Et nyt studie, der er lavet af forskere fra blandt andet Imperial College London, viser, at man kan reducere risikoen for, at børn bliver allergiske over for fødevarer som æg og peanuts, ved at introducere barnet for dem, allerede mens det er mellem 4 og 11 måneder gammelt.
Forskerne konkluderer, at der er moderat sikkerhed for, at en tidlig introduktion af æg og peanuts vil medføre en lavere forekomst af allergi over for disse fødevarer.
LÆS OGSÅ: Spis peanuts og undgå peanutallergi - få kat og undgå måske katteallergi
Og det er et resultat, som kan få stor betydning for fremtidens kostanbefalinger til spædbørn, mener Amena Warner, der er leder af AllergyUKs afdeling, der beskæftiger sig med kliniske forsøg.
»Der er nu et videnskabeligt bevis for, at leverandører af sundhedsydelser bør anbefale, at man skal introducere madvarer, som indeholder peanuts, til spædbørn, der har en høj risiko for at udvikle allergi. Hvis man venter, kan det betyde, at spædbarnet vil have en højere risiko for at udvikle peanutallergi, « siger hun til Independent.co.uk.
LÆS OGSÅ: Allergi mod peanuts skal bekæmpes med… peanuts!
Amena warner understreger dog, at man under ingen omstændigheder må give hele peanuts til børn, som er under 5 år gamle af hensyn til kvælningsrisiko.
På verdensplan er allergi blevet et hurtigt spredt fænomen, som plager en stor del af befolkningen. I Storbritannien vokser antallet af allergikere hvert år med 5 procent, og halvdelen af de ramte er børn.
Madallergi er derfor også blevet en stor udgift i form af hospitalsindlæggelser og andre sundhedsydelser til allergikerne. Der er derfor meget at vinde ved at knække kurven, og netop allergi over for æg og peanuts er de to hyppigste former for madallergi.
LÆS OGSÅ: Æggeallergikere kan spise varme æg
Undersøgelsen konkluderede også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvornår man introducerer børn for hvede, og hvorvidt de får glutenallergi.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Medical Association (JAMA).
cak

































