nemlig blive mere overfladisk.
Undersøgelsen er en del af Jacob Ørmens ph.d.-afhandling ‘A Public Conversation in Private Settings’, som endnu ikke er udgivet.
Læs også:
Fem sociale medier har »uindskrænket ret« til at misbruge alt dit indhold
Derfor ødelægger sociale medier din koncentration
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
amo