20 år efter 9/11: Det har vi lært af krigen mod terror
KOMMENTAR: Vesten kæmper stadig med at finde en måde, hvorpå bekæmpelse af terror og demokrati kan følges ad.
9/11 11. september hvad har vi lært 20 år efter terror forskning bekæmpelse forebyggelse

Efter 9/11 har Vesten lært, at prisen for at bekæmpe terrorisme udenfor vores egne landegrænser er høj. (Foto: Michael Foran / CC BY 2.0)

Efter 9/11 har Vesten lært, at prisen for at bekæmpe terrorisme udenfor vores egne landegrænser er høj. (Foto: Michael Foran / CC BY 2.0)

I dag er det præcis 20 år siden, at to fly smadrede World Trade Center, et fly blev styret ned i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, og et fjerde, der var tiltænkt et ukendt mål, styrtede ned på en mark.

Verden fulgte vantro med på TV-skærme, omkring 3.000 blev dræbt, og krigen mod terror blev indledt af USA umiddelbart efter.

Men hvad har vi egentlig lært i løbet af de seneste 20 år? Det forsøger jeg at samle op på i denne artikel.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Begrebet terror bliver almindeligt

Før 11. september 2001 var begrebet terrorisme stærkt omstridt. I Danmark var der, udover min egen, nærmest ingen forskning i terrorisme.

Det var politisk ukorrekt at bruge begrebet i politiske diskussioner og akademiske debatter.

Man mente, at brugen af begrebet primært tjente til at nedgøre sine fjender.

I dagene efter terrorangrebet i Washington og New York blev begrebet 'terror' forbløffende hurtigt til det, den tyske professor i historisk teori, Reinhart Koselleck, kaldte et 'almenbegreb'.

Begrebet bruges og giver mening overalt i verden, men betydningen af det varierer markant fra land til land og fra den ene politiske gruppering til den anden.

Der findes stadig ingen enighed om og definition af begrebet 'terror', og i eksempelvis USA defineres det forskelligt i udenrigs- og forsvarsministeriet.

I dag bruges 'terror' i flæng, skønt der formentlig er lige så mange meninger om dets betydning, som folk på Jorden.  

Fra frihedsbevægelser til terrorgrupper

Opfattelsen af politiske oprørsgrupper ændrede sig markant. Mange stater, herunder autoritære, tilsluttede sig lynhurtigt den måde at bruge begrebet terrorisme på, som var blevet fastlagt i den amerikanske regering og politiske offentlighed, som samlede sig om ’krigen mod terror’.

Kina var for eksempel hurtig både til at sende sin støtte til den amerikanske krig mod terror og til at tage emnet op i FN.

Kineserne kaldte med det samme politiske grupper blandt de muslimske mindretal, uighurerne, i Xinjiang for globale terrorister.

Global terrorisme blev brugt til at beskrive eksempelvis al-Qaeda, fordi deres vold ikke begrænsede sig til regionale konflikter, men sigtede mod at ændre verdensordenen.

Hurtigt blev mange grupper, der rundt omkring var blevet opfattet som frihedsbevægelser, kaldt globale terrorister.

Da Det Hvide Hus 24. september 2001 udsendte en liste over globale terrorister, blev den voldsomt kritiseret af den daværende premierminister i Israel, Ariel Sharon, fordi de palæstinensiske grupper Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad ikke var på listen.

Kongressen tog diskussionen op, og det endte med, at grupperne kom på listen, hvorved Israels krig mod dem blev samme sag som USA’s globale krig mod terror.

Dette indebar, at der kunne tages stadig hårdere midler i brug, som eksempelvis målrettede drab, hvilket Israel praktiserede mod Hamas-ledere.

I starten vakte det opsigt og kritik, men i dag er anvendelse af målrettede drab på mistænkte terrorister uden retsproces blevet normalen uden nogen væsentlig kritik.

Et angreb var forventet

En junidag i 2001 stod jeg på toppen af World Trade Center. Jeg var ved at skrive en bog om al-Qaeda og konsekvenserne af krigen i Afghanistan mod Sovjetunionens besættelse fra 1980-89.

USA havde sammen med Pakistan og Saudi-Arabien støttet de afghanske jihadgrupper, der fik støtte fra tusindvis af tilrejsende fremmedkrigere fra blandt andet Mellemøsten og Kaukasus.

I februar 1993 sprang en voldsom stor bombe under World Trade Center. Bag bomben stod en gruppe med forbindelse til de jihadnetværk, der var blevet dannet under den afghanske krig mod Sovjetunionen.

Formålet med bomben var at vælte de to store tårne, men det skete heldigvis ikke, og selvom skaderne var kolossale, blev antallet af dræbte begrænset til syv.

Jeg var på toppen af World Trade Center, fordi jeg ville forestille mig, hvad der ville være sket i USA, dersom tårnene faktisk var sunket i grus, som det skete godt to måneder senere.

I Clintons præsidentperiode talte man i forskerkredse i USA meget om, at al-Qaeda havde udviklet sig til et globalt netværk, der målrettet søgte at ramme USA, hvilket da også skete 11. september 2001.

Det var således et bebudet angreb, der realiserede sig. Man havde med andre ord være forberedt på, at USA kunne blive ramt af et stort terrorangreb, men alligevel var chokket naturligvis voldsomt og reaktionen på det et enormt såvel i USA som i resten af verden.

Omfanget overgik alle forestillinger

Jeg skal indrømme, at virkeligheden langt overgik de forestillinger, jeg gjorde mig på toppen af World Trade Center i juni 2001.

USA gennemførte hurtigt en række love, der lagde det juridiske grundlag for krigen mod terror samt til oprettelse af et nyt ministerium for ’hjemlandets sikkerhed’. Lovgivning, der udvidede efterretningstjenesternes og politiets beføjelser i jagten på terrorister.

Det blev almindeligt i USA og i en række lande at anskue terrorisme som en ekstraordinær sikkerhedstrussel, der nødvendiggjorde tiltag, som ellers ikke er forenelige med forfatningerne i liberale demokratier.

Det skete også i Danmark, om end i meget beskedent omfang sammenlignet med USA og andre europæiske lande som England, Spanien og Frankrig.

Ny lovgivning skulle gøre det muligt at kontrollere rejseaktivitet, finansielle transaktioner, udvide beføjelser til efterforskning. Der blev lavet lister med grupper, der blev beskrevet som globale terrorister, USA, EU og mange stater fik indskrevet definitioner af terrorisme i deres straffelovgivning.

Terrorisme var en trussel mod statens sikkerhed. Mest markant indledte USA helt konkret krigen mod terror med krigen i Afghanistan fra 2001 og i Irak fra 2003 samt militære operationer på Afrikas Horn, i Yemen, Filippinerne og en række lande i Afrika.

Der blev oprettet en særlig interneringslejr, Guantanamolejren i Cuba. Her blev formodede terrorister udsat for systematisk tortur.

Andre blev fløjet rundt i verden i hemmelige CIA-flyvninger, hvor de blev sendt til afhøringer i stater som Egypten og Pakistan og i hemmelige fængsler i Litauen og Polen, hvor de blev afhørt under brug af tortur.

Vi lærte således, at terrorisme som en ekstraordinær trussel mod staternes sikkerhed uden større modstand kan tilsidesætte hævdvundne retsregler og principper samt legitimere tilbageholdelse på ubestemt tid uden retsgrundlag, målrettede drab, tortur og omfattende overvågning.

Guantanamo-lejren

Et billede af en demonstration i USA imod Guantanamo-lejren. (Foto: Shutterstock)

Folkeretten er blevet tilsidesat

Ligesom de liberale retsprincipper kunne tilsidesættes, når demokratier er konfronteret med terrorisme, har vi lært, at krigens regler ligeledes er blevet bøjet eller tilsidesat.

For eksempel var der ikke folkeretligt grundlag for at indlede krigen i Irak i marts 2003, hvilket skabte stor diskussion, også i Danmark

Men som tiden gik, blev det accepteret af politikerne, at krige og invasioner kunne finde sted uden FN-mandat.

Således lød det fra den daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn, socialdemokraten Mette Gjerskov, at danskerne måtte vænne sig til at gå i krig uden FN-mandat, da Folketinget tog stilling til om Danmark skulle gå i krig i Syrien i 2013, efter regimet havde brugt kemiske våben mod oprørsgrupper.

Barack Obama besluttede sig som bekendt for en diplomatisk løsning sammen med Rusland, men Gjerskovs udtalelse viser med al ønskelig tydelighed, at opfattelsen af krige og folkeret var forandret stærkt efter debatterne om Irakkrigens grundlag i 2003.

Specialoperationer, missiler med droner, målrettede likvideringer og så videre er dagligdag i krigens forandrede regler i forlængelse af krigen mod terror.

Prisen for krigen mod terror er høj

Vi har lært, at terrorisme godt kan bekæmpes i det transatlantiske område. Men også, at prisen som allerede anført er høj i form af en stadigt mere indgribende sikkerhedsstat i de liberale demokratier.

Omfattende udvidede beføjelser til efterretningstjenesterne og et stort internationalt samarbejde mellem dem, overvågning og kontrol af trafik over grænser og pengetransaktioner, krige og invasioner i Mellemøsten, Sydasien, Afrikas Horn, og i de senere år Sahel (området i det sydlige og syd for Sahara) har reduceret truslen fra terrorisme i det transatlantiske område.

Er prisen høj her, er den mange gange større i de regioner, hvor krigen mod terror konkret føres. Parallelt med, at krigen mod terror er blevet ført med stadigt stigende intensitet her, er antallet af civile ofre for terrorisme eksploderet:

Med reference til Global Terrorism Index anfører militærhistorikeren Max Boot, seniorforsker ved tænketanken Council of Foreign Affairs, der står bag udgivelse af tidsskriftet Foreign Affairs, i onlinemagasinet Commentary, at antallet af civile ofre for terrorisme i perioden 2000-2015 er steget 550 procent.

Uden at vi eksakt kan dokumentere det, synes der at være en direkte sammenhæng mellem intensiveringen af krigen mod terror og eksplosionen i antallet af civile ofre for terrorisme.

Vi kan konstatere hinsides enhver tvivl, at siden 2001, hvor krigen mod terror blev indledt, er der ikke kommet mindre terrorisme; tværtimod har terrorisme med grund i jihadisme bredt sig og blevet et stadig større fatalt problem i mange regioner i verden uden for Vesten.

Demokrati kan ikke påtvinges

I september 2002 annoncerede George W. Bush regeringens nationale sikkerhedsstrategi. Om nødvendigt ville USA handle ensidigt (unilateralt), USA ville forbeholde sig retten til forebyggende krige, og USA ville med militære midler udbrede demokrati til for eksempel Mellemøsten og Sydasien.

Filosofien var, at demokratier ikke er tilbøjelige til at gå i krig med hinanden (men i høj grad mod ikke-demokratier), og derfor ville USA med en regimeskiftestrategi fjerne autoritære regimer og indføre demokrati.

Vi har lært, at det er gået katastrofalt galt at påtvinge demokrati i ikke-demokratiske stater.

Eksemplerne er Irak, Libyen og med USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan, hvor krigen mod terror blev indledt, står det lysende klart, at projektet i den grad mislykkedes.

Demokrati, retsstat og gode regeringsformer skal indføres af folkene selv, ikke påtvinges udefra.

Overvågning overalt

I Vesten gyser vi ved beretningerne om nye avancerede overvågningsteknologi i Kina, såsom brug af ansigtsgengældelse og kunstig intelligens.

Men vi var ikke sene til at tage brug af ansigtsgenkendelse på Brøndby Stadion, da der var problemer med fodboldfans.

Og den amerikanske Harvardprofessor, Shoshana Felman, har vist, vi i Vesten faktisk er meget smartere og mere avancerede and kineserne, når det kommer til overvågning af borgerne: vi har med brugen Google og sociale medier gjort det til en aktivitet, borgerne selv sørger for.

Google samler data 24/7 og sælger til regeringer og efterretningstjenester. Dr. Felman kalder det ’overvågningskapitalisme’.

Migration og krigen mod terror

I 2015 blev vi klar over, hvor langt EU er villig til at gå i bekæmpelse af migration fra Afrika og Mellemøsten, og i dag bygges under indtryk af tilbagetrækningen fra Afghanistan pigtrådshegn og mure om grænserne, samtidig med, at EU med flåden etablerer 'Fort Europa' i Middelhavet.

På samme måde som med terrorisme kan Vesten begrænse migrationen, men presset vokser og i dag sidder ifølge FN 80 millioner mennesker interneret i lejre, de fleste i Middelhavsregionen, men naturligvis også i Amerika og Asien.

Der kommer stadig flere og flere flygtninge og migranter, og da mange ser en sammenhæng mellem terrorisme, politisk vold, trusler mod sammenhængskraft og migration, vil de liberale demokratier tage stadig mere hårdhændede midler i brug for at holde indvandringen nede.

For dem er indvandring og terrorisme to sider af samme sag.

Aftenlandets undergang?

Vi har lært, at Vesten kan bekæmpe terrorisme i sin egen region, men prisen er høj, især uden for regionen. Den samme lære kan vi drage af migrationsbekæmpelse.

Alt tyder på, at både den politiske vold og migrationen i årtierne fremover kraftigt vil tage til.

Vesten har vist, at det er klar til at gå på store kompromisser med sine egne liberale og demokratiske grundværdier.

Hvis ikke Europa og Vesten finder andre metoder til bekæmpelse af terrorisme og migration end dem, der blev taget i brug med krigen mod terror og efter flygtningestrømmene i 2015, vil eroderingen af Vestens eget værdigrundlag tage voldsomt til, indtil det er helt forsvundet.

I Vesten går solen ned, hvorfor nogle tyskere kalder Vesten for aftenlandet. Vi er i dag vidne til, at forudsigelsen om Aftenlandets undergang rykker stadig tættere på.

Hvad der kommer efter det liberale og demokratiske sammenbrud vides ikke, men formentlig mere politisk vold og flere folkevandringer.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: